På en måde er det en mangel på respekt for franske The Blaze, hvis man kun hører deres musik og ikke ser de tilhørende musikvideoer. Normalt ville jeg opponere imod, at man i for høj grad ser musikvideoer frem for at høre musikken rent. Fordi billedet stjæler opmærksomheden, fordi vores dominerende sans med største lethed flytter fokus fra kvaliteten i musikken til fortryllelsen i billederne, der endda i disse år bliver skarpere og vildere og mere computermanipulerede.
Ja, musikvideoen kan endda berøve os muligheden for at danne vores egne betydninger og billeder ud af lydsiden.
Men. Jeg har det anderledes med franske Jonathan og Guillaume Alric. De instruerer selv videoerne til deres tracks, og det er der indtil videre kommet to helt forrygende ægteskaber mellem lyd og billede ud af.
Især et sted i videoen til »Territory« står det klart, at video og musik hænger bemærkelsesværdigt tæt sammen for duoen. Hovedpersonen demonstrerer sine boksekombinationer og slagsmålsteknikker foran sine venner, hans 1-2-slag rammer i takt med toner i musikken.
Hver sin tone for hver sin næve. Mens musikken før har været soundtrack til fortællingen i videoen, så bliver den pludselig til musikalske manifestationer af kropsbevægelser.
Lysende synthesizer
Men vigtigst, så er videoen vildt rørende: En lysende synthesizer begynder på lydsporet og stiger i intensitet, mens vi ser vores – vildt karismatiske – hovedperson bagfra, i stævnen på et skib, der ankommer til Middelhavsbyen Algier, hovedstaden i Algeriet. Klip til at han står i en entré og langsomt er ved at bryde sammen. Han kæmper, underlæben bæver. I slowmotion kaster familie og venner sig om halsen på ham, tårer triller ned over hans kinder. Et klaver begynder at spille en melankolsk akkordgang, og et enkelt basbeat pulserer – som blodet i hans dunkende tindinger.
»We’ve waited for this day/We shed some tears of love now«, synger en stemme. »There’s no place like my home since I was born/When I was young/The flavour is so strong/I’ve missed it so long«.
Instrumentalbreak og klip til at alle sover i familiens hus. Så bygger tracket op igen. Hi-hat, stigende synth-akkorder. Han holder om sin mor i køkkenet. Fire unge mænd beder på taget af huset, han sidder med ryggen til med benene ud over tagrenden. Så lander stortrommen samtidig med, at der klippes til, at drengene danser på taget. I slowmotion. Da hovedpersonen stjæler en rygende cigaret fra munden på en af vennerne og lyner sin jakke ned for at blotte sin overkrop, så synkoperes stortrommen. Forløsningen, udfrielsen i kombinationen mellem billede og lyd er gåsehudsfremkaldende.
Instrumentalbreak igen og klip til protagonisten, der demonstrerer sine bokse-moves. Så ryger de vandpibe på en bar. Morgengry på en strand, og alle de unge mænd sprinter mod Middelhavet. Nyt instrumentalbreak, hvor det igen er tid til aggressiv maskulin adfærd. Hovedpersonen træner og hopper så på alle fire, hujende rundt i baggården, jagende grinende børn. Der optrappes på musikfronten. Han stopper midt i gården, slår sig på brystet, primalbrøler, som et dyr, der forsvarer sit territorium. Så er vi tilbage ved dansen på taget. Solen er ved at gå ned. Ekstase.
Videoen har høstet stor ros fra notabiliteter som Romain Gavros, der blandt andet har instrueret den kontroversielle musikvideo til M.I.A.’s »Born Free« – den hvor politi arresterer og sprænger rødhårede i luften. »that my favorite video of 2017 so far!« tweetede han.
Og Barry Jenkins, der instruerede årets Oscar-vinder Moonlight tog den en tand yderligere op i sin Twitter-ros: »this @TheBlaze_Prod self-directed vid is THE best piece of art I’ve seen in 2017 HOT DAMN!«
Filmskole og reggae
Jonathan og Guillaume Alric er fætre og er vokset op i hver deres lille landsby. Jonathan blev født i Elfenbenskysten og kom til Frankrig, da han var tre. Ifølge The Fader voksede de begge op i familier, der dyrkede klassisk musik. Som ung forelskede Guillaume sig i reggae og begyndte at lave dub-musik, mens Jonathan røg på filmskole i Bruxelles. Da Jonathan bad Guillaume om at lave soundtrack til en musikvideo på skolen, var The Blaze en realitet.
I interviewet med The Fader – hvor de siger, at de er »omkring 30« – fortæller de om deres kærlighed til »social cinema«. Til kitchen sink-mesteren Ken Loach, til Alejandro González Iñárritus Amores Perros fra 2000, til den franske socialkritiske/komiske roadmovie Les Valseuses fra 1977 og til Andrea Arnolds American Honey fra sidste år. Især sidstnævnte er et oplagt referencepunkt i deres nye musikvideoer med sin flydende og fordomsfri undersøgelse af ungdom.
Men musikvideoerne til »Territory« og til duoens første single »Virile« undersøger – i modsætning til American Honey – de dybt rodfæstede relationer. Familie og venskaber. I sidstnævnte video er det to venner, der ryger joints og syrer ud i en lejlighed med udsigt over byen. På arabisk spørger den ene den anden, om han vil ryge. På væggen hænger Muhammad Ali. De danser, krammer, bokseleger, slåselsker og på et tidspunkt stikker den ene sin joint i sin mund ind i munden på den anden. Det ser næsten ud som om de kysser. Og de er også kun et par centimeter fra.
De arabiske mandefællesskaber i videoerne er eksotiske og forvirrende for en vesterlænding med den bløde mand i sin rygrad. Deres kærlighed er både blødere og hårdere. Jeg både tiltrækkes og frastødes under især »Territory«, men mest af alt bliver jeg rørt et underbelyst sted i psyken – og jeg bliver oplyst.
Voldelig og nænsom
Deres kropslighed er både voldelig og nænsom, både arkaisk og futuristisk. De elsker voldsommere og tilsyneladende i et større spektrum, der antyder en kropsforskrækkelse uden for romantik og sex i vores, åh, så frigjorte fællesskaber héroppe nordpå. Det er værd at tage mentale noter under disse videoers nyorientalisme. Vi har noget at lære.
I interviewet med The Fader siger Jonathan Alric: »Nowadays, the idea of territory is stronger. We want to move forward and go over these borders.«
Og det er netop dét, der sker her. Både i forhold til krop, maskulinitet, venskab, familie, kultur, nationalitet.
Og The Blaze demonstrerer også med de dansende mænd i musikvideoerne, at house-musikken er blevet international. Hvis hiphoppen er de marginaliseredes nyhedstjeneste (»The black CNN,« som Chuck D så famøst sagde), så er house deres refugium og udfrielse fra alle de fortrædeligheder, der rapporteres i førstnævnte genre.
The Blaze laver ikke chokmusikvideoer som for eksempel Romain Gavras’ »Born Free«. Ja, sidste år var der nye grænseoverskridelser blandt andet med videoen til Kanye Wests »Famous« fyldt med splitternøgne, sovende kendisser. Eller til The Weeknds »Mania«, hvor en mand får halsen snittet åben. Eller til Bring Me The Horizons »Follow You«, hvor en golden retriever slikker blodet fra et shotgun-smadret ansigt.
I stedet er The Blaze chokerende gribende i deres kortfattede formuleringer af enorme menneskelige følelser. Hjemkomst. Savn. Hjemstavn. Broderskab. Sorg. Kærlighed. Kropslige relationer. Venskab. Familie.
Territory som musik-EP har flere tracks uden tilhørende videoer. Og de andre tracks er ikke lige så ophidsende, selv om de alle præsenterer en højstemt håbe- og soulfuld house.
Det er, når lyd og billede ruller sammen, at The Blaze er et decideret formidabelt bekendtskab – som skræddersyet til YouTube-generationen. Fred være med det.
The Blaze: Territory EP (Animal 63)
