Læsetid 5 min.

Kronisk sommer eller vakuum hos danske romantikere

Uskyld eller naivitet? Patos eller sentimentalisme? Musik eller muzak? Det er de spørgsmål, man slingrer imellem under indtryk af danske højsange fra unge og knap så unge livselskere
Uskyld eller naivitet? Patos eller sentimentalisme? Musik eller muzak? Det er de spørgsmål, man slingrer imellem under indtryk af danske højsange fra unge og knap så unge livselskere
19. maj 2017

Musik som medicin mod dagligdagen kender vi vel alle sammen. Bedøvelsen, nydelsen, eskapismen, nostalgien, genkendelsen, omfavnelsen i vores yndlingsmusik, som vi føler, vi hører hjemme i. Og bliver set af.

Denne anmeldelses to danske plader forsøger på hver deres måde at sprede kærlighed og varme, den ene via kølig syntetisk musik, den anden med en ækvatorial wellness. Først det syntetiske.

Musik som soundtrack til og kortlægning af de københavnske narkonætter, kærlighedsoaser og lystbuler er en central del af den middelklassefortælling, som udfolder sig hos yngre rock- og popmusikere og -bands som Iceage, Lust For Youth og nu også duoen First Hate.

A Prayer for the Unemployed hedder Joakim Nørgaard og Anton Falck Gansteds debutalbum, og hvis det lyder som en venstreorienteret bandbulle mod en dekadent politisk klasses udgrænsning af de socialt udsatte i vores vaklende velfærdsstat, ja, så tager du fejl, kære læser.

Sådan her lyder det i titelnummeret: »No, no, you shouldn’t be enslaved by your mind. We fly like birds away. This is a song for the new generation setting sails. Love can open your soul. No one’s solo, no no no no. Let your heart be heard, open up your chest. Let love be free.«

Blus på tekstlige floskler

A Prayer for the Unemployed er højstemt 80’er-klingende synthpop, der skylder en herregård til især Depeche Mode (forsanger Gansted lyder ofte som Dave Gahan), men også mindre kendte hitmagere som Heaven 17 (især i de lejlighedsvise baggrundsmandekor). Men her er også undtagelser, såsom klaver-stabs, der ville passe fint ind på Manchesters baggy-scene – på tracket »The One«. Og der er »A Girl Called Friday«, en 5:43 lang techno-narko-slange, der bølger gennem urbaniteten.

Men generelt lyser en let, højstræbende synthpop, med klare, enkle temaer, bøjet i neon. På jagt efter fællesskab i al deres enkelhed. Nogle gange ganske interessante, for eksempel med »2 of Us (One Night of Courtship)« og dens lidt mere oceaniske komposition, der samtidig dolkes af skarpe (The Knife-inspirerede) forsiringer. Eller »Lonely Orbits«’s fornemme coda med tværfløjte og trompeter.

Andre gange begynder en sang, så man uvilkårligt kommer til at tænke: »Hør, hov, endnu et tropical house-hit med Justin Bieber.« Men det er så også den interessante knivsæg, First Hate balancerer på. Mellem den sukrede poptimisme og den bittersøde melankoli, mellem decideret uskyld og søgt naivitet. Nogle gange holder de balancen, andre gange kæntrer de. Nogle temaer bliver for ferske, måske ureflekterede. Og så bliver der også nogle steder sat blus på de tekstlige floskler: »Life is not always about keeping your promises. Life is about following your heart.«

First Hate er beslægtet med en tid, med 80’erne, hvor synthpoppen var ganske venstreorienteret og/eller samfundsbevidst og/eller storpolitisk. Det gjaldt både Depeche Mode og Heaven 17, og det gjaldt The Human League, Frankie Goes To Hollywood, Ultravox, Bronski Beat, der i deres sange dealede med atomtrussel (meget populært), omfordelingspolitik, ulighed og/eller homofobi.

Venter på noget

First Hate suger primært æstetikken fra dén tid. Men nede under de sortlakerede overflader gemmer der sig også noget andet. Ja, der er endda tegn på mislyde helt ude på albumcoveret. Her ligner Joakim Nørgaard og Anton Falck Gansted nogle af den schweiziske Alien-designer H.R. Gigers døde babyer – et motiv, der dukkede op i hans malerier såvel som skulpturer. Og altså på sæt og vis også på First Hates pladecover: Nørgaard og Gansted har lukkede øjne og deres hud ser ud, som om den er lavet af voks. Deres ansigter er sært smeltet sammen, ja, de ligner nærmest voksenfostre. Det ligner en usundt symbiotisk fostertilværelse.

Der er også sangen »Lonely Orbit« med ordene: »Words disappear (...) Silence talks, speaks no hope (...) I watch the earth spin into space. I get so lonely. I am on my own, drifting away. An infinite void.«

Og endnu mere hjælp at hente i Gansteds ord fra pressemeddelelsen til hjemstavnsoden »Copenhagen«: »Sometimes Copenhagen nights feel endless, sometimes they just feel endlessly boring. I always find myself being most at home when the morning calls and I detour home through the empty city. Leaving behind some crowded bar, or flat with other drugged up strangers trying to make the night last forever. Why did I stay this long?«

Vi venter på nogen, som Søren Ulrik Thomsen skrev og Lars H.U.G. sang på City Slang. Eller: Vi venter på noget. A Prayer for the Unemployed er SoMe-generationen spændt ud mellem den officielt updatede ekstase og den privat nedpakkede vildrede. Hvor ordet unemployed – arbejdsløs – måske snarere skal oversættes til apati, til løsrivelse fra virkeligheden, mulighederne, kedsomhed. En ny generation i stor materiel velstand, men med en uoverskuelig verden og fremtid omkring dem. I et vakuum. Som First Hate søger at udfylde med en højstemt romantik. På den ene side forbeholden over for den københavnske, ulidelige lethed, på den anden side ungdommeligt overgiven til alle nydelserne.

Fuld fløde

Der er til gengæld fuld fløde på den danske kvartet The Late Great Fitzcarraldos’ tredje album You. Det blåøjede hjerte er endnu engang stået til søs og er landet på en tropeø, hvor det finder en ro og en lykke hinsides naturlovene.

En stor kærlighedserklæring til du’et, livet, musikken, i en gavmild flora eksekveret af en ulasteligt spillende og syngende trio. Tobias Buch-Andersen ved mikrofonen, Jacob Funch på guitar og Jakob Millung på bas. Det er ikke tekniske begrænsninger, der skal komme i vejen for komforten her, folkens.

Fuglefløjt og ækvatorialt velbehag. Visdommen i at overgive sig, uden forbehold. Lade åbenbaringen udfolde sig, også musikalsk. Hvor You så til gengæld nogle gange vakler mellem musik og muzak. Lyden af en strandbar med alt for happy hour, især på det lumre »Rush of Energy«. Jeg ser Julio Iglesias i strandkanten i alt for små badebukser. Mens Jose Feliciano ægger ham med sit akustiske guitarspil. Og Gheorghe Zamfir ligger på lur i buskene, uden dog at blæse i fløjterne.

Men generelt er You en baggrundsstråling denne anmelder gerne lægger ryg til. Fordi den er så ublu i sin lykkedyrkelse. Fordi den romantiske håndbremse er sluppet og bare får lov at flyde frit. Og fordi The Late Great Fitzcarraldos rent faktisk formår at formulere en tropical pop med nogle ret så solide kompositioner underneden. Det er ikke marengs det hele. Slet ikke.

Hør bare titelnummeret, »Kissalova Fantastique«, »Trying« og disco-perlen »Never Know«.

Hør dem og fortæl mig, at du stadig lider i et eksistentielt vakuum. Hvorpå jeg vil fortælle dig, at det er på tide at komme ned i kroppen og lade den bestemme. Bare for en stund. Det er for helvede da forår. Ja, det er sågar kronisk sommer hos The Late Great Fitzcarraldos.

First Hate: ’A Prayer for the Unemployed’ (Escho).

The Late Great Fitzcarraldos: ’You’ (Gold Records)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu