Det er overraskende, at den verdensberømte kinesiske kunstner og aktivist Ai Weiwei indvier et kunstværk i Danmark i forbindelse med FN’s internationale flygtningedag den 20. juni.
Så sent som januar 2016 trak han sig ud af Aros’ gruppeudstilling A New Dynasty – Created in China i protest mod Folketingets vedtagelse af den omstridte ’smykkelov’.
Episoden er et skoleeksempel på, hvordan kunstneren Ai Weiwei er en mester i at bruge sin aktivisme og indflydelse som kulturperson til at sætte fokus på politiske og sociale problemstillinger. Nogle gange endda med livet som indsats: I 2011 blev han fængslet i 81 dage og fik frataget sit pas af de kinesiske myndigheder som en direkte konsekvens af hans vedvarende kritik af det kommunistiske styre.
Først i 2015 ophørte Weiweis husarrest i Kina, og han har siden boet i Europa, hvor især flygtninge- og asylpolitik har ligget ham på sinde.
Nu er han så alligevel tilbage i Danmark med installationen Soleil Levant, der netop sætter fokus på Vestens håndtering af flygtningekrisen og mere specifikt de bådflygtninge, der tager den risikofyldte rejse over havet i håbet om at nå Europa. Værket består af flere end 3.500 redningsveste indsamlet fra bådflygtninge på den græske ø Lesbos, som nu barrikaderer hele Charlottenborgs vinduesparti ud mod Nyhavn.
De farverige redningsveste i skrigende orange, blå og rød danner en monumental og iøjnefaldende installation, der umiddelbart er overvældende, skræmmende og foruroligende.
Et politisk troldspejl
Da jeg går langs kanalen ved kunsthallen, er kontrastvirkningen mellem Nyhavns puttenuttede postkort-Danmark på den ene side og redningsvestenes barske politiske og sociale virkelighed på den anden side slående.
Som et troldspejl holder Ai Weiwei sit facadeværk af redningsveste op over for Nyhavns pastelfarvede flader: Glansbilledet par excellence på den nationale selvforståelse kontrasteret af dens latente skyggeside.
Kanalen trækker en symbolsk skillelinje af vand mellem de to kontrasterende virkeligheder. Installationens spraglede redningsveste nærmest forvrænger og modsvarer Nyhavns polerede facader på den anden side af kanalen.
Men selv om Ai Weiweis stedsspecifikke installation har denne interessante dialog med og imod sine arkitektoniske omgivelser, er der også noget grundlæggende foruroligende ved dens monumentalitet.
For som gigantisk, næsten patchwork-lignende facadeværk synes værket at blive ’fladt’ både i overført og konkret forstand: Installationen indbyder til, at man i højere grad oplever de mange redningsveste som et farverigt, abstrakt maleri end den kropslighed, de mange tusind redningsveste umiddelbart refererer til.
Her bliver installationens titelreference til Claude Monets berømte maleri Impression, Soleil Levant fra 1872 interessant.
Redningsveste-indtryk
For hvorfor egentlig referere til impressionisten Monets berømte maleri »Impression, Soleil Levant« (»Indtryk, Solopgang«, red.), der særligt er kendt i kunsthistorien for at have givet navn til impressionismen?
Et maleri, der viser en diset industrihavn ved solopgang med to små fiskerbåde i forgrunden og en lysende, orange solopgang som maleriets centrale fikspunkter. Ifølge formidlingsteksten er der tale om en lignende kunstnerisk intention: Ligesom Monet skildrer sin samtids sociale virkelighed og industrialiseringens hastige forandringer, skildrer Ai Weiwei sin politiske og sociale samtid.
Men ud over denne noget overordnede parallel er der også formmæssige ligheder på tværs af de to værker.
Sammenfaldet i motivet af havnen som politisk og social scene samt farveholdningen i blå, rød og orange er påfaldende, men selve den impressionistiske malemåde er også interessant her.
For ligesom Monets impressionistiske maleteknik bevirker, at billedet peger på malerens hastige penselstrøg i lige så høj grad som det motiv, de skildrer, så får Ai Weiweis installation en lignende ’fladevirkning’, hvor redningsvestenes spraglede masse peger på den spektakulære form frem for den bagvedliggende politiske og sociale virkelighed.
De tusindvis af redningsveste bliver som små, flygtige penselstrøg i Ai Weiweis kunstneriske vision, hvis farver samler sig til en æstetisk indbydende, abstrakt overflade. Og ligesom fiskerne i Monets maleri reduceres til et par forenklede, silhuetagtige penselstrøg, gemmer bådflygtningenes konkrete, personlige fortællinger sig bag denne grandiose facade ud mod Nyhavn.
Forstår vi konsekvenserne af flygtningekrisen bedre på et rent menneskeligt eller følelsesmæssigt niveau i mødet med et monumentalt værk som Soleil Levant?
Eller synes denne anonymiserede, overvældende repræsentation snarere at lægge sig i forlængelse af mediebilledets skildringer af overfyldte både, massive folkevandringer og andre anonyme ’flygtningemasser’?
Spektakulære masser
Installationens repræsentation af spektakulære mængder og masser er en tilbagevendende kunstneriske strategi for Ai Weiwei.
I 2008 skabte han eksempelvis en installation med 9.000 skoletasker, der symboliserede de mange skolebørn, der mistede livet under jordskælvet i Sichuan-provinsen, og i 2010 fyldte han Tates gigantiske turbinehal med millioner af håndlavede porcelænsfrø af kinesiske arbejdere til kæmpeinstallationen Sunflower Seeds.
Ai Weiwei har samtidig i stil med Soleil Levant indhyllet søjlerne på Berlins koncerthus i 14.000 redningsveste fra Lesbos, og skabt installationen F Lotus af 1.005 redningsveste i Wien i 2016.
Det er, som om uanset hvilket politisk emne der måtte være tale om, så kan Ai Weiwei få et storslået, Instagram-venligt samtidskunstværk ud af det. Spørgsmålet er, om det monumentale formsprog er det bedst egnede til at sætte fokus på temaet omkring Europas bådflygtninge og flygtningepolitik?
Ai Weiwei synes netop at famle, i forhold til hvordan man kan repræsentere flygtningekrisen på en etisk ansvarlig måde: Sidste år kom han i uføre, da han, fuldstændig tonedøv over for sine egne privilegier, poserede i et fotografi som Alan Kurdi, den druknede syriske flygtningedreng, der skyllede op på Tyrkiets kyst.
Til et arrangement på Berlins Filmfestival sidste år opfordrede han i lignende stil de celebre gæster til at posere til et fællesfoto indhyllet i de metalliske nødtæpper, man bruger til bådflygtninge.
Den gestus det er at indsamle brugte redningsveste fra Lesbos, med al deres aura af menneskelig nød og lidelse, og udstille dem med udsigt til Nyhavn, er på den ene side en spektakulær gestus, der sætter denne humanitære krise centralt på landkortet.
Men Nyhavn, som Københavns absolutte turistcentrum, leder også hurtigt tankerne hen på ’kriseturisme’, hvor turister og andre forbipasserende på første hånd kan opleve noget ’autentisk’ uhyggeligt og forfærdeligt, som vi alligevel kan glæde os over at blive konfronteret med i et så velkendt, smukt og let aflæseligt formsprog.
Spørgsmålet er, hvem sådan et værk kommer til gode?
Ai Weiwei. ’Soleil Levant’. Kunsthal Charlottenborg. Nyhavn 2, 1051 København K. Indtil den 1. oktober 2017
