Det er efterhånden ikke den store overraskelse, at Karl Ove Knausgård udgiver en ny bog, for denne udgivelse er hans femte siden efteråret 2015. Til gengæld er det lidt af en nyhed, at den ikke (kun) handler om ham selv.
I anledning af at Munch-museet i Oslo har inviteret Knausgård til at kuratere en udstilling af kunstnerens enorme produktion, lancerer han nemlig også Så mye lengsel på så liten flate, som hverken er et udstillingskatalog eller en monografi, men snarere et essay, hvor Munchs værker åbner for refleksioner over skabelsesakten, menneskets grundfølelser og vejen mod at finde et personligt udtryk.
Bogen falder i tre dele. Den første består af Knausgårds forsøg på at nærme sig kernen i Edvard Munchs praksis gennem tolkninger af en række mindre kendte malerier.
Anden del fortæller historien om, hvordan udstillingen på Munch-museet blev til, og indeholder et længere interview i museets magasin med Stian Grøgaard, som har skrevet en bog, der forholder sig kritisk til Munchs tekniske kunnen.
I tredje del følger vi Knausgård og den norske instruktør Joachim Trier, samt dennes bror Emil, som vil lave en dokumentarfilm, hvor de besøger Munchs hjem i Åsgårdstrand og huset Ekely, hvor han havde atelier.
Tidligere fremstillinger af verden
Så mye lengsel på så liten flate handler om alt det, der er mellem os, og det, vi ser: de kulturelle forestillinger, som vi er blinde for, fordi vi lever midt i dem, og alle de tidligere fremstillinger af verden, som har været med til at forme vores blik på en bestemt – og for os selv ofte uigennemskuelig – måde.
Både udstillingen og bogen drives af et ønske om at befri Munchs malerier fra disse fastgroede forestillinger og fortællinger: »Den ikoniske ’Munch’ tar lett bort livet fra bildene, den biografiske 'Munch' tar lett bildene bort fra livet«, som det hedder et sted. Fortroligheden ved at have set Munchs malerier så mange gange »strider mot deres grunnleggende karakter, som er den motsatte av fortrolighet, nemlig fremmedhet«, hvilket betyder, at nogle af hans mest kendte billeder, såsom Skrik, »på sett og vis er ødelagt for oss som kunstverk«.
Ved at forholde sig til værker, der ikke er kanoniserede, vil Knausgård opløse forestillingen om Munch som maler af ikoniske enkeltbilleder, og i stedet rette fokus mod den livslange skabelse.
Det giver anledning til vældig fine beskrivelser af den kunstneriske proces som et vedvarende forsøg på at løse problemer og på at forholde sig til »maleriet før maleriet«, et begreb, Knausgård henter hos den franske filosof Gilles Deleuze: »det som alltid er der på forhånd, og som allerede før maleriet er påbegynt står mellom maleren og motivet, er på den ene side klisjeen, med alt hva den innebærer, på den andre siden muligheten, med alt hvad den innebærer […] maleren går inn i bildet nettopp fordi han vet hva han ønsker å gjøre, men ikke hvordan han skal gjøre det, og den eneste veien til den vissheten går gjennom bildet og ut av det«.
I sine udlægninger prøver Knausgård at leve sig ind i de problemer, Munch måtte løse for at skabe de billeder, han forestillede sig, men som der ikke fandtes et kunstnerisk udtryk for i samtidens konventioner – en kamp, han betegner som splittelsen mellem »uttrykksviljen og uttrykksmidlet«.
For vage sammenligninger
Denne splittelse forplanter sig til resten af bogen. For hvad stiller man op med en kunstner, der har lavet 1789 malerier af svingende kvalitet, hvis mest kendte værker næsten udelukkende stammer fra et enkelt årti relativt tidligt i hans karriere, og som i de sidste år stort set kun malede upåfaldende motiver fra sit lokalområde?
Bogens styrke er, at tvivlen og splittelsen forbliver tydelig hele vejen igennem, og at de bruges som nye måder at nærme sig Munchs kunst på. Samtidig er den dog også præget af en hel del gentagelser, som når Knausgård gang på gang betoner, at »Munchs store begavelse lå i hans evne til å male ikke bare det blikket så, men også det blikket var ladet med«.
Det er heller ikke uden problemer, når forfatteren prøver at bygge bro mellem Munch og andre kunstnere: Ved at holde Skrik op mod Hamsuns Sult når han frem til væsentlige aspekter af dem begge, mens sammenligningerne med Joachim Trier, fotografen Stephen Gill samt malerne Anna Bjerger og Vanessa Baird er anderledes vage og søgte; her forsvinder Munchs særegne træk simpelthen bag de generelle fællesnævnere.
Mens første del er søgende og associativ, når Knausgårds skrift bevæger sig fra det ene maleri til det andet, bliver den for løs i bogens slutning, hvor samtalerne med Trier-brødrene sjældent hæver sig over famlende tilnærmelser.
Så mye lengsel på så liten flate er således bedst i de afsnit, hvor den går helt tæt på Munchs malerier, og forfatteren ikke kun dvæler ved skabelsesaktens iboende splittelse, men også ved sit eget ambivalente forhold til fænomenet Munch.
Karl Ove Knausgård: Så mye lengsel på så liten flate. 234 sider, 349 norske kr. Forlaget Oktober
