Læsetid: 3 min.

Så vælder racismen ud af den hvide piges mund som pus fra en byld

Christina Hagen skriver igen rasende digte på sit uforlignelige pidgin-dansk. Det er ikke dårligt, men ikke så godt som første gang
Gå aldrig tilbage til en fuser, plejer man at sige. Nogle gange skal man heller ikke gå tilbage til det vellykkede batteri, de ordentlige knaldperler. Christina Hagens nye digtsamling – White Girl 2, opfølger til White Girl – føles i al fald skuffende.

Gå aldrig tilbage til en fuser, plejer man at sige. Nogle gange skal man heller ikke gå tilbage til det vellykkede batteri, de ordentlige knaldperler. Christina Hagens nye digtsamling – White Girl 2, opfølger til White Girl – føles i al fald skuffende.

Tor Birk Trads

27. maj 2017

Gå aldrig tilbage til en fuser, plejer man at sige. Nogle gange skal man heller ikke gå tilbage til det vellykkede batteri, de ordentlige knaldperler. Christina Hagens nye digtsamling – White Girl 2, opfølger til White Girl – føles i al fald skuffende.

Ikke fordi den er dårlig, men fordi den ikke er så god som sin forgænger. Dens prosadigte, også denne gang skrevet som korte raseriudbrud og på et forvansket pidgin-dansk, føles lidt mindre eksplosive, lidt mere forudsigelige. Sætningerne er længere end sidst, der er flere ord, men kraften i dem er lige det mindre.

I hver tekst kommer »White Girl« til orde. Hun er mere en position og en attitude end en faktisk skikkelse, denne hvide pige, fuld af smålighed og hykleri, helt optaget af at flygte fra sin ærgerlige hverdag, helt blind for sine egne privilegier. Hun er altid parat til at føle sig forulempet.

Men hvor den første White Girl handlede om forkælede turistpiger og så alle dem ude i den store verden, der prøver at udnytte dem, så handler den nye bog meget om flygtninge og indvandrere.

Den hvide pige viser sig både at være hende, der åh så gerne vil være uden fordomme, lige indtil en udlænding kommer for tæt på hendes hverdag – og også hende, der finder utallige grunde til at blive vred på de sorte og de mørke, sådan hedder de i bogen, fordi de forstyrrer hendes dagdrømme. Så får de et møgfald, fordi de flygter, selv om de har guldplomber i munden, så får de det, fordi de kører på cykel i gågaden. Så vælder racismen ud af den hvide piges mund som pus fra en byld:

»Angåen diamantkuffert, White Girl bare forsigtig sige: Det videnskabelig bevist, at den flygtning har den grådighedsgener, som White Girl ikke har. Det ligger i den DNA og det kan bevis på en masse indviklet måde. For eksempel når den Paul McCartney koncert inde i Park, den udsolgt på 25 minut fordi alle flygtninge bare købe 6 billetter til dem selv og 6 billetter til en masse musikmuslimmenneske de kende (muslim elske Paul).«

Christina Hagen: White Girl 2

Skuffelse

Der er noget virkelig sjovt ved denne optagethed af koncertbilletter, af alle ting. Ikke desto mindre er det sådan her: Uanset om teksterne udstiller progressivt hykleri eller nogle helt vedkendte svinehunde, så føles de for tit som tekster, der er i gang med at illustrere en pointe. De føles som om, Hagen skriver meget energisk om meget enkle, nærmest fortyggede problematikker.

Det er et godt spørgsmål, om det er selve stoffet, der giver problemer. Indvandring og racisme er et betændt, men i den offentlige debat også helt fastlåst emne. Måske er det simpelthen svært at sætte det i litterære svingninger?

Samtidig er der noget forudsigeligt over bogens behandling af sit emne. Progressivt hykleri og småtskåren indvandrerkritik: Er det ikke det, fløjene i den danske værdidebat foragteligt har sagt om hinanden i snart 15 år? Nu kan vi også læse det i litteraturen.

Eller måske er Christina Hagen for bevidst om sine egne greb og sit eget tonefald? I al fald taler bogens jeg hele tiden og meget eksplicit om sig selv som »White Girl«.

Nåja, den skuffelse skal ikke skjule, at Christina Hagen, når det stikker hende, er en af Danmarks sjoveste forfattere, og at hendes tekster tit er bedst, når de er mest respektløse. Inger Støjbjerg, i denne bog kendt som »popcornspolitikerdame«, får sig en ordentlig tur gennem maskinen.

Bogen er også sjovest, når Hagen kører helt ud af en tangent. Her vil et opkørt jeg gerne fortælle den gamle Gnags-forsanger Peter A.G. Nielsen et par sandheder. Hans Danmark-sang er faktisk virkelig farlig for Danmark:

»Og så jeg også sige til PETEAG: Det klar den sort mand i båd kurs mod DK når du SKRIVE I SANG du rejse væk fra dk ned til Thailand, den flygtningerøver tænke: Nu vi sejle til DK, den land ingen hjemme, ALLE BARE VELKOMMEN SYNGE PETEAG, de rigtig juble og ringe rundt til alle ven i Afrika og krigsland: ’Ja, hallo, PeteAG han lige synge alle den velkommen, så det bare komme afsted.’ Så den invandre over stok og sten og bølge i hav, den rigtig glæde sig til at spise den fugl i bur, der hænge med næppen over rigtig brændende bål i haven«

Helt overraskende viser mad og musik sig at være emner, der sætter fut i Hagens sætninger. Nogle skulle ansætte hende som anmelder af gammel rock og gourmetmad. Det kunne der komme noget uforudsigeligt ud af.

Christina Hagen: White Girl 2. Gyldendal. 64 sider. 150 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

@Marie Jensen

Ehh, nej. Medmindre du mener det indholdsmæssige. Rent sprogligt har den intet med Nationen at gøre.

Personligt finder jeg Christina Hagens pidgin-stil særdeles anstrengende og irriterende fortænkt.

Marie Jensen

Øh, jo Anders Sørensen, jeg synes faktisk det Minder om nogle af de mest ubehjælpelige udgydelser på Nationen. Men nu er det jo fiktion, så det er vel et spørgsmål om fortolkning.

Kenneth Krabat

Suspension of disbelief betyder blandt andet, at man er nødt til at tilsidesætte den viden man har om, at en forfatter har skrevet denne bog. Den første bog var måske hen overraskelse, men ved bog 2 er den første overraskelse integreret. Og det kan være svært at se bort fra, at den person som taler i bogen ikke KAN findes. White Girl fungerer således ikke som et "talerør" på skrift. Det er ikke Yayah Hassans vredesudbrud fra en forkvaklet virkelighed, men et kunstgreb, en konstruktion, der nok mest har værdi i sin egen samtid.