Læsetid: 5 min.

Twin Peaks viser et distraheret, dæmonisk, gennemindividualiseret USA

Specialagent Dale Cooper og The Log Lady. The Black Lodge, sort kaffe og ufortyndet ondskab. Twin Peaks er tilbage i vores stuer. Stemningen er ikke den samme, men mareridtet lever i bedste velgående. Faktisk vildere – og mere virkeligt og politisk – end nogensinde før
25 år er gået. Alt er ikke som det plejer i den lille by i Washington State. Specialagent Dale Cooper har været forsvundet i alle disse år. Roden Bobby – der var kæreste med den myrdede Laura Palmer – er blevet politibetjent. Og folk kan finde på at drikke café latte

25 år er gået. Alt er ikke som det plejer i den lille by i Washington State. Specialagent Dale Cooper har været forsvundet i alle disse år. Roden Bobby – der var kæreste med den myrdede Laura Palmer – er blevet politibetjent. Og folk kan finde på at drikke café latte

HBO Nordic

23. maj 2017

Jeg havde mareridt om Twin Peaks natten til onsdag i sidste uge. Ikke så mærkeligt. Ingen tv-serier har haft det greb om mig og formentlig resten af det folk, der svælgede – og druknede – i den dengang i begyndelsen af 90'erne. En sort spejling af menneskelige relationer, dunkle drifter, undertrykt angst og den universelle kamp mellem mørket og lyset.

Nu er David Lynch og Mark Frosts spritnye tredje sæson af serien endelig begyndt. Som et nervøst traumebundt, og med bankende hjerte stod jeg op klokken fem mandag morgen for at se de fire første afsnit. Og jeg er stadig paf over det, jeg overværede. Følelsen af kompromisløshed var noget af det første, der ramte mig. Ikke kun på grund af seriens kompleksitet og mystik, men også tempoet.

Et eksempel: Dr. Lawrence Jacoby – ham med det blå og det røde brilleglas – sidder i det fri i skoven og sprayer skovle med guldmaling. Fem af dem. En efter en kører de i et sindrigt snoresystem hen foran ham. Han sprayer dem en efter en. Så bliver de vendt rundt, og han sprayer dem på den anden side. En efter en. Scenen varer to minutter.

Langsomheden er nærmest provokerende i den – med hysterisk spænding – ventede nye sæson, Twin Peaks – The Return. Og tilbage, det er vi. Men som med floden i konstant forandring kan vi naturligvis heller ikke træde ned i det samme Twin Peaks én gang til.

Dale Cooper er tilbage

25 år er gået. Vandfaldet ved The Great Northern-hotellet rumler ufortrødent videre. Politibetjent Andy er lige så meget en debil udgave af Tintin som altid. Og The Log Lady får stadig beskeder fra sin brændekævle.

Men samtidig er alt ikke som det plejer i den lille by i Washington State. Specialagent Dale Cooper har været forsvundet i alle disse år. Roden Bobby – der var kæreste med den myrdede Laura Palmer – er blevet politibetjent. Og folk kan finde på at drikke café latte.

Det hele begynder med Dale Cooper og kæmpen, der før har ladet ham vide, at uglerne ikke er, hvad de ser ud til at være. »Agent Cooper. Listen to the sounds. It is in our house now,« siger han. Og vi ved, hvad han mener.

Vi ved, at det refererer til den – efter min bedste overbevisning – mest brutale afslutning på en serie i tv-historien. Dale Cooper, FBI-agenten, zen-sporhunden og kaffe-fetichisten, går i slutscenen på toilettet. Smadrer sit hoved mod spejlet, så det bløder fra hans pande. Han griner og siger: »How’s Annie, how’s Annie.« Det er navnet på hans udkårne, som han havde forsøgt at redde ud af det mystiske The Black Lodge. Tilsyneladende forgæves. Nu ler han bare. Nu er han ondskaben selv. Den reneste godhed negeret.

En ny fortællestil

25 år senere. Og så meget har forandret sig, også fortællemæssigt og æstetisk.

Så meget ligger fast: Der bruges langt mindre musik i den nye sæson. Scenerne er nogle gange knusende langsomme. Der er ikke samme glimt i øjet i serien. Ej heller så mange skift mellem genrer og genrepasticher, mellem horror, drama, krimi, (sort) komedie, soap opera og 50'er-ungdomsfilm. Tonen er mere desillusioneret, mindre legende, charmerende, morsom, ja, mindre nostalgisk. Og dét på trods af, at der en hilsen til motorcykelrebellen Marlon Brando i The Wild One (1953), som de to tidligere sæsoners James Hurley er blevet så flittigt sammenlignet med.

Billedkvaliteten og -formatet er højmoderne HD widescreen. Og vi er – i stærk kontrast til de to oprindelige sæsoner – på et væld af locations uden for Twin Peaks. I Las Vegas, New York, i sovebyer. Volden er mere eksplicit, og der er også sex, endda fuld frontal nøgenhed (takket være den fraværende censur på kabel-tv).

Og så er der drømmesekvensernes vildskab og betragtelige plads i seriens første fire afsnit. Som om Lynch og Frost forsøger at fortælle os, at forholdet mellem virkelighed og drøm – eller mareridt – har forskudt sig i vores tid. Og der er en friskhed og frihed i Lynchs leg med irrationalismens sprog, som er slående.

Eksempel: Dale Cooper falder fra The Black Lodge og ned i et lilla belyst betonrum, ned på en slags enorm terrasse. Han træder ind i et rum, hvor en kvinde venter ham. Hun har fået øjnene syet til med hudlapper. Han går frem mod hende. Så begynder scenen lige som at hoppe frem og tilbage, som om der er nogen, der spoler lidt ubeslutsomt, to skridt og så et tilbage i scenen. Som om nogen har overtaget din remote og dermed kontrollen over dine medievaner.

Og måske vil Lynch og Frost også udfordre os på zapperbevidstheden og tempoet i vores liv og i vores medieforbrug. Man tvinges til at slå sig til ro i langstrakte, nogle gange ordløse scener, som man hele tiden venter på, at der klippes væk fra. Fordi vi er vant til en helt anden stram fortælleøkonomi.

I Twin Peaks – The Return er fortællingen også i stemningen og i miljøerne. Vi får tid til at fantasere og indånde atmosfærerne, i stedet for som i de fleste moderne tv-serier at fokusere på konstant plotudviklende dialog og handling.

En politisk åbning

Jeg skal ikke gå yderligere ind i plottet, blot lade jer vide, at dets tråde bliver stadig mere sammenfiltrede og komplekse. Og at man kan mærke, at Mark Frosts The Secret History of Twin Peaks fra tidligere i år kan læses som en opvarmning til serien. Faktion-romanens 200 års egnshistorie og konspirationsteorier spøger, ja, serien kan mere end nogensinde ses som en undersøgelse af et USA, der udsuger sine naturlige såvel som menneskelige ressourcer. Et distraheret, dæmonisk, gennemindividualiseret USA.

Og Lynchs film Lost Highway, Mulholland Drive, Inland Empire, Blue Velvet og Eraserhead synes at gennemvæve de første fire afsnit, ja, de ekspanderes endda. Underverdenen, underbevidstheden, det fortrængte er også teknologisk nu, og fra stikkontakterne er der adgang til andre dimensioner.

Mens den oprindelige Twin Peaks godt kunne opleves som undersøgelsen af kampen mellem det gode og det onde i et lukket, sært nostalgisk univers, så åbner Twin Peaks – The Return op og ud mod en neoliberal virkelighed. Det er en politisk åbning.

Men det sker med skruen sikkert i vores kollektive underbevidstes dunkle vande. Dérnede hvor vores traumer fra de to første sæsoner også svømmer, nu genoplivet i moderne nådesløst lys. Man gisper efter vejret undervejs.

'Twin Peaks – The Return'. – Instruktion: David Lynch. Manuskript: Mark Frost & David Lynch. Amerikansk. Episode 1-4 kan ses på HBO Nordic nu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Dorte Sørensen
  • Henrik Rude Hvid
  • ulrik mortensen
Niels Duus Nielsen, Dorte Sørensen, Henrik Rude Hvid og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Tyk syre. Efter min mening lige så morsom som serie 1 og 2, dog er humoren måske endnu mere underfundig. Scenen med Lucy og Harrys søn, som viser sig at være en retorisk klon af afdøde oberst Garland, er ubetalelig.

Men det er rigtigt, at musikken ikke spiller den samme rolle, og det er lidt ærgerligt, men fred være med det.