Læsetid: 6 min.

Smitter selvmord?

På P1 tager vært på ’Selvmordstanker’, Mikkel Frey Damsgaard, afsæt i sin egen fars død. Nøgternt, personligt og nuanceret. På Netflix fremstiller ungdomsserien ’Døde piger lyver ikke’ et teenageselvmord som en mordgåde, der kan og skal opklares. Dramatisk og ikke nødvendigvis uproblematisk
I Netflix’ ’Døde piger lyver ikke’ udspiller selvmordsproblematikken sig i et stiliseret high school-miljø med martrede skurke, der sørger bag den rå facade, og kejtede helte. Hos Mikkel Frey Damgaard på P1 er narrativet anderledes nøgternt og nuanceret.

I Netflix’ ’Døde piger lyver ikke’ udspiller selvmordsproblematikken sig i et stiliseret high school-miljø med martrede skurke, der sørger bag den rå facade, og kejtede helte. Hos Mikkel Frey Damgaard på P1 er narrativet anderledes nøgternt og nuanceret.

Netflix

26. maj 2017

I 1986 tog DR-medarbejderen Mikkel Frey Damgaards far sit eget liv. Mikkel Frey Damgaard var på det tidspunkt otte år, og hans far var 38. I dag er Mikkel Frey Damgaard således ældre, end hans far nåede at blive, og han er ikke sluppet ud af farens skygge – som det hedder med en i det her tilfælde rammende kliché.

Farens selvmord er udgangspunktet for en serie på seks radioprogrammer med titlen Selvmordstanker, der sendes på P1. Det er hverken savnet af faren, undren over, hvorfor han gjorde det, eller følelsen af svigt, der dominerer de tre programmer, jeg indtil videre har hørt. Det er derimod Mikkel Frey Damgaards angst for at være ligesom sin far og dermed være disponeret for at begå selvmord.

Den angst konfronterer han gennem interview med folk, der ved noget om selvmord og tilværelseskollaps, hvad enten det er i kraft af at være psykolog, litterat eller pårørende. Samtalerne berører både de personlige smertepunkter og breder perspektivet langt ud det individuelle niveau. Det er den slags radio, man gerne vil have findes.

Se tilbage

Spørgsmålet om, hvorvidt selvmord er arveligt, bliver mest direkte forsøgt besvaret i første afsnit af Selvmordstanker. Her interviewer Mikkel Frey Damgaard den psykologuddannede konsulent Morten Holler, der bl.a. arbejder med en gruppe af selvmordspårørende. Morten Holler mistede selv i sine tyvere en kæreste, der tog sit eget liv, og han taler reflekteret og udramatisk om det voldsomme præg den erfaring har haft på hans liv.

Som ekspert kan han bekræfte, at selvmordspårørende statistisk set er mere tilbøjelige til at begå selvmord end mennesker, der ikke har haft selvmord inde på livet. Men han kan også minde sin åbenhjertige og angstprægede interviewer om, hvordan statistikker skal læses. De skal ikke tages personligt.

Mikkel Frey Damgaard fortæller om at køre over Øresundsbroen helt bange for at en pludselig suicidal indskydelse skal tage ved ham. Og han taler om ikke at ville kendes ved de træk, han har til fælles med sin far, og om at han af den grund nægter at se på farens efterladte ejendele, før han en aften har drukket sig en stor portion mod til.

Morten Holler kan bekræfte, at det er normalt at frygte, hvad Mikkel Frey Damgaard frygter, men han vil hellere svare på, hvordan Damgaard skal forsone sig med sin far, end på hvordan han skal distancere sig fra ham. Han råder ham til at skaffe sig adgang til al den viden og alle de minder om faren, han kan. Han ska ikke forsøge at komme videre, men i stedet insistere på at se tilbage og etablere et retrospektivt og meningsfuldt forhold til en far, han kan have i tankerne som en medpassager, når han krydser Øresundsbroen.

Ifølge Morten Holler må Mikkel Frey Damgaard skelne mellem den levende far og alt, hvad han var, på den ene side og den mand, der valgte at tage sig af dage på den anden.

Det lyder lettere sagt end gjort, men det fine ved interviewet er den gennemgående anerkendelse af, at det ikke er nemt. Den anerkendelse forhindrer ikke deres samtale i at lyde forholdsvis ubesværet, båret af fokus og lydhørhed. Mikkel Frey Damgaard taler både nøgternt og personligt, berørt uden at være i akut affekt.

Selvmordets litteraturhistorie

I andet afsnit af Selvmordstanker bevæger Mikkel Frey Damgaard sig længere væk fra sit personlige udgangspunkt, idet han taler med litteraten Mikkel Bruun Zangenberg om, hvordan selvmord er blevet beskrevet i litteraturhistorien. Alligevel katapulterer gennemgangen af selvmordets litteraturhistorie begge mænd tilbage i deres personlige traumatiske faderrelationer.

Zangenbergs far døde også sidst i 30’erne. Ikke for egen hånd, men af en blodprop fremkaldt af et pille- og morfin misbrug faren som læge godt vidste, var meget risikabelt. Faren var ikke mindst i sin søns øjne en stor og viljestærk mand, der bare ikke kunne få de skyhøje idealer, han havde opstillet for sig selv, til at hænge sammen med sine faktiske livsomstændigheder. For Mikkel Bruun Zangenberg blev litteraturen et sted, hvor han kunne forholde sig til store, skøre mænd, der kollapser, og vende og dreje ting, han knap kunne forstå.

Ud fra Zangenbergs hurtigt opridsede litterære selvmordstypologi (hvori nøgleordene er: stoisk, tragisk, heroisk, romantisk og macho) og nogle forskellie værker og forfatterskæbner taler han og Mikkel Frey Damgaard nuanceret om, hvor og hvordan deres fædres tilværelser gik på grund. For begges vedkommende var det ikke så meget samfundets forventninger til dem, som deres egne urealiserbare selvbilleder.

Mikkel Frey Damgaards fars yndlingsbog var Lykke-Per, der i modsætning til ham kunne finde ud af at resignere og veksle sin skuffelse til resignation. Zangenberg nævner komikken som en måde at overkomme raseri og ansigtstab. Zangenberg og Damgaards samtale ender med at handle om, hvilke mænd de selv gerne vil være.

I seriens tredje afsnit taler Mikkel Frey Damgaard med sin fars første kone, der giver et kærligt portræt. I det fjerde kommer vi til at høre et interview med søsteren til den borgerlige debattør Mads Holger, der tog sit liv sidste sommer. Mads Holger var jævnaldrende med Mikkel Frey Damgaard og havde også en far, der begik selvmord.

Skyld nok til alle

Spørgsmålet om, hvad man stiller op med et selvmord, bliver for tiden også stillet i Netflix-serien med den makabre titel Døde piger lyver ikke, som er en filmatisering af en ungdomsroman af amerikanske Jay Asher.

Som originaltitlen 13 Reasons Why indikerer, handler serien om, hvorfor gymnasieeleven Hannah Baker (Katherine Langford) tog sit eget liv. Det forklarer hun selv i 13 monologer indspillet på kassettebånd, som hun efterlader sig. Planen er, at kassettebåndene efter tur skal høres af 13 mennesker i Hannahs omgangskreds, som hver har en del af skylden for hendes ulykke. Hvis ikke alle 13 lytter dem igennem og hører, hvordan de har svigtet hende, vil båndene blive offentliggjort og stå som en fatal skamplet på alle de nævnte.

Hver monolog fylder den ene side af et bånd og udgør rammen for et af de tretten timelange afsnit, der alle har hendes gode ven Clay (Dylan Minette) som hovedperson. Efterhånden som han lytter sig igennem båndene ser man Hannahs fortælling, hans egne traumatiserede flashbacks til deres fælles hverdag og nutidsplanet vikle sig ind i hinanden. Det står klarere og klarere, at den rå stalker- og voldtægtskultur, der hersker på skolen, ikke var til at være i.

Døde piger lyver ikke behandler teenageselvmordet som en mordgåde, der skal opklares – og som vel at mærke kan opklares. Det er nogens skyld. Der er skyld nok til alle i det arketypiske gymnasieniveau, hvor alle har svigtet og en del har begået deciderede overgreb på hinanden. Serien tager alle tænkelige problemstillinger blandt nutidens (amerikanske) teenagere op til debat og viser vigtigheden af at være en god kammerat, men jeg skal også lige love for, at der bliver jongleret rundt med begrebet skyld.

Enkelte af karaktererne holder fast i, at det ikke er nogens skyld, og at det, Hannah var ude for, ikke adskiller sig væsentligt fra, hvad så mange andre oplever. Men seriens altdominerende røde tråd er ikke desto mindre placeringen af skyld. Som om, der var et spørgsmål om skyld.

»Vi slog alle sammen Hannah ihjel,« siger Clays – irriterende pseudovise – ven Tony (Christian Navarro) og bøjer dermed skyldsbegrebet til dets yderste.

Smittefare

Den omfattende debat i USA om Døde piger lyver ikke har ikke handlet om skyldsspørgsmålet blandt efterladte. I stedet har den dels handlet om, hvordan man bekæmper teenageselvmord, dels om hvorvidt serien kan inspirere sårbare unge til at efterleve Hanna Bakers eksempel. I modsætning til andre fiktioner, hvor unge tager livet af sig, er selve selvmordet meget udpenslet, og den sikkerhed, Hannah taler med på båndene efter sin død, er langt større end hvad nogle af de levende karakterer, der stadig er fedtet ind i den rå gruppedynamik, kan præstere.

Selvmordsproblematikken udspiller sig i et stiliseret high school-miljø med martrede skurke, der sørger bag den rå facade, og kejtede helte, som man kender det fra serier som My So-Called Life (1994-5) og Freaks and Geeks, (1999-2000) og film som The Perks of Being a Wallflower (2012). Serien inviterer til identifikation med hovedpersonen, der får det sidste ord efter sin død. Hannah Baker er usædvanlig fattet og udspekuleret af et knækket menneske at være, men det er måske også netop det, der gør, at hun så tydeligt fremstår som en fiktion og ikke en rollemodel.

’Døde piger lyver ikke’ kan ses på Netflix.

’Selvmordtanker’ sendes på P1 fredag kl. 11.03 og kan høres på dr.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu