Læsetid: 3 min.

Kunsten at retfærdiggøre en svinestreg

Robert de Niro lægger perfekt ansigt til Bernie Madoff, manden bag det største svindelnummer i Wall Streets historie
Robert de Niro har et uforligneligt ansigt at spille selvretfærdig svindler med: Hans blik er helt fast.

Robert de Niro har et uforligneligt ansigt at spille selvretfærdig svindler med: Hans blik er helt fast.

Fra filmen

22. maj 2017

»Anti-Wall Street-hysteriet var på sit højeste. Folk havde brug for en skurk, og de fik mig.« Den svindeldømte finansmand Bernie Madoff (fremragende spillet af Robert de Niro) sidder i fængslets besøgslokale og fortæller journalisten Diana Henriques, hvordan den skandale, han er skyld i, ser ud fra hans synsvinkel.

Diana Henriques spiller som sig selv i Barry Levinsons filmatisering af hendes bog om Bernie Madoff-skandalen, The Wizard of Lies, der havde premiere på HBO i lørdags. Det er en taknemmelig rolle: Henriques interviewede Madoff på et tidspunkt, hvor han ikke havde mere at tabe.

Hans såkaldte Ponzi scheme – en falsk investeringsfond, der ikke investerede i noget som helst, men finansierede afkastet til investorerne med penge fra nye investorer – var blevet afsløret. Bernie Madoffs sønner, der var ansat i hans firma, havde afskrevet ham, og Henriques var den eneste besøgende, Madoff havde modtaget, ud over hans kone Ruth.

Madoffs parader er nede, og Henriques holder ham fast på hans ansvar. Hvordan kan han sove om natten, vel vidende at han har snydt sine klienter for 65 mia. dollars? Det kan han, fordi hans evner til at retfærdiggøre sine handlinger overgår hans evner til at svindle. Madoff påtager sig skylden for sin forbrydelse, men han får også lige et martyrium med i købet.

Skrøbelig eufori

Henriques’ interview danner afsættet for historien om Madoff-familien før, under og efter afsløringen af svindelnummeret i 2008. Man ser sønnerne Mark (Alessandro Nivola) og Andrew (Nathan Darrow) hige efter deres fars anerkendelse. Man ser ham tryne dem og nægte at indvie dem i, hvad der egentlig foregår i firmaet.

Man ser Ruth Madoff (Michelle Pfeiffer, som åbenbart er rykket op i bedstemorkategorien, hvad der virker lidt præmaturt, idet der kun er 14 år mellem hende og ham, der spiller hendes ældste søn) øse ud af sin overbærenhed, når han til en luksuriøs personalefest tager på sine kvindelige ansatte. Og man ser familien danse rundt i ring i en meget skrøbelig eufori og samhørighed.

Da Bernie Madoff ikke længere kan holde bedrageriet kørende, begynder han at udskrive usædvanligt høje bonusser til sine ansatte, hvad der får sønnerne til at se, at noget er galt. Han indrømmer bedrageriet, de melder ham til politiet for ikke selv at blive medskyldige, og så begynder det hele at falde fra hinanden.

Madoff havde stor troværdighed i finansverdenen, som han selv gennem forskellige tillidshverv er med til at regulere.

Sådan fungerer kynisme

The Wizard of Lies er en fremragende film om det største svindelnummer på Wall Street nogensinde. Hykleri og kynisme går hånd i hånd for Bernie Madoff, der i samme ombæring beklager sin forbrydelse og bebrejder sine ofre, at de var så nemme at narre. Man kan blive helt høj af forargelse, men det er ikke en film, der lader en blive dum i forargelsesrusen.

Det er portrættet af den højtbegavede, tillidsvækkende og skruppelløse mand for nuanceret til. Filmen giver et knivskarpt billede af, hvordan kynisme og hykleri fungerer i praksis. Samtidig er portrættet af sønnerne, der mister et fyrtårn og får en skamplet, vanvittigt sørgelig.

Robert de Niro har et uforligneligt ansigt at spille selvretfærdig svindler med: Hans blik er helt fast, han hæver øjenbrynene nok til at indikere, at han anerkender, at det er en rigtig ærgerlig situation, rynker panden og kniber læberne sammen. Det ligner næsten selvrefleksion, og så i det næste øjeblik er det tydeligt, at det er irritation, der er tale om. Folk havde jo brug for en skurk, og han havde brug for deres penge.

’The Wizard of Lies’. Manuskript og instruktion: Barry Levinson. Baseret på Diana Henriques’ bog af samme navn. Kan ses på HBO Nordic

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu