Læsetid: 4 min.

Dengang, der var strejker

René Jacobsens debutroman ’Dengang vi var os’ beskriver den intuitive solidaritet i et arbejderkvarter for 60 år siden – og vemodet over dem, der blev efterladt alene
10. juni 2017

En opgang i Ryesgade på Østerbro i København danner ramme om René Jacobsens debutroman Dengang vi var os.

Romanen er reelt en klassisk kollektivroman, der skildrer tilværelsen fra mange forskellige beboeres synspunkt, og den leverer – især i første halvdel – både en række charmerende personportrætter og en rejse tilbage til dengang, arbejderbevægelsen ikke kun leverede fremskridt og velstand, men også ordforråd og identitet til den personlige livsfortælling.

Sådan ser den tænksomme sømand Niels, hans kone Gerda og deres søn Frank, som udgør romanens centrum, i hvert fald på det. I Niels’ optik findes der to slags mennesker, arbejdere og arbejdsgivere.

Da en storstrejke i 1956 afbrydes af en afstemning blandt arbejderne, reflekterer den skuffede Niels: »Kun sømændene vovede at se et større perspektiv og fortsætte kampen. Men at strejke uden understøttelse eller indtjening gør ondt.«

I romanens realitet udgøres det større perspektiv dog af Niels’, Gerdas og især Franks sociale opstigning, som dog også fylder Frank med vemod og skyldfølelse. Især over for barndomsvennen Per, der hjalp ham, da Frank selv var yngst i ejendommens børneflok, men som han ikke kan nå, da han i 2012 chokeret støder på ham som voksen.

For Frank bliver det hans livs gåde, hvorfor han selv havnede i middelklassen, mens Per er endt som hjemløs. »Ingen bliver efterladt alene,« sagde Per, da Frank som lille blev væk på en udflugt.

Men det blev Per så selv.

Pers skæbne understreger, at romanen udpeger én enkelt frelsesvej for alle romanens personer: at gøre nytte. Stoltheden over arbejdets fællesskab er ens for mænd og kvinder, arbejdere og funktionærer, unge og ældre. Så meget mere smertelig er eksklusionen for dem, der ikke kan være med, som Per, der lider af angst og hører stemmer, men ikke får hjælp.

Agnes Jensen’sk manér

De gode tider hjælpes på vej af kvinderne. Gerda bøjer sig som ung for sin socialistmand Niels’ ønske om ikke længere at bede aftenbøn med Frank. Til gengæld er det Niels, der forstår, at Gerda har brug for et job efter sin kræftsygdom. Den halte Kathy, mor til opgangens smukke tvillingepiger, udvikler på Agnes Jensen’sk manér sin lille forretning, hvor ejendommens kvinder syr handsker i lejligheden, til en blomstrende tekstilbusiness.

Romanen er næsten påfaldende udramatisk i sin loyale skildring af mennesker, der hjælper hinanden, når de kan. Men den åbenbarer også de mønstre, som arbejderkvarterets solidaritet holdt i skak. Nemlig, at også arbejderklassen rummer mennesker, der er mere og mindre livsduelige. Mens Niels og Gerda køber bil og flytter til forstæderne, bliver andre tilbage i Ryesgade eller flytter til endnu ydmygere steder – fordrukne, med personlige nederlag eller psykiske lidelser, der forhindrer dem i at svinge med op i de gode tider. 

Især i første halvdel oplyses romanen af fine indefra-portrætter af Niels, Gerda og opgangens børn. I takt med, at den halvvoksne Frank overtager synsvinklen, gør de mange synsvinkler dog de enkelte persontegninger unødigt sjuskede. Sygdom, utroskab, livskriser overstås i en håndevending, som om forfatteren er bange for ikke at få det hele med.

Dermed ligner romanen i for høj grad et oplæg til en tv-serie, hvor de skitseagtige figurer kalder på at blive fyldt ud af skuespillere. Som Niels siger: »Der er ikke meget ved at fortælle en historie om et ægtepar, der står op hver morgen, går på arbejde, kommer hjem, får en tur i høet i ny og næ, køber en bil, så et hus, og så går de i graven.« Nej, netop.

Især for dem på 50+ repræsenterer romanens dialoger og beskrivelser dog et lykkeligt gensyn med arbejderbevægelsens sprog og tankesæt, som for denne læser virker ramt på kornet. 1980’ernes socialdemokratiske fantom, ØD (Økonomisk Demokrati) diskuteres ophedet ved middagsbordene, ligesom det anstrengte forhold mellem DKP og intelligentsiaen.

Folkets foragt

Set fra nutidens konsensusdemokrati virker det hele uendeligt passé. Og dog. Da kommunistpartiet ekskluderer opgangens veluddannede Nina, er det med argumenter, der påberåber sig Folkets foragt for højtuddannede. Klassehadet og mistroen lyder præcis som i dag, hvor det er højrefløjens tur til at piske Eliten.

Romanen er René Jacobsens (f. 1952) debutroman, og man fornemmer, at et stort stof har skullet redigeres på plads: »’Dengang vi var os’ spænder over en periode på næsten 60 år, og nogle gange har jeg fornemmelsen af, at det har taget lige så lang tid at skrive den,« erklærer han selvironisk i sin tak til medlæsere og forlagsredaktør.

Godt, at den kollektive indsats lykkedes. Romanen er ikke stor litteratur, men et vigtigt tidsbillede og en fin læseoplevelse måske især for dem, der har gjort historien med, men savner ord til at forklare børn og børnebørn, hvad der foregik.

Med sin arbejdersynsvinkel føjer den nyt til Merete Pryds Helles og Benn Q. Holms skildringer af den samme periode, hvor boligen i sig selv kunne danne ramme om et skæbnefællesskab, og hvor arbejderklassen gjorde fælles sag både med skæve eksistenser og med dem, der delte målet om et bedre liv for de fleste.

René Jacobsen: ’Dengang vi var os’. Roman, 465 sider, Tiderne Skifter, kr. 300.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu