Læsetid 4 min.

Pablo Llambias intime romangyser er voldsom, rystende og ubehagelig

... Og er det på flere niveauer
Simon Fals
6. maj 2017

Mange romaner, der vil sætte problemer til debat, som det hedder, drives frem af en fortælling, og lader så den fortælling have en pointe. Sådan er det egentlig ikke i Pablo Llambias nye roman Natteskær, halvt intim gyser, halvt partsindlæg i spørgsmål om partnervold.

I stedet gentager bogens midaldrende jegfortæller, der i uafklaret grad overlapper med forfatteren, og hans nye, meget unge kæreste, igen og igen det samme sæt af begivenheder.

Så svømmer de hen i hinandens øjne. Så erklærer de deres utrolige, sjælesvømmende kærlighed, så gentager de hinandens korte replikker om, hvor meget de er et »team«, så skal de giftes og have børn med det samme.

Så lukker de sig om sig selv, lige indtil hun lukker ham ude, bliver stiv i kroppen, som der står. Hun slår op pludseligt og heftigt og ud af det blå, anklager ham via sms for hvad som helst, slår ham, smadrer hans computer og telefon, skærer i sig selv, terroriserer hans liv.

Så finder de sammen igen. Så ryger sikringen igen. Så finder de sammen igen. Så besynger de, nærmest rituelt, deres kærligheds utrolige styrke, og hvirvler sig ind i en syg og lykkelig tosomhed:

»Det er nat. Vi lover hinanden troskab. Vi vil aldrig gå fra hinanden. Vi overvinder alle vanskeligheder. Vi kan godt. Vi siger igen og igen, at vi godt kan. Vi har styrke. Vi har styrke i kærligheden. Kærligheden er en uudslukkelig kilde, som vi kan øse af. Vi klarer den. Det er for evigt. Det er os to. Jeg græder. Hun græder også, ja, hun hulker faktisk i sommerhuset. Jeg holder om hende. Hun er så ked af det. Hun er så ked af det, hun har sagt.«

Insisteren på at lykkes

Indtil bogens slutning – som ikke er en forløsning, men dog en forandring – er den eneste udvikling egentlig, at de lykkelige øjeblikke bliver tyndslidte og sjældne, og at overgrebene bliver voldsommere og voldsommere. Ganske langsomt forskyder grænserne for det normale sig, ganske langsomt bliver fortælleren ødelagt. Det er som at læse en hamstermølle fra helvede.

Sådan er det: Natteskær er intenst ubehagelig, nogle steder nærmest ubærlig at læse. Det er, efter alt at dømme, også meningen. Pablo Llambias har altid skrevet en kantet prosa, hvis kvaliteter ikke ligger i den velvalgte metafor eller stilens elegance, men i en kværnende energi – og i at den insisterer på at dvæle ved de mest akavede stemninger og ubehagelige situationer.

Denne gang er det som om skruen strammes en ekstra gang. Som læser overtager man fuldstændigt fortællerens dumpe nervøsitet. Hans angst for det næste overfald gennemsyrer scenerne, så selv det mest uskyldige – kæresten læser i en bog, mens fortælleren holder et foredrag – føles som en mulig katastrofe.

Man overtager også hans vilje til at bortforklare overgrebene. Han overvejer, igen og igen, om han har gjort noget forkert, om han selv er skyld i hendes opførsel – og undervejs, især i bogens midterdel, nødes læseren til at overveje, om han, fortælleren, måske er utroværdig. Om han skjuler noget, om han i virkeligheden er en rigtig dårlig kæreste.

Og man overtager en stemning, som jo også er del af de tos forhold, en nærmest feberagtig, insisterende vilje til lykke.

Ubehagelig tæt på virkelighed

Men Natteskær er også ubehagelig at læse, fordi den flirter med det selvbiografiske. Lad mig straks sige, at jeg ikke kender noget til Llambias’ privatliv. Det er bare mærkeligt at læse en bog om partnervold, der mere eller mindre direkte opfordrer læseren til at identificere fortælleren med forfatteren – og samtidig lægger et nødtørftigt lag af fiktion henover sine skikkelser.

Et er, at fortælleren er forfatter og har en række bijob som underviser på skrivekurser, som Llambias også har, og at hans forældre er koncertpianister – som Llambias’ forældre er det.

Noget andet er den måde, fortælleren i bogens vigtigste sidehistorie pludseligt og uventet tager sin afsked fra universitetet, hvor han underviser i at skrive skønlitteratur. Der har han ellers lige fået en attraktiv stilling. Han siger op på grund af en forblommet ikke-sag om seksuel chikane.

Llambias forlod i 2015 pludseligt og meget overraskende sin stilling om rektor for Forfatterskolen. Det er umuligt ikke at læse dele af Natteskær som et frustreret forsvarsskrift, en art partsindlæg i den sag. Det er også umuligt at gennemskue, præcis hvor tæt på de faktiske begivenheder, romanen bevæger sig.

Det er umuligt at sige, præcist hvordan denne nøgleroman af en sidehistorie forbinder sig med romanens hovedspor. Er den voldelige kæreste en allegorisk skikkelse, et billede på et litterært miljø og en institution, som Llambias – eller i det mindste hans fortæller – engang elskede, men nu føler sig misbrugt og slidt i stykker af?

Er sidehistorien med, fordi Llambias af princip ikke bryder sig om fiktionaliserede skikkelser, og derfor bruger sit eget liv som fyld i en i øvrigt opfundet fortælling?

Er den med til at gøre fortælleren utroværdig? Er den der som et konceptuelt greb, et form for benspænd til læseren, en måde at gøre den nærmest skematiske historie om kæresten og overgrebene mere kompliceret?

Svaret duver i vinden på en ikke specielt behagelig måde. Men, altså, folks tærskel for de autofiktive spil er forskellig, og nogle vil sikkert finde det ubehag pikant og æstetisk spændende. Sådan har jeg det ikke.

Pablo Llambias: Natteskær, Gyldendal, 344 sider. 249,95 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu