Læsetid: 4 min.

Mark Leckeys bevægende installation i x-rummet fremstår i al sin gustne trøstesløshed faktisk hjertelig

Den engelske kunstner Mark Leckey fortæller sin livshistorie gennem lånt materiale fra den fælles kulturarv i et monumentalt installationsværk på Statens Museum for Kunst
Den massive motorvejsbro, som er opført inde i x-rummet, er en replika i fuld størrelse af underafsnittet af motorvejsbroen M53 i Ellesmere Port tæt ved Liverpool, som Mark Leckey voksede op i.

Den massive motorvejsbro, som er opført inde i x-rummet, er en replika i fuld størrelse af underafsnittet af motorvejsbroen M53 i Ellesmere Port tæt ved Liverpool, som Mark Leckey voksede op i.

Derek Schultz

19. maj 2017

Seks natriumlamper indfarver rummet i en gustengul, giftig farve, der får betonens grå til at tage sig ud som noget fra en natlig scene ved et øde og anonymt motorvejsnetværk på kanten af en slumrende storby. I x-rummet er et mindre udsnit af en enorm motorvejsbro genskabt i fuld størrelse, indeklemt som en hval i et akvarium.

Tre massive bropiller udspænder et halvtag af beton under x-rummets loft, en tung og askegrå himmelhvælving af støbte moduler, som svæver truende over én. Udsnittet af motorvejsbroen står majestætisk badet i det syntetiske lys, mens lyd fra store koncerthøjtalere i rummet animerer dens golde monumentalitet med en personlig livshistorie, der strømmer ud i rummet i form af musikklip og citater.

Installationen fremstår som en gigantisk livsfrise fra den digitale tidsalder, en sømløst sammensyet assemblage af indlånte genstande og lydbidder, der tegner et samplet selvportræt af kunstneren, den 52-årige englænder Mark Leckey. Samtidig præsenterer installationen – eller den forvoksede objet trouvé – et tidstypisk billede af, hvordan vores erindringer i senmoderniteten bliver koloniseret af populærkulturelle produkter, slægtsfortællingen bliver overtaget af narrationen om brands, trends og andre livsstilsmarkører som skabere af identiteten.

Vi er, hvad vi forbruger, uløseligt indvævede i konsumkulturens drømmestof af glimtende logoer og fortryllende navne. Leckeys fortælling, som siver velproduceret og fængslende fra store højtalere, er struktureret over musik og tankestof fra perioden 1964-2017, som er de år, der indrammer kunstnerens levetid.

Melankoliens lys

Den massive motorvejsbro, som er opført inde i x-rummet, er en replika i fuld størrelse af underafsnittet af motorvejsbroen M53 i Ellesmere Port tæt ved Liverpool, som Mark Leckey voksede op i. I Leckeys ungdom udgjorde motorvejsbroen et tørt tilholdssted for ham og vennerne, et uderum borte fra forældrene og de voksnes opsyn.

Motorvejsbroen fungerer i x-rummet som et slags tredimensionalt og temporalt udfoldet erindringsfragment, nærværende og virkeligt, men samtidig badet i melankoliens grumsede og overtydelige lys. Sammen med lydsidens elegante og omsluttende montage af fortælling, foredrag, kulturhistorie og musikbidder skaber den brutalistiske arkitektur en urovækkende og stærkt dragende stemning, der fastholder én i fascineret bevægelse.

Selvi dens afkappede version står broen som en henvisning til en senmoderne infrastruktur, der sammenbinder fjerntliggende steder og bidrager til de nye konstellationer af rum og tid, som kendetegner efterkrigstiden. Motorvejsnetværkene har sammen med udviklingen af effektive transportteknologier ændret vores forståelser af afstande fundamentalt, ligesom vi de seneste 20-30 har set internettet omkalfatre ideen om distribution og tilgængelighed af viden og information.

Motorvejsbroen står som det manifeste og håndfaste billede på en globaliseret verden, hvor transport af mennesker, varer og viden er blevet forædlet til et nyt stadie af fuldkommenhed – uanset om man bryder sig om dette eller ej.

Den britiske kunstner og ikon for YouTube-generationen Mark Leckey har opført en motorvejsbro på Statens Museum for Kunst. Den står som et monument over den fortid, der hjemsøger briterne, fortæller han
Læs også

Installationens lydside betoner dette kommunikative aspekt på et utal af måder – fra indledningens citater af medieteoretikeren Marshall McLuhan om NASAs opsendelse af en af de første kommunikationssatellitter i 1964 og frem til kommentarer om Y2K-hysteriet op til det nye årtusinde, hvor der var frygt for at al databaseret kommunikation ville kollapse.

Leckey trækker selv parallellen mellem motorvejenes lastbilschauffører og internettets datatransmissioner et sted i sin fortælling: »De er styrmændene, som på græsk hedder kybernetes (eng.: koo-ber-neat-ease).« Motorvejsbroen er således konciperet som en bid af en analog kybernetik, et komplekst netværk, som regulerer samfærdsel og udvekslinger på tværs af grænser.

Genklange

Samtidig er den også en esoterisk mnemoteknisk beholder, ikke kun fordi broen bogstavelig talt knytter sig til Leckeys egen ungdom og hans minder derfra. Leckey fremfører tesen om betonen som et materiale, der kan opbevare elektromagnetisk stråling fra mennesker i form af lyd, og dermed fungerer som et auditivt arkiv over alle de følelser og traumatiske hændelser, der har udfoldet sig i dens nærhed.

Denne tese blev med tv-produktionen The Stone Tape Theory populariseret af BBC i 1972, da Leckey var otte år gammel, og i sin installation har Leckey angiveligt ekstraheret lyde fra motorvejsbroen, »Ekkoer, der aldrig forlader, men har sat sig fast i broen,« som publikum får at høre igennem værkets højtalere.

Leckey, der i tidligere værker på forskellige måder har beskæftiget sig med erindringspraksisser i den digitale tidsalder, har med He Thrusts his Fists against the Posts but Still Insists he Sees the Ghosts skabt en inciterende installation, der originalt sammenklipper en selvbiografi gennem brug af kulturhistorisk og populærkulturelt materiale. Det selvbiografiske rækker langt ud over individets historie og bliver hos Leckey en slags tidsåndens historie, som vil vække episodiske genklange hos mange af dem, der har gennemlevet perioden.

Leckey demonstrerer konkret med sin assemblagepraksis, hvordan individets indre historie faktisk lader sig fortælle gennem materiale, der ligger uden for individet selv.

Det er en intelligent, bevægende og tankevækkende installation, som i al sin monumentalitet også fremstår som et fragment, ligesom den i al sin gustne trøsteløshed også fremstår som hjertelig. Hvis selvbiografisk kunst har et renommé for at være ekspressiv, en slags sjælelig essens der er presset ud af kunstnerens indre, så tilbyder Leckey et forfriskende og aktuelt alternativ, der så at sige yderliggør biografien, uden at den dermed mister det stærkt personlige islæt.

Med sin grandiose kulisse har Leckey skabt et tidssvarende værk, der suger én ind i et mørkt univers og taler om erindringens forandrede vilkår i en senmoderne virkelighed, hvor broens elementære funktion af at forbinde er blevet oversat til link-funktionen i det digitale univers, hvor alt og alle er forbundne i en ny form for skæbnefællesskab.

Mark Leckey. ’He Thrusts his Fists against the Posts but Still Insists he Sees the Ghosts’. X-rummet. Statens Museum for Kunst, København. Indtil den 3. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu