Læsetid: 6 min.

Hovedpine eller Guds nåde?

Simon Grotrians nye salmesamling rummer lysende højdepunkter, men skæmmes af tågetale og barnagtigt sludder
Simon Grotrians nye salmesamling rummer lysende højdepunkter, men skæmmes af tågetale og barnagtigt sludder

iBureauet/Mia Mottelson

6. maj 2017

Påskedag på Peterspladsen overværede jeg og titusinder fra snart sagt alverdens nationer en højtidelighed, som ind imellem føltes værdig og smuk, men hele tiden manglede noget.

Der var salvelsesfuldt mumleri af Paven, og der var korsang ved et hold nonner samt solosang (tenor) af en smørbolle i fuldt ornat, men selv om mange stod med det fulde program i hånden, var der ingen ude på pladsen, som sang. Herren straffede os da også ved at lade arrangementet drukne i regn!

Sådan en envejsforestilling var aldrig gået herhjemme. Her synger vi med af hjertens lyst ved gudstjenester og kirkelige handlinger, og det er bestemt ikke for meget sagt, at menighedens fællessang, komponeret ind i en helhed med liturgi og prædiken, har båret kristendommen i Danmark, ikke mindst takket være ’de fire store’: Kingo, Brorson, Ingemann, Grundtvig, og ikke at forglemme ’de to små’: Jakob Knudsen og Sthen.

Hvad en salme er

På spørgsmålet, hvad en salme så er, gives der to svar. Det ene, at det er en tekst, der står i en autoriseret salmebog. Det andet, at en salme er en prædiken, bøn, taksigelse eller lovprisning på smukke, sangbare og folkeligt inklusive vers, hjulpet frem af en til indholdet passende, ikke for svær melodi.

Definition nummer ét og to må siden udgivelsen af Den Danske Salmebog 2002 siges at være kommet ud i konflikt, forstået på den måde, at der uden for den officielt vedtagne samling på 791 kommisionsudvalgte numre står tusinder af salmer, eller skulle vi sige forslag til salmer, som så mindeligt beder om adgang.

Det drejer sig om forbigået ældre materiale af afdøde salmister som K.L. Aastrup, Ole Sarvig, Jørgen Gustava Brandt og Johannes Johansen, men også fyldige tekstsamlinger af bl.a. Lars Busk Sørensen, Holger Lissner, Lisbeth Smedegaard Andersen og Hans Anker Jørgensen, for nu blot at nævne nogle, som både før og efter 2002 har produceret massivt og konstant.

Nyere endnu, og stilmæssigt mere kontroversielle, er især Iben Krogsdal samt genstanden for denne artikel, Simon Grotrian, der fra og med 2006 har udsendt en hel stribe større og mindre bøger med salmer og undervejs har gjort status med det selvstændige udvalg Guds øje er en tordensol (2015).

Når Grotrian så tit deler vandene, hænger det ikke sammen med, at teksterne mangler tro. Størsteparten fremtræder tværtimod som inderlige klageråb, dybtfølte taksigelser og overstrømmende lovprisninger.

Ej heller kan det hævdes, at hans salmer savner fundering i skriften, for han taler hjemmevant om »lammet«, korset, fortabelsen og frelsen. I hans nye samling af salmer findes endda adskillige, som relaterer sig meget direkte til highlights fra Det Gamle Testamente såsom Abrahams forsøg på ofring af Isak eller gyserberetningen om Sodoma og Gomorra, og har man brug for en tekst til fastelavn, palmesøndag eller pinsedag, går man ikke forgæves på jagt blandt de 59 nye forsøg.

Teologisk er der imidlertid ikke ret meget at komme efter: Den centrale forestilling om synd indsnævres til et spørgsmål om selviskhed, og ideen om omvendelse og frelse har hos Grotrian oftest et klamt terapeutisk præg.

Personligt har jeg i denne omgang mest fidus til de af hans bidrag, hvor han i lighed med Sthen og Brorson underkaster sig en enkel kortlinjeform og i overensstemmelse med genretraditionen pålægger sig en rituel anskuelighed, sådan som det især sker i »Se i nåde, se herned«, »Da det blev vinter« og »Måske i morgen«. Sidstnævnte fungerer flot uden enderim og kulminerer i denne strofe:

Måske i morgen

eller en anden dag

får jeg min frihed

Guds rige kommer, når

ingen har ventet det

brat som at vågne

Andre steder hæfter jeg mig umiddelbart ved slående enkeltformuleringer, som lyser i kraft af den særlige fyndighed, som vi kender fra Grotrians ikke-kirkelige papirpoesi: »Guds kærlighed er klodens morgengave« (én linje); »da blir vi selv til Edens vingegule / sommerfugle« (to linjer), eller, på fire (korte) linjer: »selv mit hjertefedt må smelte / og jeg står på klippesten / for min tro kan ikke vælte / den er fuglen på en gren«. På fire linjer af en Moses-salme kan trosindholdet fortættes ret så smukt:

og en fisk med vinger bærer os fra død til liv

tilbage står en sodet altertavle

når din krone skyder op i Pagtens Ark, så riv

os fri af egen tro på egen navle.

Nogle steder sker der desværre noget trist. Det er, når Grotrian synger sig op, men så spolerer en prægnant sekvens med decideret fjollede påfund, som når en jæger i én strofe får digteren til at gå aldeles agurk i den næste:

En hare en stor og des større i brunst

og fuglen kan lande i hånden

du skabte det hele, se dét var en kunst

og over os svævede Ånden

Samme form, den gakkede svipser, dukker også op i »Glæd dig over dåbens pagt«: »Sakramentet har en skål / til en bøjet nakke / vi vil stange troens ål / og til disse toner vil vi takke«. Stange ål? Åll right, men altså kun hvis det passer i sammenhængen … Det gør det ikke her, ligesom det er svært at fatte, hvor Grotrian vil hen, når han ændrer Kingos smukke og teologisk holdbare optakt: »Aldrig er jeg uden våde, / aldrig dog foruden nåde« (salmebogens nr. 644) til »Aldrig er jeg uden våde / trusser, heller ikke ble.«

At splitte eller samle

Helt enkelt og basalt bør salmer samle og ikke splitte. De bør ikke få de syngende til at flække, så følelse og intellekt skrider i hver sin retning, og de bør ikke drive en kile ned gennem menigheden mellem de æstetisk frelste og de uforstående grødhoveder, som f.eks. ikke kan hitte ud af et udtryk som »månens foliant« (som da vist også er noget gudsforgået vrøvl).

»Gud har plads til dig og alle«, siger Simon Grotrian, men hans egne salmer eller forslag til salmer bliver let ekskluderende, når den poetiske originalitet får lov at gå forud for forkyndelsen som henvendelse til hvem som helst.

Frem for alt viser den overdrevne jagt på det usete og originale sig i bratte brud og overraskende ordsammenstillinger, men også deri, at gloser simpelt hen tildeles ny betydning. Ordet ’takkelagen’ er hos Grotrian ikke en betegnelse (i fælleskøn) for rebene på et sejlskib, men en særlig kristen rekvisit (i intetkøn), et stort stykke hvidt stof til at takke på eller under?

Når han skriver ’allereder’, skal det nok ikke læses som et substantiv i flertal dannet over et adverbium, men som en poetisk nydannelse: Herrens reder, bygget til alle! Ordet ’lukkeloven’ skal her i Ravnekost og slagere associere til himmerigs port, ikke Butikshandelens Sammenslutning.

Søde sager

Hvad ordforrådet angår, har Grotrian en voldsom appetit på våben og på transportmidler som ’ambulance’ og ’helikopter’, men han kan såmænd også nemt i sine salmeforslag finde plads til ord som ’dræbersnegle’, ’legoklods’ og ’jackpot’.

At ’billedblade’ og ’seerstorm’ hos ham betyder noget andet end ellers, må man vel blot finde sig i, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg har vanskeligt ved at affinde mig med hans infantile dyrkelse af kager, bolsjer, kandis, sodavand og marcipan m.m.

Den slags appellerer vel sagtens til børn og barnlige sjæle, og eftersom det står skrevet, at den, der ikke tager imod Guds rige som et lille barn, kommer slet ikke ind i det, er digteren da i sin gode ret til at appellere til barnet i mig, som også både Grundtvig og Ingemann kunne. Kalamiteten er imidlertid, at Grotrians søde sager alle tjener det tuttenuttet barnagtige.

Jorden drejer om sin akse på 24 timer, og månen er lidt over 30 dage om at kredse om vores klode, der så igen bruger 365 dage på at nå rundt om solen. Heroverfor gælder for poeten Grotrian, at skønt han skriver med speederen helt i bund, kan det indimellem godt føles, som om klarheden kun indfinder sig med 29 års interval – at tanken altså hellere følger Saturns bane end månens, jordens eller racerbilens.

Problemet er, sagt med andre ord, at han i alt for mange af sine tekster fistrer flugtagtigt bort fra sine egne billeder og for hver ny strofe, undertiden også hver linje, lader de forudgående formuleringer fortone sig i et glemselsmørke. Andre finder det morsomt, men jeg får som regel hovedpine af det og har svært ved at forbinde hovedpinen med Herrens nåde.

Simon Grotrian: ’Ravnekost og slagere’. Salmer. 88 s. Kr. 150,00. Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu