Læsetid: 4 min.

Endelig har alle superheltemændene fået selskab af en kvinde, der sparker røv

Med ’Wonder Woman’ har Patty Jenkins lavet en af DC’s bedste superheltefilm i nogen tid, og så handler den oven i købet om en kvindelig superhelt
Prinsesse Diana, der vokser til Wonder Woman, spillet af israelskfødte Gal Gadot.

Prinsesse Diana, der vokser til Wonder Woman, spillet af israelskfødte Gal Gadot.

Warner Bros.

2. juni 2017

Halvt amazone og halvt gud og helt igennem røvsparkende sej. Således kan man kort og kontant beskrive Wonder Woman, den nye og kvindelige superhelt i DC-universet, der ellers primært er befolket af mænd som Batman og Superman.

Hun gæsteoptrådte i Zack Snyders ujævne Batman v Superman – hun var i Gal Gadots skikkelse faktisk noget af det bedste i den film – og nu har hun endelig fået sin egen film, Wonder Woman, der tilmed er instrueret af en kvinde, Patty Jenkins.

Og selv om der ikke er tale om en perfekt film, er der god grund til at glæde sig over både film og figur, der bringer noget frisk luft og lys ind i den stadigt mere dystre DC-verden, der også omfatter David Ayers Suicide Squad og Christopher Nolans Batman-trilogi.

Diana, som Wonder Woman egentlig hedder, er barn af amazonernes dronning, Hippolyta (Connie Nielsen), og gudernes konge, Zeus, og det giver hende utrolige kræfter, som hun som voksen vælger at bruge i det godes tjeneste. Men alt det ved hun dog ikke, da hun som barn lever en fredelig og beskyttet tilværelse blandt amazonerne på deres hemmelige ø.

Diana er en viljestærk pige, der mod sin mors vilje får sin moster, general Antiope (Robin Wright), til at træne sig i alskens krigeriske discipliner, og alt det får den voksne Diana (Gal Gadot) god brug for, da den knap så fredelige verden uden for en dag i 1918 banker på i skikkelse af en amerikansk pilot på spiontogt for englænderne og de tyske soldater, der er i hælene på ham.

Begavet kønspolitik

Udenfor er Første Verdenskrig nemlig i fuld gang, og snart er Diana og piloten, Steve Trevor (Chris Pine), på vej til London, hvor han skal fortælle sine foresatte om det frygtelige kemiske våben, som den tyske general Ludendorff (Danny Huston) er i færd med at udvikle.

Steve indvilger i at føre Diana til fronten, hvor hun håber at finde krigsguden Ares, som kun kan stoppes af en amazone og et bestemt, kraftfuldt våben, som selvfølgelig viser sig at være hende, Diana, selv.

Steve er ikke overraskende betaget af den kraftfulde, uafhængige og smukke kvinde, og hun er ikke mindre interesseret i ham. Diana er vokset op blandt kvinder og kender kun til kærlighed, også af den fysiske slags, på det teoretiske plan.

I det hele taget får Wonder Woman meget ud af det kønspolitiske aspekt, når den lader en nysgerrig, uimponeret Diana møde en mandsdomineret verden anno 1918. Hun vækker opsigt, fordi hun hele tiden gør ting, som kvinder ikke må eller bør gøre – hvad enten det handler om påklædning eller om at blande sig, når generalerne taler strategi – og det udstiller om noget absurditeten i datidens chauvinistiske samfund.

I 2017-filmudgaven af Wonder Woman er feminismen simpel. Heltinden smadrer bare al modstand med sine superkræfter
Læs også

Det er en begavet måde at bedrive kønspolitik på, fordi det bliver en naturlig del af historien – Patty Jenkins viser urimelighederne i stedet for at tale om dem – og det er samtidig situationskomik og satire på et højt niveau.

På samme måde er det sjovt og fascinerende at blive præsenteret for Dianas opvækst blandt amazonerne. Der er ikke behov for mænd – det er slet ikke noget, amazonerne taler om eller savner – hvad enten der er tale om kamptræning eller kærlighed, og da vi får lov til at se amazonerne i aktion, er det et betagende skue.

Det kan godt være, at de invaderende tyske soldater har skydevåben og kanoner, men de kommer alligevel til kort over for amazonernes kampgejst og evner med sværd, bue og pil.

Perfekt Wonder Woman

I Gal Gadot har Patty Jenkins og DC fundet en noget nær perfekt Wonder Woman. Diana er den fødte kriger, men hun er også et følsomt og samvittighedsfuldt individ, for hvem det ikke handler om at dræbe, men om at redde så mange uskyldige liv som muligt.

Hun tror på kærlighedens kraft, både i forhold til krig og had og i forhold til Steve Trevor, der med sit fordomsfrie og forholdsvis moderne væsen er hende en god og ligeværdig partner.

Wonder Woman er altså på mange måder en god og i superheltesammenhæng vigtig og progressiv film. Det er dog også en lidt ujævn affære, der sagtens kunne have brugt mere tid på første og anden del af historien, og som til sidst ender med et af den slags stort anlagte slåskampe mellem helt og skurk, der hører superheltegenren til, og som er så frygteligt forudsigelige og kedelige.

Der er sideelementer, man sagtens kunne have skåret væk – f.eks. Steve Trevors lille gruppe af håndgangne mænd, der vist mest er et menneskeligt og humoristiske indslag – og både Jenkins, manuskriptforfatterne og Diana synes indimellem at være lidt i tvivl om, hvilke kræfter Wonder Woman egentlig har.

Men når musikken spiller, og Diana løber over slagmarken iført sin skinnende rustning og med sværd og skjold, undviger kugler og tæver tyskere, så får man et sug i maven og et bredt smil om munden. Endelig har Batman, Superman, Iron Man, Spider-Man og alle de andre superheltemænd fået selskab af en kvinde, der er mindst lige så stærk og sej som dem.

’Wonder Woman’. Instruktion: Patty Jenkins. Manuskript: Allan Heinberg. Amerikansk (Biografer verden over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kom nu videre. Var vi ikke enige om, at amerikanske metervarer, der blot demonstrerer Hollywoods impotens, skulle boykottes så længe Rumpf sidder på magten?
Og denne falden på halen for tegneserier og special effects - skriv dog om film, der handler om noget.

Niels Duus Nielsen

Arne Lund, hvis du ikke kender Marvel-universet, er du virkelig gået glip af noget. Der er tale om trash og kitsch på et meget højt plan.

Og hvem er det "vi", der er blevet enige om at boykotte amerikansk kultur? I hvert fald ikke mig. Trump er en nar, men han har da ingen indflydelse på amerikanske film - som for det meste er godt håndværk, og en sjælden gang stor kunst.

Jeg glæder mig til at se "Wonder Woman"; jeg forventer ikke, at den store kunst, men god trash og intelligent kitsch er ikke at foragte.

Maya Christensen, Mette Poulsen, Anders Reinholdt og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar

Niels - OK, jeg var lidt for hurtig med "vi". Der tog jeg nok for givet, at jeg ikke var den eneste, der har lyst til at vende ryggen til den trash'ede4 amerikanske kulturhegemoni, og søger substans i stedet for overflade og tomhed.
Jo, jeg kender lidt til Marvel-universet - nok til at jeg går langt udenom deres heltedyrkelse, stereotypier. Hele perlerækken af div superman - woman, Batmans, Hulks, Spiderman har aldrig sagt mig en skid - så kan det ære fordi jeg generelt ikke bryder mig om "helte" - og da især ikke de uovervindelige af slagsen. Er jeg så fordomsfuld, uvidende, eller?
Skal jeg endelig læse om "helte", så er le Carre's persongalleri mere min kop te.

Michael Kongstad Nielsen

Ifølge Weekendavisen er dette 'en fest for fetichister'
Wonder Woman - på dansk Mirakelkvinden - er født i 1941, umiddelbart før, USA gik ind i II Verdenskrig. Hun bekæmpede da også først nazister. Jeg kan godt forstå, hvorfor det danske kulturelle dannelsesniveau ikke slår nogle nævneværdige rekorder.

Søren Kristensen

Jeg holdt mig vågen stort set hele første del af filmen (svarende nogenlunde til en normal films længde), men husker alligevel stort set intet efter den indledende spektakulære udspringsscene, andet end at lydniveauet var meget højt. Men jeg er så heller ikke typen der bryder mig særligt meget om hverken mytologi eller superhelte på film, måske lige med undtagelse af Ironman, for dens overlegne og adækvate brug af specialeffekts. Glæder mig til at se Mirakelkvinden (lyder som en oversættelse nordmændene kunne have fundet på) i tv, så vil jeg forsøge at finde ud af hvad den handler om og ikke mindst hvad den ender med.