Læsetid: 11 min.

Pladeparade: Fem nye udgivelser og en gammel

Harry Styles, Allan Olsen, Sonja LaBianca, Animal Collective, Snoop Dogg, Wu-Tang Clan
Harry Styles: ’Harry Styles’ (Columbia Records/Sony Music)

Harry Styles: ’Harry Styles’ (Columbia Records/Sony Music)

26. maj 2017

Harry Styles: ’Harry Styles’

(Columbia Records/Sony Music)

Vi lever i en performancekultur. Ikke længere en fællesskabskultur, hvor vi sammen løfter i flok og forenes i dagligdagssang og -musiceren. Folkemusikken og Højskolesangbogen er subkulturer.

I populærkulturen er musik en begivenhed, måske en superceremoni, som vi besøger som tilskuere og kun giver hals til, når stjernerne allernådigst rækker mikrofonen ud mod os.

Vi flokkes i store menigheder om andre menneskers bedrifter. Om det så er X Factor eller store sangere som Beyoncé eller Adéle eller teenidoler som One Direction og Justin Bieber. Vi flokkes i store menigheder om andre menneskers kulturelle bedrifter, om deres storhed, om de så er kommercielt eller kunstnerisk eller populærkulturelt signifikante via markedsføring og sociale medier. Lyder jeg desillusioneret? Slet ikke. Jeg savner bare lidt modvægt, lidt deltagerkultur.

Nå, men, tilbage til stjernerne. I marts 2016 gik den førnævnte irskengelske kvartet One Direction i hi, og det virker især at være til glæde for ét af medlemmerne, Harry Styles.

Harry Styles er nemlig også navnet på hans debutalbum, og det er et ganske velturneret rockopus. Linjer som »Give me some morphine/ Is there anymore to do?« fortæller os, at Styles har forladt de mere renfærdige popsange i sit superhelteband og bevæget sig over i et mere rockmytologisk, drugget landskab. Hvilket har fået en del til at hidse sig op. Se, larven er blevet til en sommerfugl, synes at være logikken, når man går fra pop til rock. Hvilket naturligvis er noget vås.

»Sign of The Times« har endda fået musikfolk til at drage paralleller til David Bowie. I så fald er det kun Bowie cirka »Life On Mars«. Ikke Bowie, som vi kendte ham, konstant i gang med at blive født. I Styles’ tilfælde i stedet i færd med at kalkere andre musikeres værk, herunder Bowie, Stones, Marc Bolan & T-Rex og Elton John i 70’erne (og sgu også noget Beck fra 00’erne).

Altså en fjollet og upræcis sammenligning kun baseret på nogle æstetiske fællestræk med Bowie i en bestemt periode – og på ingen måde baseret på dennes kunstneriske drift mod innovation.

Når det er sagt, så er det et ret så sikkert (omend for sikkert) emotionelt sangkatalog, som Harry Styles påbegynder her som sangskriver – flankeret af en del andre. Klassisk rock formidlet af en dygtig performer, en ferm skifting, der kan trække et væld af kostumer og gummimasker på.

Det er med andre ord småt med fortolkningen af arvegodset. Men det er dygtig retrorock, og man tager sig da i at nynne med på flere sange, ja, måske endda mærke et stik af vemod efter en svunden tid. Især under det fornemme slutnummer »From The Dining Table«.

Forvent at høre flere af sangene fremført i X Factor – med skyhøje seertal til følge. Vi flokkes jo i flok.

– Ralf Christensen

Allan Olsen: ’Hudsult’

(Blix og Co/Zoobaba)

Den charmerende nordjyske folkesanger Allan Olsen er vred. Nogle vil måske sige, at han på sin nye plade, Hudsult, påtager sig rollen som den sure gamle mand. Og ja, han sidder da også i sin musikalske baghave og skyder med en gammel jagtbøsse på nye og mindre nye tendenser i samfundet.

Men den konservative position, som han dermed indtager – som måske følger med den kulturelle rolle som gammel sur mand – er hos Allan Olsen båret af et udpræget kærligt menneskesyn. Og den er rettet imod systemerne og institutionerne på vegne af den lille mand (m/k). Hvilket gør Allan Olsens fortællerstemme på Hudsult ganske sympatisk og tilforladelig.

For det er mennesket i kulturen, som Allan Olsen har for øje, når han på den langsomt vuggende »Vi drikker fordi« skyder efter vores drukkultur, som han vist også selv har taget del i. For drukkulturen bliver trukket ned over hovederne på os, også af kommercielle interessenter, og den er ødelæggende. Og Allan Olsen skyder – så vidt jeg kan forstå – også helt grundlæggende efter vores samfunds menneskesyn på »Nu skal mågerne skydes«. For det er et menneskesyn, som han ikke kan stå inde for.

Det er fine folkrocksange. Men det føles indimellem som om, at Allan Olsen står for langt uden for problemerne, at han netop bare sidder i sin have og skyder efter dem.

Og det eneste øjeblik på Hudsult, der for alvor rammer, kommer da han på sangen »Min far kørte post i staten«, synger om sin far, der arbejdede som postbud. For her formår han – eller det syngende jeg om man vil – at skyde med skarpt på de sidste mange års samfundsudvikling samtidig med, at han fortæller en historie, som han er følelsesmæssigt involveret i.

Historien om, hvordan hans principfaste far blev presset ud af det system, den stat, som han havde tjent trofast igennem hele sit liv. Faderen var stolt af at arbejde for staten, synger Allan Olsen på et omkvæd, der er skåret meget præcist over omkvædet til Pink Floyds »Comfortably Numb«. Og han betalte glad sin skat tilbage til staten.

Men han ender med at stoppe som postbud, efter at staten sætter et stopur i hans postbil »og regner ud, at han var urentabel«.

Hudsult er ikke en decideret uforglemmelig plade, men den har masser af fine momenter, og Allan Olsen forsøger at fortælle nogle ting, som vi måske har brug for at høre.

– Emil Eggert Scherrebeck

Sonja LaBianca: ’About Room, Room to Be, Rooms’

(Eget Værelse)

Når du optager musik, er der én lydeffekt, du ikke kan komme udenom at forholde dig til. Rummets klang vil altid påvirke lyden af dine indspilninger. Det vil forlænge klangen af tonerne og ofte forfordele nogle af frekvenserne og dermed i en vis forstand forvrænge lyden, og måske vil det endda skabe ekko.

Hvis du da ikke vælger at dæmpe rummet, eller vælger at tage en dyne over lydkilden og mikrofonen, sådan at rummet ikke klinger med overhovedet. Men da bliver den manglende klang næsten en effekt i sig selv, og oftest gør man det for at lægge ’kunstig’ rumklang på senere i processen.

På den danske saxofonist og komponist Sonja LaBiancas fremragende solodebut med den sigende titel, About Room, Room to Be, Rooms, er rummenes klange et meget centralt element. Og Sonja LaBianca, der er og har været en central figur i orkestre som Selvhenter, Valby Vokalgruppe og Choir of Young Believers, er ligefrem taget ud i felten for at finde særligt velklingende rum.

Rummene fungerer som en slags medspiller for den talentfulde saxofonist. De farver lyden, og de betinger Sonja LaBiancas og hendes gæstemusikeres måder at spille på.

I de rum, som har flere sekunders lang rumklang, spiller hun få toner og holder mange pauser, sådan at tonerne får lov til at klinge ud. Ja, man kan ligefrem høre, hvordan hun lytter efter rummene. Som på nummeret »Marguerite«.

På andre af numrene bliver reallyde fra rummene aktiveret. På »India Song« for eksempel, hvor man hører skridt tæt på samt hører lyden af børn, der leger uden for rummet.

Og pludselig, på nummeret »For Asger«, er vi i et rum med en langt kortere rumklang end på de tidligere numre. Hvilket giver nogle helt andre muligheder i kompositionerne, muligheden for at proppe flere toner ind i de melodiske fraser.

About Room, Room to Be, Rooms er på den måde konceptuel. Men den fortaber sig ikke i sit koncept. Derimod bruger Sonja LaBianca konceptet til at tvinge sig selv og lytteren til at være ekstremt nærværende.

Og det bliver dermed et koncept, der får alle involverede til at rette opmærksomheden imod de miljøer, musikken er optaget i. Hvilket nærmest får det musikalske samspil med rummene til at virke som ordløse overvejelser over vores plads i verden.

– Emil Eggert Scherrebeck

Animal Collective: ’Meeting of The Waters EP’

(Domino/Playground)

Den såkaldte freakfolk eller New Weird America med udspring i Brooklyn, New York er for længst ebbet ud efter storhedstiden i 00’erne. Ja, dens fremmeste udøvere Animal Collective er ikke, hvad de har været.

Men som det nostalgiske fjols, som også denne humanistfuturist kan være, så besøger jeg gerne kvartettens seneste outputs. Som at besøge en gammel ven i en svedehytte og finde ud af hvilke ny erkendelser, han har gjort sig. Ikke noget afgørende nyt, men hans hud gløder bare så indtagende dér i al varmen.

Nu er Animal Collective så en noget mere ustabil størrelse end en gammel ven, ikke altid med alle fire medlemmer repræsenteret på hver udgivelse. Slet ikke på den seneste ep, Meeting of The Waters, hvor vi kun finder Avey Tare og Geologist.

De har så lige været en tur op (ned?) ad Amazonfloden og indspillet de her sange. Hvilket også betyder, at ep’en er rig på field recordings, urskovsambiencer, en fauna og flora, der har det for vildt – og som i sig selv er musikalsk. Ikke mindst når den bliver loopet.

Ep’en åbner med det over 13 minutter lange »Blue Noses«, hvor de elektronisk krystalklare ekkoer lige så godt kunne komme fra glaserede tropefrøtunger i samklang. Mens orgelmelodien vist er flower power, altså den fra ’67. Avey Tare synger for, mens han stryger adspredt over en akustisk guitar og ærlig talt lyder, som om han er lidt ude at trippe i egne af sangtraditionen, hvor den flyder sammen med det primale skrig og den frie selvudfoldelses terapi.

Det lyder måske forfærdeligt på skrift, men det er det slet ikke. Der er varmt og forunderligt omkring det her lejrbål. Eller i den her svedehytte.

Der er også mere primitive instrumenter, såsom fløjter i kor, mens noget slanger sig gennem sangenes grønne vand. Der er bizarre fuglekald, eller er det nogen, der blæser i græsstrå? Menneske og natur, akustisk instrument, teknologi og kroppe flyder sammen i denne workshop af en ep.

»Wizard with a wand/Competing with the lightning«, som der synges på den forunderlige »Man of Oil«, hvor der pludselig formuleres en meget mere klar og sangbar Animal Collective-komposition. En smukhed fuld af hjemve, kærlighed og menneskehed i krise. »Coward and also a king/ And a man of oil.«

Meeting of The Waters EP er et halvt Animal Collective på genbesøg i deres tidlige psykedeliske produktion, nu udsat for tropefeber. Så er der alligevel liv på den anden side af freakfolk.

–Ralf Christensen

Snoop Dogg: ’Neva Left’

(Doggystyle Records/EMPIRE)

Snoopzilla, DJ Snoopadelic, Snoop Lion og Snoop Rock. Snoop Doggy Dogg, Bigg Snoop Dogg og Snoop Scorsese.

Den amerikanske rapper og skuespiller, der for tiden går under navnet Snoop Dogg, har haft en karriere med mange kreative ekskurser. Og med sin nye plade Neva Left, det 15. studiealbum fra hans hånd, vil han tage os med på en tur gennem de mange forskellige faser af Snoop D-O Double G.

Neva Left er derfor – ikke overraskende – en plade, der stikker i en del forskellige retninger. Men der er masser af gode momenter, og pladen åbner op for muligheden for, at hiphopmiljøer, der tidligere har bekriget hinanden med både lyriske og fysiske våben, potentielt kan blive forenet af en fælles orangefarvet fjende.

Da Snoop Dogg for alvor ramte rapscenen i begyndelsen af 90’erne, først som gæsterapper på Dr. Dres debutalbum The Chronic i 1992 og senere med sit eget debutalbum Doggystyle i 1993, blev han automatisk indrulleret i striden imellem East Coast og West Coast-rappere. En strid, der både blev ført med ord og med pistoler.

Og Neva Left tager på mange måder sit udgangspunkt i denne musikhistoriske strid. For Snoop Dogg vil huskes som en af de tidlige West Coast gangster-rappers. Som en kunstner, der tog livet på de hårdeste af Los Angeles’ gader og omformede det til popkulturhistorie.

Det står klart, allerede fra man ser coveret, der er prydet med et foto fra 1993 af en ung Snoop Doggy Dogg på Venice Boulevard i L.A. Et billede taget af den berømte hiphopfotograf Chi Modu, der blandt andet fortæller, at Snoop Dogg havde en gruppe venner med til fotoshootet, som var klar til at gribe ind, hvis en rivaliserende gruppe kom forbi.

Og det står klart fra åbnings- og titelnummeret, »Neva Left«, hvor han oven på et sample fra The Charmels’ »As Long as I’ve Got You« – som østkystgruppen Wu-Tang Clans største hit, »C.R.E.A.M.« fra 1993, også er skåret over – rapper om at være en sand gangster og en sand West Coast-rapper.

Dette er altså udgangspunktet for pladen, striden altså, men flere steder virker han til at åbne op for, at denne strid imellem øst og vest er overtaget af en anden strid. Og i videoen til nummeret »Lavender« lægger han op til, at øst og vest bliver forenet af en fælles fjende.

For her lander vi i en fjollet, men også dystopisk verden af klovne, der er ledet af en orangefarvet klovn ved navn Ronald Klump, og hvor vi ser en potrygende klovn blive skudt af en politiklovn. Mens Snoop Dogg rapper om politiets og statens overgreb imod sorte amerikanere.

Og dermed bliver den musikalske – og langt hen ad vejen vellykket retrocharmerende – rejse igennem de forskellige stadier af Snoop Dogg også en rejse igennem amerikansk (kultur)historie, hvor en fælles fjende i allerhøjeste grad synes at have forenet ikke mindst de sorte kunstnere.

– Emil Eggert Scherrebeck

Wu-Tang Clan: ’Enter the Wu-Tang – 36 Chambers’

(Loud/RCA/Sony)

Da New York-gruppen Wu-Tang Clan i 1993 debuterede med den nu legendariske plade Enter the Wu-Tang – 36 Chambers, landede de hårdt og tungt i striden mellem amerikanske West Coast- og East Coast-rappere.

Og de gjorde det på et tidspunkt, hvor østkysten var i knæ, mens gangsterrapperne fra vestkysten rullede derudaf – ikke mindst ledt an af Dr. Dre og hans pladeselskab Death Row Records, der blandt andet udgav rappere som Snoop Dogg.

Wu-Tang Clan var et kollektiv, ja, en klan, mere end de var soloartister – selv om alle gruppens ni kernemedlemmer fik solokarrierer senere. Og det kunne man høre på pladen, hvor de ligefrem opnår en kollektiv lyd med en mere eller mindre flad struktur.

Wu-Tang Clan var ikke bare hardcore og brutale, de var også intelligente. De var mere som ninjaer, der kultiverede deres sind for at blive bedre til at kæmpe, end som gangster-rapperne på vestkysten, der lidt groft sagt var mere fokuserede på at feste og vise materialistiske muskler.

Med en fuldstændig vild musikalsk timing rappede Wu-Tang Clan på Enter the Wu-Tang – 36 Chambers om livet i gaderne på Staten Island, New York, hvor de havde hjemme. Men de brugte skakanalogier og østlig kampsportsfilosofi til at beskrive, hvordan man skulle bruge sin intelligens, når man gik i kamp.

Enter the Wu-Tang – 36 Chambers startede med en krigserklæring af et omkvæd, hvor gruppens uofficielle leder, RZA, råbte alle modstandere an med sætningen: »Bring da motherfuckin’ ruckus«, mens de samplede kampsportsfilmen Shaolin and Wu Tang.

Med ordet enter i pladens titel, henviser de endda til kulturhistorien som et manuskript og placerer sig selv i den større historie. Og det skulle vise sig ikke at være et tomt løfte. Enter the Wu-Tang – 36 Chambers står den dag i dag som en af de mest indflydelsesrige hiphopalbums. Og måske endda vestkystrapperen Snoop Dogg også er begyndt at anerkende det.

– Emil Eggert Scherrebeck

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu