Nogle ganske få teaterforestillinger kan få voksne til at juble lige så højt som børnene. Et af disse sjældne hits er Tamme tigre findes ikke af Frøken Fracasos Kompagni. Da forestillingen spillede i Menighedshuset i Sønderborg under weekendens Aprilfestival, kom publikum nærmest i ekstase. Her var en afvæbnende humor, der fik rummet til at svinge, som om det havde fået et dask af en rigtig tigerpote.
Frøken Fracaso-skuespillerne Anna Panduro og Maja Skovhus Rehøj har skabt deres tigerforestilling ud fra en fascination af den legendariske, amerikanske tigertæmmer Mabel Stark (1889-1968). De to Fracaso-frøkener gennemlever historien om Mabel Starks liv fra start til slut. Men de har et glimt i øjet, så også børnene kan forstå, hvornår deres ord bare er overdrivelser og ønsketænkning.
Rejse væk med cirkus
Tamme tigre findes ikke dyrker lysten til at rejse væk fra det kedelige, borgerlige liv og følge med cirkus.
»Dengang da døde de hele tiden – de døde og døde og døde,« som Anna Panduro smilende forklarer det. Sådan var det bare i gamle dage i Amerika. Så ungerne kan da sagtens forstå, at Mabel Stark lister sig væk og gemmer sig i en cirkustogvogn om natten – uden at ane, at den er fyldt med tigre. Pointen er bare, at hun ikke bliver bange, da hun stirrer hun den forreste tiger ind i de store katteøjne. Nej, hun smiler lykkeligt. Og så siger hun:
»Jeg havde aldrig nogensinde set noget så smukt.«
Vend aldrig ryggen til
Denne cirkusforestilling er spas og klovneri i bedste groteske, franske ’buffon’-stil, hvor alt er overdrevet – og hvor alt udgår fra klovnens flabede nysgerrighed. Det er også musikalsk teater med en intuitiv lethed, endda med de to spillere som muntre musikere på harmonika og klarinet.
Det er instruktøren Alex Byrne, der har fået de to kvinder til at funkle. Anna Panduro har spilopper i øjnene og pelstrængende hænder, når hun spiller den frihedselskende Mabel Stark med strutskørt og løvetæmmerlæderhue – og når hun filtrer sig ind i sin egen tigertæmmerpisk.
Maja Skovhus Rehøj har moralen flettet med ind i det stramt opsatte hår som den strenge tante, som pigen flygter fra. Det morsomme er, at Maja Skovhus Rehøj også har rollen som den barske tigertæmmer, der udsteder seje ordrer bag et påmonteret, kulsort overskæg og hen over sine mange rovdyrar på armene. Altså ham, der lærer Mabel Stark aldrig at vende ryggen til en tiger.
Men det kommer denne pige selvfølgelig til at gøre. Lige midt i cirkusmanegen, som scenografen Marie Rosendahl Chemnitz har skabt i en sjov, karikeret miniudgave med farvede lamper og et rødthvidt forhæng – og en flok af kæmpestore legetøjstigre, der slænger sig rundt langs manegekanten med slyngede haler. Resten foregår nemlig i tilskuernes fantasi.
’Blondine næsten spist af tiger,’ lyder en af de imponerende avisoverskrifter, som Mabel Stark skaffer til sit velsælgende cirkus. Og både børn og voksne gyser, når de hører om, hvordan en klo rammer hende i ryggen og river til. Men som Mabel Stark siger det:
»Hvis man kan få folk til at gå fra skrig og rædsel til jubel, så har man virkelig fat i noget.«
Frihedslængsel
Vilddyr er ikke længere tilladt i cirkus. Men myterne om fortidens dyretæmmere skal nok have fået nogle til at spekulere over, hvordan man egentlig ser ud i øjnene, når man lige har haft hovedet inde i munden på en tiger.
Dette tigerblik afsløres nu med uimodståelig humor af Frøken Fracasos Kompagni. Samtidig bliver tigerfascinationen koblet sammen med en ukuelig frihedslængsel. For denne tigertæmmertøs elsker netop sine tigre, fordi de ikke kan tæmmes. Hvilket må siges at være en fornøjelig pointe; ikke mindst for de de 7-11 årige, der bruger kræfterne på at underlægge sig skolens regler.
Men sådan er det at være gæst hos Frøken Fracasos Kompagni: Her er højt til loftet i teltet – og tigrene er med til fest!
’Tamme tigre findes ikke’. Tekst: Holdet. Iscenesættelse: Alex Byrne. Scenografi: Marie Rosendahl Chemnitz. Varighed: 55 min. Aldersgruppe: 7-11 år. Frøken Fracasos Kompagni. Turné, bl.a. 15-17. september i Horsens Teaterfestial samt 20. oktober på Kulturværftet i Helsingør og 21. oktober 2017 på Kalundborg Bibliotek