Læsetid: 3 min.

Klassekamp i det lange løb

Fænomenet maratonløb beskrives let flagrende i Tonny Vorms bog 'Sidste tog til Boston'. Bogen, der er en verdens- og danmarkshistorie om maratonløb både på elite- og breddeniveau, er god og medrivende, men savner fokus
30. maj 2017

Hvordan er maratonløb blevet en passion for det gennemsnitlige menneske – med det resultat, at maratonløbene er blevet big business?

Det spørgsmål har Tonny Vorm, forfatter og journalist (og løber), sat sig for at besvare i sin bog Sidste tog til Boston.

For at nå svaret har han bevæget sig rundt på adskillige omveje. Og set i dét lys er det godt, at Tonny Vorm skriver godt og medrivende. For ellers kunne det være blevet en ørkenvandring, der aldrig nåede i mål.

Nu er det i stedet blevet en lystfyldt joggetur rundt om såvel nogle af maratonsportens store monumenter (løb som Boston og New York City Marathon, Berlin Marathon) som nogle af de store personligheder fra historiens gemmer – fx OL-mestrene Abebe Bikila og Emil Zátopek, Ingrid Kristiansen og Allan Zachariasen.

Det gør bogen oplysende, letlæst og fornøjelig. Den emmer af viden og indsigt – også den personlige indsigt fra en mand, der godt nok ikke har løbet på eliteniveau, men som har løbet nok til at kunne tale med sine nøglepersoner om løbets afgørende faser af smerte, indsigt og erkendelse.

Vi er med til interview over kaffe og småkager med Ingrid Kristiansen (i en periode i 1980'erne verdens bedste maratonløber) i Norge, vi er med til konference i Portland, vi er til ultraløb i Schweiz, og der er kontakt via e-mail til en af Danmarks bedste løbere gennem tiderne, Loa Olafsson, der i dag bor i USA.

Hun ønsker dog ikke at medvirke, men vi får at vide, at forsøget er gjort.

Vi får også et par gange at vide, at forfatteren har bedt en række centrale personer om interview. Men de har enten afslået, eller også er de ikke vendt tilbage. Derfor er de ikke med som direkte kilder.

Bogen knurrer

Sidste tog til Boston er på samme tid en verdens- og danmarkshistorie om maratonløb både på elite- og breddeniveau. Det er dermed en ordentlig mundfuld både for forfatter og for læser, og det er måske årsagen til, at stringensen kan være vanskelig at få øje på undervejs.

Det er måske i virkeligheden her, bogen ’knurrer’ lidt for mig. Der er så mange startskud, der er så mange forløb, der kunne følges helt til dørs – men rigtig mange af dem stopper, når de er sat i gang, og forfatteren binder ikke rigtig historierne sammen til slut, synes jeg.

Et eksempel: 99 af de 112 mandlige løbere, der i 2016 kom i mål på et maraton i en tid under to timer og ti minutter, var fra Etiopien eller Kenya. Fem var japanere – resten var enten fra andre afrikanske lande, eller for de sidste tos vedkommende nationaliserede europæere (Tyrkiet og Schweiz) med opvækst i og baggrund fra Kenya.

Den afrikanske dominans på den mytologiske distance er med andre ord total. Og Tonny Vorm beskriver det meget klart i Sidste tog til Boston: Løb er en vej ud af fattigdommen. Tusindvis af unge afrikanske løbere træner flere gange dagligt i Kenya og Etiopien for at finde en hurtig genvej til penge.

Samtidig fortæller Vorm i en anden kontekst om dansk, amerikansk og europæisk maratonstandard, der er faldet gennem årtier.

Pointen er, at eliten i disse lande formentlig ikke er sulten nok til at præstere et ugentligt træningsregimente på 200-250 kilometer – uge efter uge, år efter år, med risiko for alvorlige skader som følge af overbelastning.

I stedet er maratonløb i disse lande blevet big business, hvor arrangørerne, producenterne og byerne skovler millioner og atter millioner ind på, at middel- og overklassens ambassadører finder en mening med tilværelsens trummerum ved at gennemføre et maratonløb.

Både i bredden og i dybde, på tværs af historie og geografi, er maratonløbets anatomi fortællingen om en klassekamp og en klassemarkør.

Det kan man godt finde belæg for i Tonny Vorms seneste bog. Men det skal stykkes sammen af episoder undervejs, og kunne godt have været styrket som én af vinklerne. Det er min opfattelse, at det ville have skærpet nogle af pointerne.

Det ændrer dog ikke ved, at Sidste tog til Boston er en god, grundig gennemgang af løbets anatomi og tiltrækningskraft. Den er godt skrevet, og Vorm har kildematerialet på plads og bruger det godt.

Da Tonny Vorm er kritiker her på avisen, anmeldes bogen af Lars Werge, der er journalist og tidligere højdespringer og i dag formand for Dansk Journalistforbund.

'Sidste tog til Boston', Tonny Vorm, Forlaget People’s Press 249,95 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu