Et kæmpe isbjerg smelter, og Danmark vil inden for 24 timer være skjult under havet. Danskerne aner intet. De »skal have lov at uddø som det næstlykkeligste folk i verden«, som en speakerstemme forklarer publikum, netop som Signe Barfoeds kappeklædte, svenske superhelt træder frem på scenen. Sverige vil tilbyde fem arketypiske danskere asyl. Hvis de vel at mærke kan tilpasse sig de svenske samfundsnormer. Det er denne superhelts opgave at finde og indsamle de fem danskere, som hun bedøver ved hjælp af stanken fra en dåse surströmming.
Dramatikerne bag Surstrømning, Gertrud Larsson og Åsa Asptjärn, er begge svenske, og de lægger ikke fingre imellem, når de udstiller den udtalte, svenske politiske korrekthed. Fra gluten- og sukkerfrit bagværk over fordømmelse af gamle, hedenske traditioner til den kønsløse betegnelse hen.
Samtidig bliver Danmarks værdier og begrebet hygge, når det her sættes på spidsen, opsummeret til kvindehad, dyreplageri og øldrikning i Kasper Sejersens velkomponerede iscenesættelse, som til trods for den humoristiske vinkel ikke efterlader tvivl om alvoren bag budskaberne.
Alt foregår synligt foran publikum. Både kostume- og sceneskift, hvoraf sidstnævnte især markeres med ændringer af lyset i Andrew Tristrams lysdesign og små koreograferede optrin, hvor skuespillerne danser omkring, mens de rykker på rekvisitterne og skifter fra en rolle til den næste.
Højaktuelle emner indpakket i satire
Arktis, der smelter. Klimaforandringer. Danmark under vand. Flygtningekvoter. Plads til forskellighed og modviljen mod samme. Det hele tages op til debat i Surstrømning, som udover at være en særdeles underholdende teateroplevelse også byder på et unikt samarbejde mellem seks danske teatre fra seks forskellige danske byer – der i øvrigt alle spiller en aktiv rolle i forestillingen og dermed giver et ekstra lag af relevans for publikum.
»Gud bevare Danmark«, siger dronning Margrethe i Holger Østergaards skikkelse afslutningsvist i sin tv-transmitterede tale fra et eksil ved Australien. Og hvis den danske skæbne hviler på de fem udvalgte arketyper, så er det nok ikke helt galt at bede det guddommelige om hjælp.
De fem udvalgte – som nok næppe svarer til den danske selvforståelse – personificeres, udspilles og udstilles på samme tid karikerede og genkendelige.
Anders Brink Madsens tager hyggesexisten Mads helt til grænsen af det frastødende. Hans Holtegaards Knud bliver indbegrebet af den danske, antibiotikaelskende svineavler iført grønne overalls og hvide gummistøvler. Morten B. Koch er en selvudslettende undskyldning for sig selv i sin fortolkning af brugsforeningsdanskeren Laurits, der konstant føler skyld. Lisbeth Knopper giver hyggeracisten Kirsten masser af kant. Og sidst, men ikke mindst, fremstår Camilla Gjelstrups Vibeke som den kulturradikale elite med høje lixtal og politisk ukorrekthed.
Danmark er dåseøl. Sverige er Ramlösa!
Laura Rasmussens scenografi er enkel og ekstremt effektiv. To trærammer danner alt fra håndboldmål og svinesti til telt og bådebro. Og da lokationen fra 1. til 2. akt skifter fra Danmark til Sverige, udskiftes de mange skamler af dåseøl med tilsvarende af Ramlösa. Så enkelt, men tydeligt, kan det gøres. Samtidig akkompagneres hele forestillingen af kendte, svenske popsange i Morten Birks diskrete lydbillede, der i ny og næ træder frem i forgrunden, som det er tilfældet i første scene i Sverige, hvor de fem danskere vågner til tonerne af titelmelodien fra tv-serien om Emil fra Lønneberg.
Surstrømning kulminerer i en absurd udvælgelse blandt de fem danske arketyper. Hvem er tilpasningsdygtig, politisk korrekt og surströmming-elskende nok til at blive i Sverige? Og hvem skal sendes hjem til nærområdet? Scenen forvandles til et quizshow med Holger Østergaard som en slesk, svensk tv-vært iklædt blå habit, gult slips og en paryk med hvidblondt svenskerhår. Det er måske nok karikeret og overdrevent, men det også relevant, tankevækkende og veludført satire.
’Surstrømning’. Dramatikere: Gertrud Larsson og Åsa Asptjärn. Instruktør: Kasper Sejersen. Spiller på Vendsyssel Teater til 30. maj. Herefter turné til Folketeatret i København 2.-7. juni, Team Teatret i Herning 9.-21. juni, Teater Nordkraft i Aalborg 1.-12. august, Randers Egnsteater 14.-23. august og Svalegangen i Aarhus 25. august – 9. september