Læsetid: 3 min.

Lyspunkter i det kunstneriske mørke på Cannes

Filmfestivalen i Cannes er ved at være forbi, og selv om den kvalitetsmæssigt og kunstnerisk ikke har kunnet måle sig med sidste års udgave, har der alligevel været flere gode oplevelser, som kunne fortjene en pris eller to, når de uddeles søndag aften
Robin Campillos selvbiografiske aids-drama, ’120 battements par minut’, er en både desperat og livsglad film. Foto: Filmfestivalen i Cannes

Robin Campillos selvbiografiske aids-drama, ’120 battements par minut’, er en både desperat og livsglad film. Foto: Filmfestivalen i Cannes

27. maj 2017

CANNES – Efter 10 dages filmfestival i Cannes er det stadig den første film, der blev vist i hovedkonkurrencen, russiske Andrej Zvyagintsevs Loveless, der synes at være de fleste kritikeres valg til en Guldpalme. Den barske og kompromisløse film, der handler om et ægteskab i opløsning og jagten på en forsvunden dreng, er også et portræt af et samfund, som svigter sine egne.

Loveless er måske ikke lige så uomgængelig som instruktørens forrige film, Leviathan, men den er stadig et passioneret, humanistisk indspark i en nødvendig dialog om og mellem mennesker og den måde, vi opfører os over for hinanden på.

Det har været et tema på årets filmfestival – ansvarsløshed og svigt over for de svageste i samfundet, ikke mindst børn og flygtninge, spiller en rolle i mange af konkurrencefilmene.

Det gælder Michael Hanekes ætsende familie- og Europa-portræt, Happy End, der dog ikke umiddelbart bejler til en hovedpris – så skulle det da være en skuespilpris til purunge Fantine Harduin i hovedrollen som 12-årige Eve – Ruben Östlunds lidt flagrende, men stadig skarpe og vittige samfundskritik The Square, Bong Joon-hos underholdende og fabulerende fødevareindustrisatire Okja og Todd Haynes’ lige så fantasifulde og empatiske Wonderstruck. De tre sidstnævnte kunne i øvrigt alle godt fortjene en pris af større eller mindre slags.

Ned i helvede

Ellers er det ikke ligefrem et stærkt år i Cannes – i hvert fald ikke sammenlignet med 2016, hvor de store oplevelser nærmest stod i kø: The Handmaiden, Prøven, American Honey, Loving, Paterson og Personal Shopper. Men der har trods alt været flere lyspunkter. Ungarske Kornél Mondruczós Jupiter’s Moon er et af dem.

Filmen begynder som en realistisk skildring af afrikanske og mellemøstlige flygtninges ankomst til Ungarn og myndighedernes hårdhændende behandling af dem, men den forvandler sig snart til en spirituel, semikristen allegori om, at flygtninge kan være en gevinst for Europas lande, hvis de ellers bliver taget åbent imod, og for de i Europas befolkning, der har mistet deres moralske og menneskelige kompas. Mondruczó viser, hvordan man kan gribe en problemstilling an på en original måde, men han snubler desværre over sine egne ambitioner og gode intentioner i slutningen af filmen, der bliver alt for firkantet.

Så er franske Robin Campillos delvist selvbiografiske aids-drama, 120 battements par minut, mere fuldendt. Den foregår i Paris i begyndelsen af 1990’erne og handler om aktivistgruppen Act Ups kamp mod ligeglade medicinalfirmaer og politikere, der ikke vil gøre noget ved den voldsomme aids-epidemi. Det er en skiftevis desperat, livsglad og rørende film, der blander prunkløs realisme med lyriske øjeblikke, og som går tæt på nogle af Act Ups hiv-smittede medlemmer, der kæmper for at overleve en sygdom, som man dengang stod magtesløse overfor.

Christian Monggaards Guldpalme-favoritter

1. Loveless

2. 120 battements par minut

3. The Square

Overraskende genrefilm

Saft og kraft er der også i et par af hovedkonkurrencens genrefilm, der er blevet vist sidst på festivalen: Nemlig britiske Lynne Ramsays You Were Never Really Here, der har en stille, men kraftfuld Joaquin Phoenix i hovedrollen, og franske François Ozons frække L’amant double.

Ramsay fortæller en på flere måder velkendt historie om en mand, der forsøger at redde sig selv ved at redde andre, men hun har en fantastisk sans for at skabe helt særlige stemninger ved hjælp af lyd, musik og billeder, og det giver filmen en sjælden tyngde. Phoenix spiller krigsveteranen Joe, der kan hyres til at finde forsvundne børn – og til brutalt at straffe dem, der har fået børnene til at forsvinde – og You Were Never Really Here er et på én gang uforsonligt og poetisk portræt af en mand med enorme ar på krop og sjæl.

Ozons L’amant double er derimod en thriller med psykoseksuelle undertoner, og instruktøren stjæler bevidst og med stor fornøjelse fra både David Cronenberg (Dead Ringers) og Roman Polanski (Rosemary’s Baby og Chok) – han har tydeligvis moret sig gevaldigt med at chokere, provokere og drille sit sagesløse publikum. Som titlen antyder, handler filmen om tvillinger og dobbelte identiteter, og hovedrollerne spilles sexet og uforudsigeligt af Marine Vacth og Jérémie Renier.

L’amant double kommer nok ikke til at vinde Guldpalmen, dertil er den næsten for glat, kulørt og vellavet, men kamæleonen Ozon, der skifter stil fra film til film, kunne nu godt fortjene instruktørprisen – og Vacth og Renier skuespilpriserne.

Mere fra Cannes i avisen, på information.dk og på Twitter: @monggaard
www.festival-cannes.fr

Serie

Cannes 2017

Filmfestivalen i Cannes fylder 70, og årets officielle program byder på alt fra Roman Polanski, Lynne Ramsay og Fatih Akin til Bong Joon-ho, Sofia Coppola og Michael Haneke.

I år har der dog også sneget sig en slange med ind i det filmkunstneriske paradis: Streamingtjenesten Netflix, der har produceret to af filmene i hovedkonkurrencen. Det har medført protester fra den franske filmbranche og har fået festivalen til at ændre sine regler.

Informations filmredaktør rapporterer fra det sydfranske, hvor den traditionelle filmkultur og biografoplevelse kæmper for overlevelse.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu