Læsetid: 3 min.

Lone Scherfigs nye film er nostalgisk, men også gammeldags

’Their Finest’ er en fin ode til filmkunsten, men også en lovlig langtrukken og forudsigelig kærlighedshistorie
Flere karakterer i Lone Scherfigs ’Their Finest Hour’ overspiller teatralsk, som om de var med i en propagandafilm, ikke en film om en propagandafilm.

Flere karakterer i Lone Scherfigs ’Their Finest Hour’ overspiller teatralsk, som om de var med i en propagandafilm, ikke en film om en propagandafilm.

SF Film

5. maj 2017

Stryg halvdelen, den overflødige halvdel, lyder rådet flere gange mellem manuskriptforfatterne og kollegerne Catrin Cole og Tom Buckley  i Lone Scherfigs nye, engelsksprogede film Their Finest. Et råd, filmens manuskriptforfatter Gaby Chiappe og instruktør Scherfig selv burde have fulgt.

Den næsten to timer lange film trækker det forudsigelige i langdrag og bruger for meget tid på en sidehistorie med en lettere falleret, ældre skuespiller.

Hovedhistorien burde ellers have kød nok på benet. Under Anden Verdenskrig buldrer den britiske propagandamaskine løs i biograferne med skingert patriotiske og utroværdigt passionerede forfilm, der skal højne folkets moral, men i stedet forårsager højlydt kedsomhed på stolerækkerne. Selv i krigstid køber man ikke de utroværdige karakterers heltemod.

Cole (Gemma Arterton) får job som manuskriptforfatter i samarbejde med Buckley (Sam Claflin) og dennes nuttet forglemmelige kollega. Cole får nys om en historie om to tvillingesøstre, der – lige som så mange andre fiskere – sejlede til Dunkerque i Frankrig for at redde i alt over 300.000 strandede britiske soldater tilbage til hjemlandet.

Desværre er historien ikke sand. Kutteren fik maskinfejl ud for den engelske kyst og bliver bugseret tilbage af de hjemvendende både. Ikke desto mindre beslutter Cole at køre igennem med historien. For film er er ikke virkelighed, og selv efter at løgnen er blevet afdækket arbejdes der videre med historien. Som ikke er én, men mere end 300.000 historier samlet i én. Og i stedet for at se det som historiens største retræte, så fortolkes begivenheden som en episk fortælling om britisk sammenhold.

Som feminist er det godt at se kvinden Cole erobre sin retmæssige plads i filmmiljøet og i det hele taget bidrage med afgørende ideer i processen og skabe en langt større troværdighed og dermed emotionel slagkraft i karaktererne. Og det forklares med al ønskelig tydelighed, at Anden Verdenskrig er kvindernes store chance for at indtage pladser ude i samfundet i stedet for ved kødgryderne. Og det gør Catrin lykkeligvis også, en slags cinematisk version af Agnes fra Korsbæk.

Og som filmelsker er det ganske vederkvægende at følge kampene omkring manuskriptet, der hele tiden påvirkes af storpolitiske interesser. Samt ikke mindst resultaterne af kampene i form af nye – behørigt gammeldags udseende – filmoptagelser.

Bill Nighy (th.) spiller skuespilleren Ambrose Hilliard – der her står sammen med manuskriptforfatteren Catrin Cole (Gemma Arterton) – i Lone Scherfigs periodedrama fra Anden Verdenskrig, ’Their Finest Hour’. Foto: SF Studios
Læs også

Fotograferingen af selv Their Finest gør ellers ikke meget væsen af sig, konservativ er vist det pæneste ord. Kulisserne er til gengæld i flere tilfælde overtydeligt falske, hvilket naturligvis er en bevidst og kærlig reference til tidligere tiders filmkunst. Som man også ser udøvet komplet med glasplader, der fylder billedet med ventende soldater på en ellers tom strand. Og rasende tyske jagerfly, der tydeligvis føres med snore. Det er ufortyndet filmnostalgi.

Flade karakterer

Men Their Finest føles desværre ikke kun nostalgisk, men også gammeldags.

Soundtracket er tantet. Klassisk idylliserende i de håbefulde passager: rislende klaver, lyse melodiske strygere, forårskåd tværfløjte. Godt sovset ind de tungere dele med dybt summende strygere og ildevarslende klaver.

De romantiske konflikter i fortællingen er også ualmindeligt sort-hvidt skitserede. Og flere karakterer overspiller teatralsk, som om de var med i en propagandafilm, ikke en film om en propagandafilm.

Det sker sandsynligvise fordi hele Their Finest er en varm hyldest til en enklere tid, hvor folk kæmpede for en fælles sag. Men var de simplere mennesker af dén grund? Naturligvis ikke. Men her bliver de til ret så flade karakterer uden nogen videre dramatisk bue eller personudvikling. Fra det øjeblik de træder ind i filmen, kender man deres funktion i historien. Selv her i en ny form for krigstid køber vi ikke så flade karakterer.

Som ode til filmkunsten og dens følelsespotentiale fungerer Scherfigs film okay. Men. Film er »real life with the boring bits cut out,« lyder det tidligt i Their Finest. Det er desværre ikke sandt for den – ellers ganske fint romantiske – film, hvori det siges.

’Their Finest’. Instruktion: Lone Scherfig. Manuskript: Gaby Chiappe. Britisk-svensk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu