Læsetid 4 min.

Sort Sol genopfinder sig selv på deres første udspil i 16 år

De danske punk- og rocklegender Sort Sol kan i år fejre 40-årsjubilæum som band. Og det gør de med en fin plade, deres første i 16 år, hvor de opdaterer deres ’no future’-æstetik og sender en lille hyldest til det unge danske punkmiljø
Sort Sol, der er aktuelle med Stor langsom stjerne, kan i år fejre 40-årsjubilæum.

Sort Sol, der er aktuelle med Stor langsom stjerne, kan i år fejre 40-årsjubilæum.

Martin Bubandt
19. maj 2017

Den mest oplagte og vel også mest fortærskede historie om Sort Sol er historien om, hvordan de gik fra at symbolisere punk og modstand til at blive kommercielt allemandseje, da de fra 1992 og frem begyndte at høste pris efter pris ved den mainstream, danske prisuddeling Danish Music Awards.

Men en anden historie, man kan fortælle om Sort Sol, og som heldigvis også bliver fortalt indimellem, er historien om, hvordan de i den grad har været med til at skabe ringe i vandet i dansk musikhistorie, siden de, også under navnet Sods, var centrale for at bringe punken til Danmark tilbage i 70’erne – blandt andet dokumenteret på den vigtige compilation Pære Punk fra 1979.

Ringe i vandet, der blandt andet har nået punkmiljøet omkring Mayhem-scenen i Københavns nordvestkvarter, hvorfra der også er blevet sendt anerkendende nik tilbage imod Sods og det tidlige danske punkmiljø, og hvor det tidligere Sort Sol-medlem Peter Peter har bidraget kærligt, blandt andet ved at hjælpe bandet Iceage.

Den historie får nu et nyt kapitel med Sort Sols første album i 16 år, Stor langsom stjerne, der markerer bandets 40-årsjubilæum, og som mildest talt er en glædelig overraskelse.

For på Stor langsom stjerne er der ikke bare en markant større grad af kunstnerisk kompromisløshed og vilje til at eksperimentere, end der har været i de sidste mange år i Sort Sol-lejren. Men også en vilje til at skabe et univers, der er svært og krævende og mærkeligt.

Sort Sol bliver også ramt af deres egne ringe i vandet og dyrker igen en no future-æstetik, men en opdateret version af slagsen, der til forveksling minder om noget, man kunne møde på Mayhem-scenen.

Så hvor de i Sods-årene frembragte en protopunket rasen imod maskinen, forsøger de nu – på deres første udspil efter finanskrisen – på mere opdateret postpunket vis at gribe følelsen af, at den skude, vi alle sidder i, helt grundlæggende er ved at synke.

Mørke sole på himlen

Solene brænder mørkt over os på Stor langsom stjerne, og selv om det næsten bliver for meget af det gode i forhold til brændende-stjerne-ordspil, så har Sort Sol allieret sig med produceren bag det amerikanske dronerockorkester Sunn O))), og ja, det samarbejde gløder og skinner, for med sine bidrag på synthesizer og med sin fornemmelse for at skabe store, dybe rum af lyd, føjer producer Randall Dunn vigtige nye dimensioner til Sort Sols univers.

Som på titelnummeret, der over næsten otte minutter får lov til at ulme af sted som en endeløs række af kemiske reaktioner og kontinuerte energiudladninger, hvor støjende guitarer og synthesizere blander sig sammen på postrocket vis.

Mens det desuden i sin stemning og luftige langsomhed bringer tankerne hen på Joy Divisions »Atmosphere«, selv om det ikke skal forstås som en en-til-en-sammenligning.

Og på det nummer, der indledte deres arbejde med denne plade, »K-141 Kursk«, et ti minutter langt støjende stykke om den russiske ubåd Kursk, der forliste i år 2000 med 118 besætningsmedlemmer.

Her bliver vi taget med ned i dybet, med ned i druknedøden, omgivet af metalrester og blodige soldaterkammerater, i en rasen imod maskinen – den konkrete og den magtmæssige. Den maskine, der fører os alle imod undergangen. »None of us can get out,« siger Steen Jørgensen monotont fra et sted langt væk – inden et lidt for episk og traditionelt guitarstykke desværre tager over.

Mørket i et nyt lys

Ligesom det unge danske postpunk- og noise-miljø er et spraglet sted, hvor kunstnerne arbejder sammen på kryds og tværs, og hvor de påvirker hinanden gensidigt i mønstre, der er umulige at kortlægge, har Sort Sol også valgt at slippe tøjlerne og invitere en lang række uregerlige kunstnere med på deres plade. Mest markant med sangerne Chelsea Wolfe og Emily Cripe og med avantgarde-cellisten Okkyung Lee.

Stor langsom stjerne spænder derfor også ganske bredt. Det er ikke udelukkende støj og formløs mørkekunst, og der er blevet plads til deciderede postpunk-baskere som »Nocturnal Creature« og til dels »Life Took You For A Freq«. Numre som også er mørke, men ikke desto mindre melodiske og bundet op på mindre udflydende sangstrukturer.

Ligesom der også bliver plads til de mindre udfordrende, fingerspillede guitarballader, »…Like A Trance Like…« og »A Stroke Of Midnight«, hvor Steen Jørgensen får lov til at brillere i rollen som en dansk version af rockpoeten og punk-crooneren Nick Cave.

Disse numre kommer dog mest af alt til at stå som små lyse frirum, som kaster lys på resten af det mørke, der er på pladen. Men ikke et lys, der får mørket til at forsvinde, det får os nærmere til at se det uundgåelige mørke i et nyt lys.

Med Stor langsom stjerne viser Sort Sol deres kunstneriske mod. De springer med hovedet forrest ud i det ukendte mørke, som truer uden for de sikre sangstrukturer og vante lydbilleder. Og de gør det ikke bare som en øvelse. Thi de har lastet deres himmelskib med sjæl, krop og kulturarv.

Sort Sol: ’Stor langsom stjerne’ (Columbia/Sony Music)

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer