Læsetid 4 min.

Luderen og den halte professor

Pia Busks remake af Ovids ’Eskapader’ rummer i sin kerne en fortælling om frigørelse
Hvem har kontrollen i soveværelset – den prostituerede eller kunden? Magtrelationen vendes om i Pia Busks Ovid-gendigtning. 

Hvem har kontrollen i soveværelset – den prostituerede eller kunden? Magtrelationen vendes om i Pia Busks Ovid-gendigtning. 

Melissa Kühn Hjerrild
Polfoto
20. maj 2017

Hvis man blander heroin og kokain til en såkaldt speedball, har man et euforiserende stof, hvis synergetiske effekt siges at være frygtindgydende formidabel.

Men hvad så, hvis man mikser denne blanding med en halt professor i klassisk filologi, som lønner sin luder med kolde kontanter i fin konvolut, kalder hende for Corinna og konstant citerer sin yndlingsdigter Ovid? S

å har man den vigtigste biografiske baggrund for Pia Busks nye bog, der ligesom sin forgænger Grotten (2015) handler om prostitution og ligesom den rent teknisk betjener sig af samplingen som ’postproduktiv’ litterær strategi.

Men hvor det i Grotten drejede sig om modernismens enegængere (Baudelaire, Rimbaud, T.S. Eliot) mikset med vulgær sexkøberjargon, er det i disse nye, atter lange digte, Ovids berygtede ungdomsarbejde Amores, også kaldet hans Eskapader (af Otto Steen Due i oversættelsen fra 2005), der bliver indlejret og bearbejdet.

Heri er der på det selvbiografiske plan den glimrende logik, at det lyriske jegs faste torsdagskunde gennem elleve år havde forlæst og fordrømt sig på den frække romerske mester, og samtidig på det tematiske plan den konsekvens, at Ovid i lighed med Pia Busk ikke nøjes med at skrive om hengivelsens sødme og fryd.

For i hans univers er kærligheden tæt forbundet med jalousien og sex filtret rigtig godt og gammeldags grundigt sammen med penge og magtspil.

’Stola’ og ’palla’

Da Corinna og jeg begynder, sætter kunden luderen i scene med ord. Hendes chemise skal hedde en ’stola’, silkesjalet en ’palla’. På fødderne skal hun, ligesom den litterære pige, have stramt snørede lædersandaler. Men efterhånden som forholdet udvikler sig, vendes magtrelationen om, så han bliver kroppen, hun bliver hjernen.

Denne transformation fortsættes i skriveprocessen, idet jeget, som der står, »betaler tilbage i ord«, så man ind imellem som læser bringes i tvivl om, hvad der egentlig sker. Er det, som Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen spurgte i Politiken, Ovid, der gennem figuren Corinna og den deklamerende klassisk uddannede elsker taler til digtenes subjekt, eller bliver dette jeg netop til et subjekt ved gennem sin højlærde kunde at svare Ovid og dennes elskerinde?

I hvert fald er der absolut ingen tvivl om, at Corinna og jeg råber på at blive læst som andet og mere end en versificeret beretning om afhængighed af stoffer og dermed om afhængighed af penge og dermed om det at underkaste sig sexkøberens mere eller mindre bizarre ønsker, her: drapering med poesi.

Nej, bogen skal primært være en frigørelsesfortælling, hvilket i professor-delens 21 digte markeres ved en støt voksende selvovertagelse og i to følgende to dele på otte digte hver først ved en tiltagende evne til at ænse og forstå andre misbrugere, siden med en forelskelse, der gør det muligt omsider at lægge afstand til det gamle jeg: »Tosomhed er den nye poesi,« fastslår Pia Busk, som nu karakteristisk nok ikke længere vil forbindes med selve navnet Corinna: »Mine digte er ikke andet end Pia Busks digte. / Junkienattergalen, luderen og en halt professor: / Jeg synger om dem, og derfor / synger jeg med det navn, jeg brugte iblandt dem.«

Frigørelsens chance

Læg i denne passage især mærke til verbet ’synger’ og præpositionen ’iblandt’. De skal jo stilistisk og retorisk markere, at digtene befinder sig et andet sted end historien, som de fortæller. At poesien kan føre os over og bære igennem.

At et liv, når det bringes på digterisk form, kan bringe dén lægedom og lærdom, at vi har mulighed for at leve med modsigelser og disharmonier. På det fortaltes plan handler Corinna og jeg om en fortid med tre adskilte liv med tynde gardiner imellem: livet hvor kunderne, her blot kaldet »fistre«, kom og »kom« og gik, »livet som ordinær studerende og livet i speedballens uendeligt langsomme stress«.

Men på italesættelsens eller iskriftsættelsens niveau udgør bogen et magtfuldt dokument om den chance, vi har, for at skyde gamle drømme, illusioner og fantasier af os som slidte hamme, idet man på én gang står ved sit fejlagtige valg og nyder det klarsyn, som kan følge efter: »Hans hænder var grove som graffiti, / troede han virkelig, at den bog og alle / de torsdagsknald kunne ændre noget? Corinna, / du har ingenting med dette at gøre: / Dit navn er tomt som en falsk orgasme. Du gjorde / det af kærlighed, jeg gjorde det for penge.«

I den forbindelse virker det klogt og konsekvent, at skønt Pia Busk, som det ses, hverken skriver særlig kønt eller særlig »rent« og slet ikke prøver at bruge det samme metrum som i sin tid Ovid – det elegiske distikon, hvor et heksameter, altså en daktylisk verslinje med seks tryktoppe, hele tiden får modsvar af et (femslags) pentameter med elegant ophold i midten – så hævder dog selve skriftbilledet, at dette her er poesi, som vi måske endda kan blive rigtig godt gammeldags høje på.

Man kunne lufte det forbehold, at Pia Busk heroiserer narkomanien ved f.eks. at tale om et kemisk bryllup, og at hun måske bagatelliserer de personlige omkostninger ved prostitution gennem at pynte gesjæften op med klassisk litteratur.

Men begge slags forbehold vil repræsentere en fejllæsning. Bogen siger i stedet, at selv ude i randen og nede på bunden kan der leves med længslen efter mening og form intakt.

Pia Busk: Corinna og jeg. Digte, 90 sider. I stort format. Med omslag og vignetter af Troels Carlsen. Kr. 200,00. Gladiator.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu