Med en kopfuld af farens aske i cykeltasken trasker den hollandske journalist og forfatter Jelle Brandt Corstius afsted fra Amsterdam til den franske middelhavskyst. Det er en afsked med faren og deres liv sammen i adstadigt tempo med plads til eftertanke og erindringsgensyn.
Kombinationen af højtidelig ceremoni (i moderne form: asketisk naturliv og pedalernes meditative rotation i stedet for eksempelvis kirkens rum) og cykleriets mere prosaiske adspredelser (skiftende landskaber, kortvarige møder, en af alle smårystelserne fremkaldt lammelse af genitalierne) sætter en fin og humoristisk ramme for sønnens fortælling om faren.
Ham skulle man have kendt, men måske ikke på tæt hold. Hugo Brandt Corstius, som faren hedder, var forfatter, litterat og gennem flere årtier en berømt klummeskribent under et svimlende antal pseudonymer, selvoptaget, provokerende, indimellem som et uartigt barn, virker det til.
Efter morens tidlige død havde han ikke desto mindre held med at holde familien flydende og forsyne sine børn nogenlunde ordentligt med nærhed og kærlighed på sin egen skæve (til tider pinligt skæve) facon. Begge dele bidrog de fælles cykelture til.
Ingen sprogkunstens tryllestøv
Det er vel også erkendelsen, som den endnu cyklende søn skriver sig frem til eller egentlig genbekræfter, for kærligheden til den originale far mærker man fra starten.
Barndommens skam er i løbet af voksenalderen blevet forvandlet til stolthed, måske især over farens evne til at se virkeligheden mere bredspektret end flertallet kan, nogenlunde svarende til filosofien bag hans mange pseudonymer.
Nogle af farens historier, der er badet i det mangetydiges inciterende lys, og som ikke sjældent handler om farens egen suveræne omgang med verdensaltet, serverer Jelle Brandt Corstius for læseren i en lille serie af anekdoter: »Hugo-historier«.
Jeg kom til at tænke på Jens Blendstrups farportræt i romanen Gud taler ud, mens jeg læste Corstius’ cykeldagbog. Og Graham Swifts Sidste omgang om en venneflok på samme urnemission til havet er umulig ikke også at komme i tanke om.
Corstius’ bog når ikke de to til cykelshortsene, hans fortælling er sympatisk, rørende, og en særlig erindringsscene fra farens sygdomsperiode, hvor han og sønnen ligger tavse og tæt omsluttede på divanen i familiens sommerhus, er gribende.
Men sprogkunstens tryllestøv er ikke drysset ud over siderne, og den uafgjortes eller anelsesfuldes puls slår ingen steder. Måske bortset fra i den bedøvede pik og i den aldrig fuldt udfoldede historie om fortællerens (indtil efter farens død) mislykkede kærlighedsliv.
Bogen afsluttes med en håndfuld linjerede, men i øvrigt blanke sider under overskriften: »Her kan du planlægge en god tur for at bearbejde dine egne traumer …« Det er sikkert slet ikke nogen dårlig idé.
J.B. Corstius: ’Asken i tasken’. Oversat af Birthe Lundsgaard. 180 sider, 250 kroner. Forlaget Don Max.
