Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’I Love Dick’ tager fat i filmverdenens stive … blik

Den kaotiske kvinde får lov til at være primus motor i Amazons lovende tv-serieversion af feministklassikeren ’I Love Dick’, og seeren får mulighed for at se verden igennem flere forskellige, kvindelige blikke
Den forfejlede filmskaber Chris Kraus (Kathryn Hahn) keder sig i sit ægteskab, da hun møder kunstteoretikeren Dick (Kevin Bacon), som har en Marlboro-mandig aura omkring sig.

Den forfejlede filmskaber Chris Kraus (Kathryn Hahn) keder sig i sit ægteskab, da hun møder kunstteoretikeren Dick (Kevin Bacon), som har en Marlboro-mandig aura omkring sig.

Jessica Brooks

Kultur
8. maj 2017

Gasblusset på komfuret virker ikke, så Chris, der er stået op for at ryge en pibe pot, finder i stedet en mintgrøn lighter i en flyttekasse.

Et øjeblik står hun uden at fortrække en mine og fører lighterens lange, sorte spids op og ned ad sit skridt uden på sine shorts. Så går hun ud i haven, stiller sig på den udtørrede græsplæne og forsøger at tænde sin hashpibe. Men ak, flammen har ikke en chance i vinden.

Der går ikke mange minutter af det første afsnit af Amazons nye seriesatsning, I Love Dick, før det er blevet slået godt og grundigt fast, at ilden på alle måder er slukket for hovedpersonen Chris Kraus (Kathryn Hahn).

Hendes ægteskab med Holocaust-forskeren Sylvére er tømt for enhver form for begær. For det lokale forskermiljø er hun ikke andet end sin mands uønskede vedhæng, hun er »Holocaust-konen«. Og da en italiensk filmfestival afviser hendes nyeste film, går hendes karriere som alternativ filmskaber endegyldigt i vasken.

Men så kommer Dick ind i billedet, kunstteoretikeren og institutlederen, som har givet Sylvére et akademisk fellowship ved universitetet i byen Marfa i den vestlige del af Texas.

Dick (Kevin Bacon) har en Marlboro-mandig aura omkring sig. Han har en ranch, han rider ind til byen (på en hest!), han ruller selv sine smøger, og han går med cowboyhat og stort bæltespænde.

Og med Dick følger det brændende begær, der bliver omdrejningspunktet for hele handlingen og for instruktør Jill Soloways lovende og morsomme undersøgelse af kvindeligt begær på store og små lærreder, som hun lægger op til i løbet af de tre første afsnit.

Et begær efter Dicks falliske energi. Men også et begær efter at vise ham, at kvinder kan lave god kunst, og at god kunst i øvrigt ikke bare er »en ret linje«, sådan som Dick ret nedladende belærer Chris om i forbindelse med, at han viser hende det eneste kunstværk, han har lavet i flere år: En mursten, der står oprejst på en hvid piedestal på det lokale museum.

Konceptuelle knald

Chris får i første omgang afløb for sit begær ved at skrive breve til Dick. Breve om kunst og lyst. Og ved at læse disse breve op for Sylvére, får hun kickstartet parrets sexliv. Ja, hun hænger endda brevene op over ægtesengen og læser dem højt for Sylvére, mens de knalder, og mens hun forestiller sig, at Dick sidder i hjørnet af rummet og kigger på.

Men Chris ender også med – til Sylvéres store bestyrtelse – at sende brevene til Dick, som læser dem, og som bliver kastet ud i en personlig krise, der muligvis får ham til at genoverveje sit syn på kunst og køn.

Så da Dick senere – efter at have drukket sig fuld for at dulme den forvirring, som Chris har skabt i ham – finder sit murstenskunstværk smadret i tre dele, sætter han brikkerne sammen i en formation, der fremhæver trekanterne frem for de rette linjer. Og dermed, ’pling’, har et nyt kønsorgan indfundet sig på museets piedestal.

De kvindelige blikke

Amazons I Love Dick er baseret på kultromanen af samme navn fra 1997, som virkelighedens Chris Kraus skrev, efter hun havde mødt kulturkritikeren Dick (Hebdige), og som siden er blevet et hovedværk for nye generationer af feminister og kvindelige kunstnere.

Men der er masser af afvigelser fra det litterære udgangspunkt, og Jill Soloway har blandt andet – hvilket er ganske fornuftigt i forhold til serieformatet – valgt at opløse bogens autobiografiske fortællepositionen, sådan at hun giver plads til en mangfoldighed af synsvinkler og underhistorier.

Blandt andet historien om den lesbiske vicevært og manuskriptforfatter, Devon, som er med til at smadre Dicks mursten, og som vi forhåbentligt får lov til at følge i resten af serien.

Og på den måde kommer tv-serien til at handle meget om blikke og begær. Om, hvem der kigger, hvem der bliver kigget på, og om, hvilke øjne vi som seere får mulighed for at se og begære igennem.

Jill Soloway lægger dermed ret eksplicit op til, at hun vil udfordre den historiske favorisering af det mandlige blik (the male gaze) i film- og tv-produktioner, som har reduceret kvinden til at være den, der bliver kigget på.

Chris siger det endda selv direkte i flere omgange. Og i en scene, et erotisk drømmesyn, har alle kvinderne, der optræder i scenen, røde bind for øjnene.

I Love Dick er heldigvis ikke den første tv-serie, der udfordrer det mandlige blik. Der er gode eksempler på det i serier som Skam, Orange is the New Black og i Jill Soloways egen Transparent.

Men ved at gøre det så eksplicit – billedsproget er for eksempel til at tage at føle på det meste af tiden – skaber serien et stærkt udgangspunkt for, at vi alle kan lære noget nyt om køn og begær. Især hvis Jill Soloway samtidig formår at få os til at involvere os følelsesmæssigt i karaktererne. Og det er der heldigvis rigtig meget, der tyder på, at hun gør.

I Love Dick vises på Amazon fra den 12. maj. Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her