Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Plejehjemsrevyen

Henrik Lykkegaards vinderportræt af en trutmundet Trump matcher fint Cirkusrevyens ældrefokus
Der er anvendt rigeligt med grå parykker i dette års alderdomsfikserede Cirkusrevy.

Der er anvendt rigeligt med grå parykker i dette års alderdomsfikserede Cirkusrevy.

Henrik Petit

Kultur
26. maj 2017

»Undskyld, er der nogen, der har set en postkasse?« Sådan siger Ulf Pilgaard med sin stille og underdrevne stemme, når han træder ind i revyteltet på Bakken. Straks hyler publikum af grin, både over ham og over PostNord – og over os selv. Fordi vi jo alle sammen har ledt efter postkasser eller posthuse til de quickbreve, der tager uger om at nå frem …

Cirkusrevyen er altså, som den plejer: Skarp, funklende og præcis. Teksterne har stil. Koreografien bobler af overskud og barokke indfald, og danserne er i topform. Scenografiens videoskærme lyser af opfindsomhed. Kostumerne er de bedst skårne i dansk showbiz. Orkestrets syv musikere har imponerende schwung i de mange musikalske stilarter. Og Lisbet Dahls iscenesættelse har eminent sans for numrenes rækkefølge.

Teksterne taler ned

Alligevel er noget anderledes i år. Det virker, som om revyen har ændret målgruppe. Flere og flere numre handler om pensionister – og tonen i teksterne er blevet nu-taler-vi-i-øjenhøjde, hvilket faktisk vil sige, at teksterne taler ned til publikum. Det folkelige revysprog har altid haft en forkærlighed for alt, der rimer på ’slik & latter’. Fint nok. Men i år er det så heftigt, at man føler, at man er kommet på plejehjem før tid.

Hvor Lise Baastrup sidste år var en fryd i sit nummer som smækker singlepige hjemme ved grillen, så er hun nu reduceret til voksen datter på tvangsshopping med Lisbet Dahls herligt dominerende mor. Og hvor Niels Ellegaard tidligere har skabt farlige forførerfigurer, er han nu bare hyggedansker og fjollet indisk it-supporter – og bedemand.

I Jan Svarrers nummer »Termokander« er Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl godt nok uimodståelige, når de spiller regelrette kantinemedarbejdere, der renser beskidte termokander. Men ret beset handler nummeret om et par, der leder efter det perfekte plejehjem. Og når Lisbet Dahl tropper op i »Hvad er det værd?«, har hun ikke medbragt en kommode, men i stedet sin udslukte mand i Ulf Pilgaards skæve mumiefortolkning.

Om det så er børnesangbogen De små synger, så er den her i Henrik Lykkegaards muntre nummer blevet til ’De grå synger’. Med rollatorer og stokke. Cirkusrevyen må have tømt parykforretningernes lagre af gråhårsparykker i år.

Henrik Lykkegaards parodi på Trump er kropskomik på højeste plan.

Ublu lagkagekone

Derfor er der også pludselig blevet lige lovlig stor afstand fra hyggenumrene til de beske politikernumre. Heldigvis skaber Lise Baastrup et stærkt kapitel to i sin barske Inger Støjberg-føljeton. Her er det i rollen som »Kagekonen« i Carl-Erik Sørensens tekst, der er modbydeligt veloplagt i sin udpensling af det asylansøgerhelvede, som Inger Støjberg fejrer med et stykke lagkage. 

»Hver gang et flygtningecenter lukker/må jeg simpelthen ha’ sukker,« siger Lise Baastrups ublu Støjberg og smiler sit jeg-elsker-alle-jer-rigtige-danskere-smil. Det giver gåsehud.

Men det er Henrik Lykkegaards fortolkning af Donald Trump, der overrumpler mest. I Carl-Erik Sørensens tekst »Verdens største« viser Henrik Lykkegaard, hvordan hans gummiansigt fuldstændig naturligt kan forme Trumps forurettede trutmund.

»Ingen andre har så meget nakkehår redt om i panden,« siger han med blærerøvens største tilfredshed. Desuden har Henrik Lykkegaards komikerkrop fanget den 70-årige Trumps flagrende kropsholdning – altså den, hvor kroppen tilsyneladende svajer løst helt oppe fra skuldrene under den alt for bredskuldrede jakke, mens resten af mandens knoglekrop tordner forover. Det er kropskomik på højeste plan – og den får latteren til at koge under teltdugen.

Ærgerligt nok er der ingen Lars Løkke-parodi i år. Lisbet Dahls jakkesætstolkning plejer ellers at være en del skarpere end manden selv, så hvorfor statsministeren nu lades i fred, vides ikke. Men som Ulf Pilgaards halvdøve pensionisttjener på Bakken siger som standardsvar:

»Tusind tak, men jeg er på cykel.«

Cirkusrevyen 2017. Iscenesættelse: Lisbet Dahl. Tekster: Carl-Erik Sørensen, Henrik Lykkegaard, Vase & Fuglsang m.fl. Konsulent: Ernst Trillingsgaard. Scenografi: Nina Schiøttz. Kostumier: Henrik Børgesen. Koreografi: René Vinther. Kapelmester: James Price. Dyrehavsbakken til 2. september samt Aalborg Kongres & Kulturcenter 6-10. september 2017

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her