Læsetid: 2 min.

’Når far mangler, er alt noget lort’

Udsigtsløs ungdom i et splintret samfund. Den dansk-kroatiske film ’I familiens skød’ fortæller i smukke billeder og med fornemt tempereret soundtrack om Marjana, der må bære hele sin familie på sine skuldre
11. maj 2017

Kødet er sejt som en skosål i Chaplins Guldfeber. Solcremen er fusk, så man bliver skoldet. Man frygter fyringer og vogter på hinanden. Alle bitcher.

Hvis I familiens skød er nogen form for billede på Kroatiens generelle tilstand, så ser det bøvlet ud for nationen.

Forældregenerationen er aggressivt altdominerende (faderen) eller passivt manipulerende (moderen), låst i gamle kønsrollemønstre. Og de unge? Well, pigerne trækker læsset, drengene dovner den.

Det er selvfølgelig også en mulighed blot at se kroatiske Hana Jušić’ fine debutspillefilm som en fortælling om én bestemt dysfunktionel familie, der falder fra hinanden, da patriarken (Zlatko Buric) får en hjerneblødning.

Nu ligger han paralyseret i familiens lejlighed. Moderen gider godt made ham, men har sikret sig, at kun datteren, Marjana, har lært at skifte hans ble. God stil.

Marjana (desillusioneret tegnet af Mia Petričević) er laborant og efter faderens ulykke eneste indtægtskilde i huset. Hun er ensom. Voyeur. Tilsyneladende med en passiv seksualitet, der kun realiseres mere eller mindre selvdestruktivt.

Men Hana Jušić’ fortælling om Marjana udfoldes uden domsfældelse. Jana Plecas’ fotografering følger hende med en dokumentarisk intimitet. Hendes ansigt i tavs fortvivlelse. Hendes skrutryggede positur, hele tiden på vej væk fra verden.

Soundtracket skaber dramatiske, men ikke følelsesindikerende rammer af synth, elguitar, tværfløjte (ja!) omkring Marjana. På hvis skuldre – trukket op om ørerne – alt ansvar hviler.

I familiens skød fortæller om udsigtsløs ungdom i et splintret, senkapitalistisk samfund, der ikke kunne bekymre sig mindre om menneskeligt spild. Marjana sidder på en skråning i natten og ser ned på fragtskibene, der lastes, badet i lys. Her indsætter kameraet protagonisten i større strukturer og mere overordnede pointer. Industrien kører ufortrødent videre, mens menneskene er kørt ud på et sidespor.

Scenen får mig til at tænke på britiske Andrea Arnolds American Honey, der fulgte en anden ung kvinde, Star, i hendes søgen efter lykke i en – amerikansk – verden i fluxus. Star petter med en borebisse i en bil, mens olien fra en rørledning udenfor brænder i en bibelsk flamme mod nattehimmelen. Begge film forsøger at forlene en ungdom uden muligheder med værdighed.

Tilbage i Kroatien er patriarken vist ved at afgå ved døden. »Når far mangler, er alt noget lort,« siger en nabo. Det er ikke sandt. Men det er heller ikke ubetinget sandt, at det kun er en befrielse, at de gamle strukturer falder fra hinanden.

’I familiens skød’ – Instruktion og manuskript: Hana Jušić. Dansk-kroatisk. (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu