Læsetid: 6 min.

Hovedpine eller Guds nåde?

Simon Grotrians nye salmesamling rummer lysende højdepunkter, men skæmmes af tågetale og barnagtigt sludder
Simon Grotrians nye salmesamling rummer lysende højdepunkter, men skæmmes af tågetale og barnagtigt sludder

iBureauet/Mia Mottelson

6. maj 2017

Påskedag på Peterspladsen overværede jeg og titusinder fra snart sagt alverdens nationer en højtidelighed, som ind imellem føltes værdig og smuk, men hele tiden manglede noget.

Der var salvelsesfuldt mumleri af Paven, og der var korsang ved et hold nonner samt solosang (tenor) af en smørbolle i fuldt ornat, men selv om mange stod med det fulde program i hånden, var der ingen ude på pladsen, som sang. Herren straffede os da også ved at lade arrangementet drukne i regn!

Sådan en envejsforestilling var aldrig gået herhjemme. Her synger vi med af hjertens lyst ved gudstjenester og kirkelige handlinger, og det er bestemt ikke for meget sagt, at menighedens fællessang, komponeret ind i en helhed med liturgi og prædiken, har båret kristendommen i Danmark, ikke mindst takket være ’de fire store’: Kingo, Brorson, Ingemann, Grundtvig, og ikke at forglemme ’de to små’: Jakob Knudsen og Sthen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu