Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Nik & Jay har ikke lært noget af at være Nik & Jay

På trods af elendig lyd leverede Nik & Jay et acceptabelt popshow, da de gæstede Royal Arena onsdag aften. De gav os mulighed for at drømme os tilbage til de lykkelige år i starten af 00’erne, før rynker og finanskriser ændrede alting. Men de gav os ikke noget nyt med på vejen. For Nik & Jay elsker stadig bare Nik & Jay
På trods af elendig lyd leverede Nik & Jay et acceptabelt popshow, da de gæstede Royal Arena onsdag aften. De gav os mulighed for at drømme os tilbage til de lykkelige år i starten af 00’erne, før rynker og finanskriser ændrede alting. Men de gav os ikke noget nyt med på vejen. For Nik & Jay elsker stadig bare Nik & Jay

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Kultur
25. maj 2017

De stramtsiddende sølvkjoler glitrer i scenelyset, da de kvindelige dansere smyger deres slanke kroppe synkront ude på podiet, tæt på publikum. Med imponerende koordination slynger de deres lange hår rundt, som var de med i en reklame for et hårprodukt, mens det ellers går frem og tilbage, fra side til side. Og også op og ned.

Nik & Jay står forrest på scenen, der er holdt helt i hvidt med en slags iskrystalslot bagerst. Og de står hele tiden på de helt rigtige måder. I én lang række af indstuderede positurer, der foregiver at være naturlige, men som ikke rigtigt overbeviser om at være det. Så naturligt som gadedrenge fra whiskeybæltet.

Ned i deres hvide mikrofoner synger de lyrikken til et af deres mange kæmpehits fra 2002, »Hot!«, og de fortæller således danserne, hvordan de skal bevæge sig:

»Lad mig se dig gå frem og tilbage, fra side til side, lad mig se dig gå op og ned, kom nu, bliv ved.«

Imens går det imponerende store publikum i Royal Arena denne onsdag aften ret meget amok. For Nik & Jay er tilsyneladende stadig populære her 15 år efter at de udkom med deres første plade. 15 år efter at anmelderne troede, at de bare var én stor joke. Ja, koncerten i Royal Arena er faktisk den største, de har spillet i deres karriere.

Og på trods af elendig lyd, så leverede de for så vidt også varen i Royal Arena:

De gav os et relativt stort show med bar hud og glimmer. De hoppede rundt på scenen som maskuline sprællemænd. Og de gav os i momenter lejlighed til at drømme os tilbage til provinsens mange Crazy Daisy’er i 00’erne, hvor vi med og uden ironiske smil på læberne dansede til historierne om Nik & Jays frække ture rundt på Københavns diskoteker.

De fik os med andre ord i momenter til at glemme, at festen for længst er forbi. At den har været det i snart ti år.

Men det var så også det eneste, de gjorde. De gav os ikke for alvor noget nyt med på vejen. For Nik & Jay virker ikke rigtigt til at have lært noget siden de startede. Selvom de har haft finanskrisen tæt inde på livet. Og selvom de vist også har forstået at indlandsisen smelter. I sidste ende elsker Nik & Jay stadig bare Nik & Jay.

30-årige mænd i studenterbus

Der er både børn, unge og voksne til koncerten i Royal Arena. Men den generation, der er bedst repræsenteret, er, så vidt jeg kan se, min egen. Folk, der var purunge i starten af 00’erne, dengang Nik & Jay ramte landets radioer, og som nu er omkring de 30 år.

Og faktisk er jeg – allerede inden jeg har forladt fastlandet og er kørt over Sjællandsbroen til Ørestaden, hvor Royal Arena ligger – blevet mindet om, at min generation ikke på nogen måde har glemt Nik & Jay.

For mens jeg cykler ud igennem Sydhavnen, kører en studenterbus forbi mig. En studenterbus, der vel at mærke er fyldt med mænd på min egen alder, omkring de 30 år, og de hører Nik & Jay for fuld skrue, mens de lader sig transportere ud imod Royal Arena.

Da vi holder ved siden af hinanden i et kryds, veksler jeg indforståede smil med flere af dem. Men vi gør det ikke for at tage voldsom afstand fra situationen. Sådan oplever jeg det ikke. For der er – af en eller anden mærkelig årsag – ingen skam forbundet med at stå i en partybus i bar overkrop og synge med på »Hot!«.

Vi udveksler derimod indforståede blikke med hinanden for lige at markere, at vi godt ved, at det er en leg, vi leger. Og for at markere, at vi er enige om, at vi fortjener at lege den leg. For vi er blevet voksne, mens finanskrisen buldrede. Vi har set velfærdsstaten smuldre omkring os. Vi har på den hårde måde lært, at livet ikke bare er »boing boing.«

Så vi tager en friaften og drømmer os tilbage til dengang, hvor vi kunne feste torsdag, fredag og lørdag, uden at skulle tænke på tømmermænd og et presset jobmarked. Og der er ingen, der er bedre til at tage os med på den tidsrejse end Nik & Jay.

’Boing, boing’

Nik & Jay landede nemlig lige ned i 00’ernes forbrugsfest. De red på bølgen. De blev den økonomiske optimismes galionsfigurer. Og det er de på paradoksal vis stadigvæk.

For selvom historien om Nik & Jay i princippet blev flettet sammen med historien om finanskrisen, da popduoen i sommeren 2008 mistede 66 millioner på risikable investeringer i boligmarkedet, som de havde foretaget igennem Roskilde Bank, så er de stadig bare Nik & Jay. På godt og ondt.

Og onsdag aften i Royal Arena var der heller ikke meget, der gav indtryk af, at Nik & Jay havde lært noget som helst. Måske fordi de med publikum som trofaste investorer klarede de sig igennem deres egen finansielle krise uden de store skrammer.

Og fordi de dermed kunne blive ved med at leve i drømmen om, at livet i det gennemliberaliserede samfund er fedt, når bare man selv er fed nok. Og så er alt andet vel egentlig lige meget. Eller hvad?

Pænt nej tak

Da lyset slukkes i salen og markerer, at nu skal koncerten til at starte, går et skrig, der er selv de største teenagestjerner værdigt, igennem publikum.

Et esoterisk blåt lys glider rundt på det hvide scenetæppe, mens glasagtige vandlyde glider over i larmende bas.

Så glider tæppet væk og Nik & Jay kommer til syne. Nik, eller Niclas Petersen, som han også hedder, har en hvid bøllehat på. Jannik ’Jay’ Thomsens tøj er løst.

Så spiller de nogle af deres nyere techno-trampere. Hvor bassen overdøver deres middelmådige vokalpræstationer.

Med nummeret »Pænt Nej Tak« fra 2013 lægger de op til, at vi skal fyre den af:

»Hænge op i baren? Pænt nej tak / Hjemme og være doven? / Pænt nej tak / Dybt seriøst? / Pænt nej tak / Tidligt op i morgen? / Pænt nej tak / Skændes med min dame? / Pænt nej tak / Holde mig tilbage? / Pænt nej tak / Hell no, vi’ fucking på / alle ud på gulvet nu,« synger de, mens en familiefar står og laver basarm på stolerækken foran mig.

Da de spiller deres Nik & Jay-eftertænksomme »Novembervej« kommer mobiltelefonerne frem og laver stjernehimmel i Royal Arena. Publikum synger med.

Det ret store band spiller dygtigt og egentligt ganske veloplagt. Men lyden er så dræbende dårlig, at alle anslag til musikalske oplevelser smelter som iskrystaller på en varm sommerdag.

Hadet af hiphoppere

Ja, lyden på vokalerne er faktisk så dårlig, at det er svært at høre, hvad de siger imellem numrene. Men på et tidspunkt kan jeg høre, at de siger, at det er en stor aften for rap-musikken, uanset hvad andre folk siger.

For Nik & Jay ved godt at hiphopmiljøet har set skævt til dem lige siden de slog igennem. Men det er de ligeglade med, det giver de klart indtryk af.

Senere siger de, at vi alle er heldige, at vi får lov til at være med på denne aften. Og der står det klart, at Nik & Jay stadig bare er Nik & Jay.

For de har elsket sig selv helt fra starten. De elskede sig selv dengang, tilbage i 00’erne, hvor det var kontroversielt og udansk at gå imod janteloven på den måde. Og de elsker sig selv nu, hvor det er blevet en normaltilstand i populærkulturen, også i Danmark – se bare på Gulddreng, som både ironiserer over det og kapitaliserer på det.

Nik er heller ikke bleg for at tage sin skjorte af hen imod slutningen af koncerten og åbenbare sin tatoverede og veltrænede overkrop for publikum. Han elsker sin krop og det er der nok også mange i publikum, der gør.

Ariana Grande og indlandsisen

Nik & Jay siger dog også nogle få ting, som faktisk relaterer til den verden, vi lever i. Nik hentyder vist til terroraktionen ved Ariana Grandes koncert tidligere på ugen, da han på et tidspunkt siger, at det onde aldrig kommer til at vinde, når det gode bare bliver ved.

Og Jay stiller sig på et tidspunkt ud på podiet og fremsiger en form for digt, hvor han nævner muligheden for at blive veganer. Vistnok på grund af klimaet.

Så begynder sangen »Frels Mig«, som Nik starter med at synge oppe fra toppen af isslottet som en liberalistisk Jesus-figur: Hans lange hår hænger løst, og han har en lang frakke på, som er åben, sådan at man stadig kan se hans mavemuskler. Og han føler den.

På numrene »Magisk« og »Boing!« glemmer vi helt verden. Her er der kun eskapisme. For fuldt drøn, med konfetti og farvestrålende laserlys. Det virker for så vidt, og det er vel også det, vi er kommet for. Men da de synger deres nyeste single »Hele Vejen«, kan man næsten fornemme et budskab om, at vi ikke bare alle er os selv nærmest. At vi skal være her for hinanden.

Og det ville have været så smukt, hvis det budskab var blevet foldet mere ud. Hvis Nik & Jay viste os, at de havde lært, at vækstøkonomien mest af alt tjener den ene procent af befolkningen, og at de som popstjerner er heldigere stillet end de fleste andre i salen.

I stedet spiller de »Hot!« og en tam version af »En Dag Tilbage.« Den med folkeskolepoesi: »En dag tilbage / lev, mens du gør det / elsk, mens du tør det.«

Den sang lyder langt mere dyster, end den gjorde tilbage i 00’erne. Men det tror jeg egentlig ikke, at Nik & Jay tænker på. Og da jeg cykler væk fra Royal Arena føler jeg på ingen måde, at Nik & Jay har min ryg. Men så igen, hvad havde jeg egentlig regnet med?

Nik & Jay gav koncert i Royal Arena onsdag den 24. maj.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her