Læsetid: 4 min.

Coltrane-dokumentar er langtfra kosmisk

Et eller andet sted ude i kosmos og dybt indgraveret i musikhistorien lever John Coltrane stadig. Fordi han ikke stoppede ved ønsket om at sprede glæde til sit publikum, men med sine sene plader søgte at udfordre og stille spørgsmålstegn. En sand gigant. Som desværre ikke ydes retfærdighed i ny dokumentar
Et eller andet sted ude i kosmos og dybt indgraveret i musikhistorien lever John Coltrane stadig. Fordi han ikke stoppede ved ønsket om at sprede glæde til sit publikum, men med sine sene plader søgte at udfordre og stille spørgsmålstegn. En sand gigant. Som desværre ikke ydes retfærdighed i ny dokumentar

Reel Pictures

23. juni 2017

Gennem John Coltranes hænder, lunger og mund blev jazzen genopfundet. Han blev født den 23. september 1926 i Hamlet, North Carolina. Voksede op i et hjem, der udover hans mor og far også husede et par bedsteforældre, en tante, en onkel og en kusine. Begge bedstefædre var præster, og Coltrane oplevede fra barnsben en forbindelse mellem musik og spiritualitet. Det skal vi være taknemmelige for.

Men først var musikken et redskab til mental overlevelse. Det skete da alle mændene i hjemmet – faderen, onklen og bedstefaren – inden for kun to år døde.

Siden blev musikken til et fartøj ud i den menneskelige erfaring, men også hinsides. Noget transcendentalt, der tog Coltrane ind i spirituelle territorier og ud i kosmiske abstraktioner. Sun Ship hedder et af hans albummer, indspillet i 1965. Ascension – opstigning – hedder mesterværket udgivet samme år. Og Om hedder et tredje også fra 1965 – opkaldt efter den hellige stavelse i hinduismen. Og med bandmedlemmerne messende tekster fra både den hinduistiske Bhagavad Gita og den buddhistiske Den tibetanske dødebog.

Det er i årene, efter at free jazzen er blevet formuleret, og Coltrane besvarer dens udfordring i et besværgende, vildt forsiret, nogle gange mystisk sprog.

Et sprog, der virker oplagt at hente inspiration fra til en dokumentar om mesteren. Men det sker på ingen måde i Chasing Trane. Bevares, dokumentaren forsøger sig med lidt computergrafisk rumrejse, men det virker fjollet, halvgrimt, nogenlunde lige så uopfindsomt og temperamentløst som dens hovedperson er det diametralt modsatte.

Nærmest ’old skool’ æstetik

Chasing Trane er i sin æstetik en nærmest old skool tv-agtig dokumentar. Masser af talende hoveder i studier med professionel belysning. Masser af arkivklip og koncertoptagelser. Det er cirka dét. Og jeg ville ikke tøve med at fraråde at se denne doku, hvis ikke dens hovedperson var så brillant og nogle af interviewofrene så strålende, herunder faktisk også (i passager) Carlos Santana og Bill Clinton.

Og filosoffen Dr. Cornel West, der sætter Coltranes musikalske afsæt ind i den her kontekst: »Black music was the black respons to being terrorized and traumatized. We’re gonna share and spread some soothing sweetness against the backdrop of a dark catastrophe. That’s black music

Da Coltrane omkring 14-årsalderen slap klarinetten og gik i gang med altsaxofonen, stod vejen åben. Men han blomstrede ikke tidligt. Først i 1949 blev han indrulleret hos Dizzy Gillespie. Og først da Miles Davis tog ham med i sin legendariske 50’er-kvintet, skete der noget.

Miles gav ham plads, men fyrede ham så også, da han tog ham i at fixe heroin. Coltrane tog den kolde tyrker, slap ud af afhængigheden, fik sin vækkelse: »I experienced by the grace of God a spiritual awakening,« fortæller Coltrane selv med skuespilleren Denzel Washingtons stemme i Chasing Trane. »In gratitude I humbly asked to be given the means and the privilege to make others happy through music.«

Så fik han job med Thelonious Monk, og så igen med Miles Davis i slutningen af 1957. Han var tenorsaxofonisten på Miles-storsællerten Kind of Blue i 1959. Ja, i denne periode havde Miles det med at lade Coltrane spille de længste soli.

Skingre skrig

Men han måtte videre ad sin helt personlige sti og dannede sin egen kvartet. Ja, fik store hits med sin 1961-fortolkning af »My Favourite Things« fra musicalen Sound of Music og i 1965 med albummet A Love Supreme.

Men han skulle fortsat videre. Trods sin kristne baggrund skuede Coltrane hinsides religionerne. En af dem kan ikke have ret, for så tog de andre jo fejl, ræsonnerede han. Der måtte være noget over alle religionerne. Hans plader søgte på én gang at lede lytteren mod og realisere et mystisk transcendentalt, nogle gange ekstatisk rum.

Det var noget sværere for publikum at forstå. De udvandrede fra hans koncerter i de senere år, hvor han også blæste saxofonen ud i skingert skrigende territorier. »Coltrane thought it was cleansing and uplifting. People thought it was shrieking,« lyder det i Chasing Trane.

Og så trak virkeligheden alligevel også i ham. Efter brandbombningen af baptistkirken i Birgmingham i 1963, der dræbte fire piger, holdt Martin Luther King en begravelsestale. Og ud fra den og melodien i Kings fraseringer komponerede Coltrane-klassikeren »Alabama«.

Mandens rasen mod kaos

Dette dokumenteres ganske o.k. i Chasing Trane. Men der er også irriterende passager, hvor jazzmusikere taler om, hvor fed Coltrane var – uden at formidle det. Og der er skidte prioriteringer. Især miniportrættet af en intetsigende japansk storsamler af Coltrane-dit-og-dat.

Hvilket skal ses i lyset af, at Coltranes anden og sidste hustru Alice Coltrane ikke får videre plads i Chasing Trane, på anden vis end at hun er moderen til hans børn, hans store kærlighed og, nå ja, pianist i hans nye band. Intet om, hvor forunderlig en musiker hun var i sin egen ret.

John William Coltrane døde 40 år gammel af leverkræft. Et eller andet sted ude i kosmos og indgraveret i musikhistorien lever han stadig. Fordi han ikke stoppede ved ønsket om at sprede glæde til publikum, men kørte over for rødt og begyndte at udfordre og stille spørgsmålstegn i ukendt territorium.

Han udøvede dét, som den amerikanske professor Morse Peckham navngav i titlen på sin 1966-bog Man’s Rage for Chaos. Den kunst, der får det vedtagne til at kollapse – og baner vejen for ny og mere nødvendig eller tidssvarende visdom. Også dét gav han os i sit korte liv. Og dét peger Chasing Trane også ganske fint hen imod.

’Chasing Trane’. Instruktion og manuskript: John Scheinfeld. Amerikansk. (Biografer i København og omegn)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Rehhoff

Gad vide hvor han var endt, hvis han havde levet længere, måske i en ashram med Alice Coltrane, hvorfra de spredte det gode ord. Alice Coltrane havde forøvrigt en søster, Marilyn Mcleod, som arbejdede som sangskriver for Tamla-Motown og var bl.a. med til at skrive en af Diana Ross's store hits "Love Hangover", så det er John Coltranes svigerinde, der har skrevet musikken til "Love Hangover", på en måde er det temmelig kosmisk. Han har også en grandnevø der er DJ/rapper og selvfølgelig kalder sig for "Flying Lotus", som bl.a har arbejdet med Thundercat, der blev anmeldt i den her avis for et stykke tid siden. Så det er en musikalsk familie.