Læsetid: 3 min.

Bøvl med bandagerne

Universals Dark Universe får en skidt start med Alex Kurtzmans rodede og ujævne ’The Mummy’, der har Tom Cruise og nogle beskidte bandager i hovedrollen
Tom Cruise og Annabelle Wallis bekæmper sure mumier og andet skidt i Alex Kurtzmans ’The Mummy’. Foto: Universal Pictures

Tom Cruise og Annabelle Wallis bekæmper sure mumier og andet skidt i Alex Kurtzmans ’The Mummy’. Foto: Universal Pictures

9. juni 2017

Det er ikke, fordi jeg ikke forstår den chef hos Universal Pictures, der misundeligt kiggede på den økonomiske succes, som Marvel/Disney og DC/Warner Bros. havde med deres superheltefilm og sammenhængende universer, og tænkte: ’Sådan ét må vi også have, og det skal hedde Dark Universe.’ Nej, det, jeg ikke forstår, er, hvorfor man hos Universal ikke forsøgte sig med nogle film og et univers, der ville noget lidt andet og mere end alle de andre.

Jeg ved godt, at det i et økonomisk trængt og angstpræget Hollywood handler om dollars og cents, men når man nu vælger at hente alle sine klassiske gyserfigurer – Dracula, Frankenstein og hans monster, den usynlige mand, mumien, Jekyll og Hyde, ulvemanden og uhyret fra den sorte lagune – frem af mølposen, hvorfor gør man det så ikke med respekt for deres ophav? Hvorfor vælger man ikke at lave moderne og genuint uhyggelige udgaver af de gamle film i stedet for at lege superhelt med dem?

En af de ting, der gør, at ikke alle, men så mange af Marvel- og DC-filmene fungerer, er, at man har respekt for forlægget, netop de superheltetegneserier, som folkene bag kender og selv har læst som børn og unge, ja, som de sikkert stadig læser og elsker.

Alex Kurtzman, der har instrueret den film, The Mummy, der fra i dag skal kickstarte hele Dark Universe – og er et af dets hovedarkitekter – virker ikke ligefrem som en mand, der kender Universals monsterarv særlig godt. I hvert fald er The Mummy noget værre hø, der ikke kan finde ud af, om den vil være gys, action eller komedie.

Skidesur mumie

Tom Cruise spiller den skruppelløse soldat og fritidsgravrøver Nick Morton, der under dække af islamisternes ødelæggelse af kulturarven i Mellemøstens, stjæler og sælger uvurderlige skatte sammen med sin makker, Chris Vail (Jake Johnson). Men da de finder noget så usædvanligt som en egyptisk mumie i den mesopotamiske ørken, får Nick og Chris både arkæologen Jenny Halsey (Annabelle Wallis), hendes chef, doktor Henry Jekyll (Russell Crowe) og en skidesur, mumificeret egyptisk prinsesse, Ahmanet (Sofia Boutella), og hendes hær af zombier på nakken.

Jekyll, der må tage et hjemmelavet serum for ikke at blive til sit ucharmerende alterego, Mr. Hyde, er leder af et hemmeligt agentur, der holder øje med overnaturlige hændelser verden over – han er den figur, der skal binde Dark Universe sammen – og han har store planer for Nick. Det viser sig nemlig, at vor helt er blevet besat af den onde selv og kan få kræfter som en superhelt, hvilket kan være ganske nyttigt, når man vil bekæmpe ondskaben.

Og sådan buldrer The Mummy uinspireret derudad, mens Tom Cruise skiftevis prøver at være kæk og morsom – hvilket Brendan Fraser med meget større held gjorde i et par mumie-film for snart 20 år siden – se brødrebetynget og plaget ud og skyde og slå og hakke sig ud af den knibe, som den dragende Ahmanet bringer ham i. Men man tror ikke et øjeblik på Nicks forvandling fra gravrøver til anstændigt menneske, og da slet ikke på romancen mellem ham og Jenny.

Uhyggelig er The Mummy heller ikke, og fordi den på én gang forsøger at fortælle en selvstændig historie og lægge fundamentet for Dark Universe, er filmen faktisk også temmelig rodet. Der er for mange ting, som skal fortælles på én gang. 

Det lover med andre ord ikke godt for Dark Universe – som ellers omfatter en Bride of Frankenstein-film instrueret af brillante Bill Condon – men bliver The Mummy en succes, er Universal sikkert ligeglade med, hvad jeg synes.

Det er de i øvrigt nok under alle omstændigheder.

’The Mummy’. Instruktion: Alex Kurtzman. Manuskript: David Koepp, Christopher McQuarrie og Dylan Kussman. Amerikansk (Biografer verden over, også i Egypten)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu