Læsetid: 3 min.

Hvem vil ikke være morfars yndlingsbarnebarn?

Limfjordsteatret overrumpler tilskueren med sin følelsesladede og oprigtige forestilling om den morfar, som vi alle sammen ønsker os at kunne fortælle om
De tre mænd i Limfjordsteatrets intense musikforestilling ’morfarMORFARmorfar’ fortæller om hver deres morfar: Om tysklæreren og snedkeren og nazisten. Men allermest om de følelser, som morfædrene har skabt i dem.

De tre mænd i Limfjordsteatrets intense musikforestilling ’morfarMORFARmorfar’ fortæller om hver deres morfar: Om tysklæreren og snedkeren og nazisten. Men allermest om de følelser, som morfædrene har skabt i dem.

Lars Horn

5. maj 2017

Egentlig minder scenografien til morfarMORFARmorfar om scenen til en rockkoncert. Der står i hvert fald tre podier med to guitarer og et trommesæt. Men de tre podier viser sig at tilhøre de tre skuespillere og minderne om hver deres morfar.

Alt er hvidt, også lampeskærmene og morfarskjorterne, så LED-lamper kan oplyse alt i de vildeste farver. Og derfor kommer forestillingen vitterlig til at ligne en rockstjernehyldest – med både »Lille Sommerfugl« og »Alle gode gaver« i trestemmig barbershopklang.

For morfarMORFARmorfar af Limfjordsteatret er en erindringsmusikforestilling – en dramatisk collage om de tre morfædre, der har været med til at gøre de tre skuespillere til dem, de er i dag. Tre bedstefædre, som nu altså gennem teatrets ’devising’-skabelsesproces er endt som de tre hovedpersoner i denne forestilling for de 8-12 årige.

Morfarfølelser

Iscenesætteren Nils P. Munk har leget med skuespillernes særlige evne til hurtige rolleskift. Men han har også skabt en flot dramaturgisk udvikling mellem sangene og bedstefarhistorierne, så tilskueren kan nå at mærke sine egne ’morfarfølelser’ undervejs. Det er  derfor, at forestillingen ikke kun fascinerer børnene, men også de voksne tilskuere. Fordi den handler om at elske en, som man har mistet – eller som man er bange for at miste om ikke så længe.

De tre spillere har et flot ensemblespil og en nærmest revyagtig præcision i deres rolleskift. Man mærker deres spilleglæde – og hvordan de nærmest er ivrige efter at hjælpe hinanden med at fortælle. Fordi historierne er skabt af deres eget hjerteblod.

Anders And-bladenes tid

Thomas Guldberg Madsens morfar var tysklærer. Han spiller selv rollen som sin egen morfar i sort vest og trissende tøfler, mens Sune Skuldbøl Vraa spiller Thomas som dreng med seler og Anders And-blad – og Jens Andersen tager sig af en mormor med permanentet hår og kronisk forklæde. Det er hylende morsomt. Ikke mindst fordi det viser de små ritualer, som bedsteforældre skaber for deres børnebørn: livretten, sodavanden i kælderen – og den gemte mønt til sparekassen, der engang skal tømmes, så de kan komme i Tivoli.

Sune Skuldbøl Vraas morfar kom på højskole som helt ung – og så lyset i fællesskabet. Eller som han sagde om den kage, som en af værelseskammeraterne fik sendt hjemmefra: »Det var, som om den smagte af lykke.« Han blev også næsten snedker og byggede en barneseng til sit første barn. Men så var det, at han mistede sin nyfødte datter.

Sune Skuldbøl Vraa formår at spille den sorgfulde bedstefar, så hele salen sidder med klump i halsen. Og samtidig spejler tabet netop den eksistentielle refleksion, som bedsteforældre kan fremprovokere: tanken om, hvad der var sket, hvis ens forældre slet ikke var blevet født.

»Jeg gider ikke fortælle om min morfar. Han var nazist,« siger Jens Andersen stille. Men heldigvis kommer han alligevel til at fortælle historien om den unge mand, der tog en forkert beslutning. Jens Andersen fortællesynger med slagfaste rim, nærmest som en poetry slammer, der pludselig får luft. Og han fumler rørende med sit slidte, uafsendte kærlighedsbrev til den morfar, der aldrig var der for ham.

At være elsket

»Du er mit yndlingsbarnebarn,« siger Thomas Guldberg Madsen med klangfuld stemme. Og man mærker, hvordan man ville ønske, at man selv var nogens ’yndlingsbarnebarn’ – hvor fjollet det end er. For forestillingen rammer den uskyldsrene følelse af alt være elsket, som kun bedsteforældre kan skabe omkring en.

Samtidig lykkes det forestillingen at pirke til tilskuerens helt egne morfarerindringer. Bagefter griber jeg i hvert fald mig selv i at fortælle: »Jamen, jeg har aldrig kendt min morfar. For han døde, da min mor var fem år gammel.« Og så vælter alle min mors og min mormors fortællinger om ham ind over mig. Som en uventet følelse af varme.

’Det er ikke så ringe,’ ville min morfar nok have sagt på sit jyske. Til sit yndlingsbarnebarn.

’morfarMORFARmorfar’. Tekst: Holdet. Iscenesættelse: Nils P. Munk. Scenografi: Leif Lundgaard, Rasmus Hvilshøj Pedersen og Lene Bek Nielsen. Aldersgruppe: 8-13 årige. Varighed: 50 min. Limfjordsteatret. Oplevet på Aprilfestivalen i Sønderborg. Turné marts-april 2018

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu