Læsetid 5 min.

1937 var et bedragerisk stille år i Berlin, hvor nazificeringen af hverdagen planmæssigt skred frem

Berlins bymuseum sætter fokus på år 1937 i en udstilling, der uudtalt peger frem mod nutidens retsstatsforagtende tendenser
I Berlin i 1937 var den nazistiske ideologi for alvor begyndt at infiltrere det offentlige rum. Byen var pyntet med hagekors og bybilledet præget af uniformerede civilister fra blandt andet Hitlerjugend.

I Berlin i 1937 var den nazistiske ideologi for alvor begyndt at infiltrere det offentlige rum. Byen var pyntet med hagekors og bybilledet præget af uniformerede civilister fra blandt andet Hitlerjugend.

Ritzau Foto
3. juni 2017

Det gik jo fremad. Der var job, brød, folkefester og råd til en radio langt ned i middelklassen. Optøjer var der derfor ikke udsigt til i Berlin i 1937.

Byen forblev også rolig, da lavtflyvende bombefly i september 1937 efterlod rygende ruiner og mennesker på flugt mod det nærmeste beskyttelsesrum. Det var nemlig kun en øvelse – for at berolige befolkningen ville regimet vise, at man skam havde overvejet alle eventualiteter. Så slem er en lille krig jo heller ikke.

Hverdag før stormen

Scenerne fra krigsøvelsen er et af de få dramatiske nedslag i udstillingen Berlin 1937 - i morgendagens skygge, som vises resten af året i de hvælvede kælderrum under Berlins bymuseum, der stadig går under det støvede navn Märkisches Museum.

Men hvorfor 1937? Ved siden af 80-året er det i historieskrivningen et »bedragerisk stille år«, som bymuseets nye direktør, Paul Spies, har formuleret det.

I 1936 holdt Berlin det store propaganda-OL med global bevågenhed, og i 1938 gik nazisternes vanvid åbenlyst løs med Krystalnatten og anneksioner, som varslede Holocaust og verdenskrig. 1937 er derimod ofte overset. Netop derfor egner året sig perfekt til at tegne et billede af, hvordan nazistisk ideologi og praksis på hverdagsplan sivede ned i alle aspekter af det private og offentlige liv i den metropol, som nazisterne ellers hadede.

Ufiltreret Fører-fascination

Resultatet er både glimrende og knugende. For når det handler om 1937, ser vi som tilskuere selvfølgelig det hele i skyggen af de efterfølgende års rædsler.

De udstillede objekter er sjældent spektakulære eller larmende i sig selv, men hver for sig har de næsten alle sammen en rystende virkning. Man kan få lov til at bladre digitalt i et familiealbum, hvor amatørfotografens ufiltrerede fascination af Mussolinis besøg og den hagekorspyntede by står side om side med hyggelige familiebilleder fra parken. Måske ikke lige den park, hvor de første særskilte bænke for jøder stod, men vi ved, at de kom i Berlin netop i 1937. Uvægerligt spørger man sig selv, om menneskene på billederne ikke bare har en lille anelse om, hvad der venter dem, om de ikke burde have opfanget signalerne?

Det offentlig rum havde allerede ændret sig markant i 1937. Det gælder rent visuelt og æstetisk, hvor f.eks. de moderne Bauhaus-skrifttyper blev erstattet med nazisternes gotisk-nostalgiske skrifttyper, mens den mere kortbenede 20'er-mode endegyldigt forsvandt i et bybillede, der blev mere og mere præget af uniformerede civilister fra Hitlerjugend over SA til Deutsche Arbeiterfront. Og det gælder det mentale offentlige rum, der efterhånden var ophørt med at være et politisk rum – ikke mindst på grund af frygten for stikkere.

Brutale og subtile brud

Med udbredelsen af blonde mannequiner oplever man i udstillingen den gennemgribende arisering, og vi følger ekspropriationen af jødisk ejendom og de berlinske jøders fortvivlede kamp for at skabe nye selskabsformer, der kan sikre deres livsværk mod at blive revet i stykker med et nazistisk pennestrøg.

Hverdagsterroren rakte langt ind i livet i familier og vennekredse. Alligevel får man med udstillingens mange hverdagsgenstande og -billeder et blik for, at afkodningen af nazisternes omvæltninger ofte krævede et skarpt blik. Bruddene er tit subtile, og man kan tage sig selv i at trække på skuldrene og tænke, at netop dette eller hint perspektiv da ikke kan have gjort den store forskel. Med andre ord havde man i 1937 måske heller ikke selv opfanget signalerne og forstået deres omfang.

Berlin 1937 viser blandt andet, hvordan både samfundsøkonomien og hverdagen blev præget af nazisternes tiltag for at få kvinderne væk fra arbejdsmarkedet og hjem til kødgryderne. Nazisternes ’økonomiske mirakel’ efter den verdensomspændende krise medførte ikke bare nye familiemønstre, men også en stigende mangel på arbejdskraft i en række sektorer.

At Hitlers folk gennemtvang en tysk protektionisme for at dæmpe importen og dermed afhængigheden af udlandet, førte i 1937 til knaphed på en række ikke-tyske produkter. Men det rokkede ikke ved en grundlæggende stemning af fremgang – når bare der er vækst, tager man jo meget med i købet.

Fire år

Mod afslutningen af udstillingen stilles året 1937 i et nyt lys med et af udstillingens højdepunkter. Allerede i 1933 gav Hitler det skæbnesvangre løfte »giv mig fire års tid, og døm os derefter på vores resultater«. I 1937 blev netop dette løfte taget op med en stor berlinsk udstilling om, hvad Føreren faktisk havde opnået af fremskridt, velstand, politisk stabilitet og genoprettelse af tysk ære. Altså alt det, som »14 års marxisme havde ødelagt« i løbet af Weimarrepublikken.

Med de fire år i baghovedet spørger man uvægerligt sig selv, hvor mange år nutidens autokrater og kampnationalister skal bruge til at trimme deres nationer til ugerninger. I det perspektiv er en interessant hovedpointe i udstillingen, at livet i 1937 ikke var gennemnazificeret af propaganda. Først og fremmest var alle kritikere derimod gjort mundlamme. Der var fint plads til f.eks. kunst og film, som ikke tog kritisk stilling til det politiske – bare det var ufarligt nok. Nazisternes omvæltning kom således især i kraft af det, som folk ikke så.

I samme linje er det selvfølgelig ufatteligt at se propagandablade fra 1937, såsom Der Stürmer, der under sloganet »Ugeblad for kampen om sandheden« viste karikaturer af de jøder, der »er vores ulykke«. Men endnu mere ufatteligt er det at læse, hvor hurtigt de fleste medier underkastede sig nazisternes krav og virkelighedsbillede og smed næsten al kritisk sans over bord.

Udstillingsteksterne (på tysk og engelsk) er komprimerede og let tilgængelige med mulighed for digitalt at læse videre ved næsten alle stationer. Symbolske genstande afveksler med billeder og lyd – f.eks. er der både oplæsning af passager fra den jødiske filolog Victor Klemperers berlinske dagbogsoptegnelser, der virker som en ufattelig seismograf for tidens tendens, og fra Goebbels’ ditto, der giver friske statusopdateringer på jødeudrensningerne i Berliner Philharmonien.

På billedsiden giver fotografen Harry Croners by- og hverdagsbilleder et fænomenalt indblik i Berlin anno 1937. I en af stationerne er der endda indbygget en spejleffekt i skærmen, så man som tilskuer selv bliver en del af bybilledet og folkemængden. Pointen kræver vist ikke yderligere forklaring, men effekten sidder lige i skabet og trækker ikke bare tilskueren ind i år 1937, men trækker også år 1937 ind i samtiden.

Nazisammenligninger er for det meste meningsløse og fører hurtigt til både dum og farlig historiemetafysik. Ligesom selve udstillingen selvsagt ikke gør det, ville det heller ikke her være på sin plads at svinge med konkrete nazikøller, som flere besøgende ellers har gjort det i udstillingens gæstebog.

Men det er svært at se den glimrende udstilling uden at spørge sig selv, hvad nutidens mange stærke, retsstatsforagtende mænd kan udføre på fire år. I sin samtid kan man dårligt se sig selv i morgendagens skygge. Men man kan stadig lære af historiens måske dunkleste skygge, som for alvor begyndte at trække hen over Berlin i 1937.

’Berlin 1937 - Im Schatten von Morgen’. Märkisches Museum Berlin, åben tirsdag til søndag frem til 14.01.2018. Hele udstillingen er tekstet på tysk og engelsk. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Erik Jakobsen
    Erik Jakobsen
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Jakob Lilliendahl
    Jakob Lilliendahl
  • Brugerbillede for Kristen Carsten Munk
    Kristen Carsten Munk
  • Brugerbillede for Carsten Mortensen
    Carsten Mortensen
  • Brugerbillede for kenneth jacobsen
    kenneth jacobsen
  • Brugerbillede for Einar Carstensen
    Einar Carstensen
  • Brugerbillede for Torben Lindegaard
    Torben Lindegaard
  • Brugerbillede for Grethe Preisler
    Grethe Preisler
Flemming Berger, Erik Jakobsen, Eva Schwanenflügel, Jakob Lilliendahl, Kristen Carsten Munk, Carsten Mortensen, kenneth jacobsen, Einar Carstensen, Torben Lindegaard og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Stof til eftertanke.
Når man ser billedet, må man spørge sig selv, om man havde stået og heilet sammen med alle de andre fjolser, hvis man selv havde været i Berlin i 1937 - eller endnu værre, stået oppe på trappen.

Brugerbillede for Torben Ernst
Torben Ernst

Verdensbefolkningen burde spørge sig selv,om det er muligt,at historien vil kunne gentage sig,uanset hvem der hylder hvad,elle om det er et udtryk for menneskets begrænsninger, ikke at kunne styre uden det Gudelige ?
Om det har hjulpet mennesket,at vi får informationer fra det meste af kloden,og de forfærdelige ting der sker ?
Er vi blevet klogere,trods det at vi denges ind i informationer, om sult krige,flygtninge,krænkelser at menneskerettigheder, menneskeskabt forurening, som hvis vi ikke gør noget, er ved at udradere,den form for liv som vi kender?
Om der vil være nogen vindere,eller om vi alle ender som tabere,det ville være være værd at vide?
Der er intet der overgård Kærligheden,nedstekærligheden!
Skulle vi selv flygte fra forfølgelse,krige,hvor skulle vi flygte hen?
Hvorfor deltager vi som et kristent folk,i ugudelige krige,da krige er ugudelige?
Uanset hvilket trossamfund,man tilhøre ,Muslimsk,Katolst,kristent,så er de alle,bud fra skaberen,til mennesket,og er gevet til alle !
Har vi vendt os væk fra Skaberen. GUD ALLA EVAMARI,OG FORSTÅR IKKE AT VI ALLE ER DET SAMME,BLOT MED FORSKELLIGE TILBEDELSESFORMER TIL SKABERENS BUD,PÅ DET PAREDIS SOM HAN HAR BEBUDET?
DER ER INTET DER OVERGÅRD DEN KÆRLIGHED SOM KOMMER FRA SKABEREN!
FRED NEDSTEKÆRLIGHEDEN,FOR HINANDEN,UANSET HVOR VI KOMMER FRA!
ET MENNESKE ER ET MENNESKE, UANSET HVOR DET KOMMER FRA.

Brugerbillede for Jakob Lilliendahl
Jakob Lilliendahl

Mon forfatteren mener: Men det er svært at se den glimrende udstilling uden at spørge sig selv, hvad nutidens mange stærke, retsstatsforagtende mænd og kvinder kan udføre på fire år.

Med mindre alle kvinder er uskyldige selvfølgelig, sådan pr definition.. Jeg kan da ellers komme i tanke om et par stykker der tilsyneladende har styr på både 30'er-æstetikken og retorikken..

Brugerbillede for Peter  Hansen
Peter Hansen

Den der ikke kender sin historie, er dømt til at se den gentaget...

Citat: Men endnu mere ufatteligt er det at læse, hvor hurtigt de fleste medier underkastede sig nazisternes krav og virkelighedsbillede og smed næsten al kritisk sans over bord...

Overstående minder lidt om journalistikken i Putin Rusland og sikkert også snart i Tyrkiet...

Brugerbillede for David Henriksen
David Henriksen

Nazisternes skriftstyper? Jeg må le. Ganske normalt tysk gotisk som hænger på ikke så få tyske banegårde selv den dag i dag. Bare fordi man tit har set skrifttypen i forbindelse med billeder af nazister betyder det bestemt ikke at det er indført af dem. Klap lige hesten.

Brugerbillede for Odin Rasmussen
Odin Rasmussen

"It is false to regard or describe the so-called Gothic typeface as a German typeface. In reality the so-called Gothic typeface consists of Schwabacher-Jewish letters. Just as they later came to own the newspapers, the Jews living in Germany also owned the printing presses when the printing of books was introduced and thus came about the strong influx into Germany of Schwabacher-Jewish letters..."
M. Bormann (English Translation)