Læsetid 3 min.

Søde Orm

’Røde Orm’ på Moesgaard er blevet en skøn kærlighedshistorie for den flotte Andreas Jebro og den lækre Christine Gjerulff. Men Det Kongelige Teaters lange vikingeforestilling virker ufarlig
Andreas Jebro brager igennem som vikingehelten i Røde Orm. Men forestillingen på Moesgaard ændrer hverken historieskrivningen eller nutiden.

Andreas Jebro brager igennem som vikingehelten i Røde Orm. Men forestillingen på Moesgaard ændrer hverken historieskrivningen eller nutiden.

Montgomery
27. maj 2017

Røde Orm er akkurat så overdrevet rødhåret, at alle 3.500 tilskuere kan se Andreas Jebros vikingeanfører lyse op i mylderet af fægtende mænd på Moesgaard. Rødt er effektivt!

I Det Kongelige Teaters dramatisering af Frans G. Bengtssons roman Røde Orm er det dog kærlighedshistorien, der fylder mest. Altså Røde Orms forelskelse i Harald Blåtands datter Ylva.

Forelskelseshistorien giver forestillingen en god teenageappeal og en næsten Titanic-agtig effekt, når disse to vikinger er ved at bukke under for de kronragede kristne. For de to elskende er dramatisk placeret i Eilev Skinnarmos imponerende vikingehal, hvis porte kan åbne og lukke som i det mest overdådige vikingeskrin – og hvis udstyr rummer drageild og fritrullende vikingeskibe.

Man kan derfor godt forstå, hvis der bliver kø backstage efter autografer. For Andreas Jebro har både musklerne og selvironien til at spille Røde Orm. Han styrer publikum med samme naturlige autoritet som i Erasmus Montanus på Aarhus Teater, og hans veloplagte stemme går konsonantklart gennem forestillingens eminente lydsystem.

Læs også

Alligevel er det måske Andreas Jebros sukken, som tilskuerne falder mest i svime over – hans gispende åndedrag, da han får øje på Ylva.

Christine Gjerulff er da også en udsøgt lækkerbisken, sådan som hun kommer ridende på sin hest med sejrsikker barm, rappe replikker og iført den smukkeste silkekjole med et skulderslag i alle regnbuens farver. Hendes æggende temperament sender liflige vredesbølger gennem sommeraftenen, når hun verbalt udkonkurrerer Røde Orm fra første ord.

Solen går ned

Generelt mangler dramatiseringen af Henrik Szklany dog skarphed. For mange sidehistorier tager for lang tid. Selv om Frede Gulbrandsens familievenlige iscenesættelse har en god energi, virker forestillingen mindst en halv time for lang i aftenkulden.

Lyseffekterne kulminerer naturligvis først, når solen er gået ned. Men statisterne i den afsluttende mand-til-mand-kamp ligner mest af alt et kejtet rollespilshold.

Personligt er jeg yderst tilfreds med, at forestillingen handler så meget om Jelling. Min mors familie stammer fra byen med de to høje, og mine forfædre ligger begravet rundt om Jellingestenene …

Men når man sidder på Moesgaards jord og ved, at der ligger vikingefund i museumsmontrer længere oppe ad bakken, så virker det da mærkeligt, at Moesgaard slet ikke nævnes. Selv hvis Røde Orm aldrig sejlede forbi Moesgaard, ville det vel også have været sjovt at vide.

I det hele taget virker dette bare som en importeret forestilling fra Det Kongelige Teater. Bidragsyderen Aarhus 2017 og det europæiske kulturbyperspektiv er heller ikke til at få øje på. Ikke engang engelske overtekster er det blevet til. So much for Europe … Men så skal forestillingen selvfølgelig ikke justeres indholdsmæssigt, når den næste sommer flyttes til Ulvedalene.

Vi skal længere ind

Forestillingens kærlighedsfokus hæmmer karakteristikken af Røde Orm som leder i kaostiden mellem vikingeherredømmets forfald og kristendommens fremadhærgen.

Jens Andersen får dog fint chancen for at slå sig løs med gakket niddingehumor som kujonmunken Mathias. Og Rasmus Botoft spankulerer omkring med Odin-øje som dåbsliderlig manipulatorpræst. Rasmus Botofs hypnotiserende stemme gør hver replik til en pointe i sig selv. ’For vi skal længere ind i vikingesindet …’.

Desuden spiller Lars Lohmann en forrygende Harald Blåtand langt inde i et grotesk gigakostume af Maria Gyllanhoff. Hans konge er både blå og kuglerund, og hans blåtand er på størrelse med en knytnæve! Og Thomas Jacob Clausen har fundet en præcis bange-for-alting-komik, når han som englændernes sølvslotskonge hopper op i sin alt for store tronstol, når han bliver bange.

Ravne på taget

Ligesom i DR’s tv-serie Danmarkshistorien er kvinderne dog nærmest fraværende. I Røde Orm er der kun to kvinder på rollelisten: En vred kongedatter og en liderlig sexslavinde. Det er da et tankevækkende kvindesyn på Det Kongelige Teater i 2017.

Oven på taget over den flotte vikingehal står der to ravne – spillet af to glimrende danserinder - der kommenterer på handlingen. Undervejs ville man blot ønske, at ravnene havde haft mere at skulle have sagt.

Men ak. Ravnene blev erstattet af munke. Og sådan blev Røde Orm til Søde Orm.

’Røde Orm’. Baseret på Frans G. Bengtssons romaner fra 1941-45.

Dramatisering: Henrik Szklany. Iscenesættelse: Frede Gulbrandsen. Scenografi: Eilev Skinnarmo. Kostumer: Maria Gyllenhoff. Lys: Thorsten Dahn. Lyd: Claus Pedersen og Søren Knud. Musik: Hedningarna. Stuntkoreografi: Søren Poppel. Koreografi: Peter Friis.

Varighed: 2 ½ time. Pris: 550-95 kr. Det Kongelige Teater i co-produktion med Aarhus 2017 og Moesgaard. Spilles på Moesgaard til 1. juli 2017 – samt maj-juni 2018 i Dyrehaven.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu