Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Farvel til ’dem’ og ’os’ på Roskilde Festivalen

Der er Nilens musik, og en kvinde, der stiger opad den. Der er konfettiregn og drenge og piger, der bader i den. Der er ubevidste inddelinger i 'dem' og 'os'. Og så er der en turné på Dyrskuepladsen, hvor det hele bliver lidt mindre sort og hvidt
Onsdag nat er der ikke afgørende forskel på den tranceskabende natur i musikken hos marokkanerne på Pavilion-scenen og hos franskmændene på Orange Scene.

Onsdag nat er der ikke afgørende forskel på den tranceskabende natur i musikken hos marokkanerne på Pavilion-scenen og hos franskmændene på Orange Scene.

Nanna Navntoft

Kultur
30. juni 2017

Brisen i træerne ved Avalon-scenen er Alsarah & The Nubatones nådig. Den griber og bærer deres sudanesiske musik fra under teltdugen og ud over Smatten. Drager folk uvidende om de nubiske takter og toners forførelseskunst ind i teltet.

Snart er Avalon denne tidlige aften fyldt med nogle tusinde mennesker, der sandsynligvis får deres musikhorisonter dirket bare en lille smule op, mens bandet risler så lifligt gennem rytmik og melodier. Med vandige metaforer lige på spidsen af anmelderpennen. Og med masser af referencer til Nilen, som Alsarah, forsangeren, kalder sin store kærlighed.

»The Nile«. Jeg hører det som »denial« – benægtelse – til at starte med. Undrer mig over, at så åbent et udtryk, som det sudanesiske band arbejder med, skulle handle om benægtelse. Men da hun taler om, at vi vel alle gerne vil lande på »the right side of history«, så giver det mening i nogle minutter.

Så opdager jeg min vildfarelse. Nogenlunde samtidg med, at jeg forstår, at det i stedet handler om omfavnelse i gruppens udtryk, om at gå ind gennem de åbne døre og lade musikken ske, lade den gennemvæde alt og alle.

Phlake og skramlet house 

Åbningsnavnet på Orange Scene er i år danske Phlake. Kl 18. De bedriver også en lethedens musik, men den synes ikke at have videre forankring i noget vigtigt. Snarere bare en sært karismaløs yacht-soul. Godt syet, dygtigt klorbleget, bevares, ikke ulig en tætsiddende JBS-undertrøje.

Men der er til gengæld oppustelige gigantkødben, man kan bokse rundt med. Og der er konfettiregn og drenge og piger, der bader i den.

Der er til gengæld mulighed for at bryde sociale og professionelle skel dér foran Orange Scene. Men vi skal længere ud på natten, ved ét-tiden, hvor jeg og mine to oprømte følgesvende måber over et 20 centimeter seddelbundt hos – vistnok – pusheren i ølbaren. Vi må konstatere, at det trods alt ikke er en helt kontantløs festival.

Imens eksploderer den franske duo Justice. Og vi går deres skramlede house i møde. En form for heavy metal for EDM-generationen. Et blændende show i sort/hvid med de to herrer som anonyme operatører i en artificiel organisme, der dikterer orgasmekramper gennem pladsens titusindtallige skare. Vi ender med at danse i rablende mønstre, mens vi forgæves forsøger at navigere vores fadøl i vandrette mønstre.

Trance-dyrkende gnawa-musik

Tolerancen er stor over for fremmede kulturer på Avalon Scenen under Alsarah & The Nubatones tidligere på dagen, men der er nul tolerance over for lidt mere voldsomme kropslige udtryk. Ingen må sidde på skuldrene af nogen som helst.

Alt det er der bedre plads til under Justice. Og også til rapperen Young M.A’s åbningskoncert tidligere på dagen på Apollo. Her opstår der sågar moshpit, altså den store cirkel, hvor fortrinsvis ungersvende smadrer amok. Længere bagud bølger publikum frem og tilbage alt som moshpittens ringmuskel åbner og lukker sig for fri udfoldelse.

Alsarah & The Nubatones finder et sublimt groove til sidst i deres koncert. Et mere kantet og skarpt fjedrende riff. Bassen er ikke længere en vedholdende strøm, men en afbrudt figur, der giver plads til vakuum. Vi danser minsandten.

Og dansen sidder stadig i kroppen, venter bare på at blive genantændt midnat på Pavilion-scenen, hvor marokkanske Hamid El Kasri Ganoua Ensemble og gæster fyrer op under deres trance-dyrkende gnawa-musik, deres afrikansk islamisk spirituelle sange.

El Kasri som forsanger og lead-instrumentalist på strengeinstrumentet ginbri, mens hans tre kor- og rytmemænd danser og banker i takt, slynger harmonierne op i berusende klimakser. Mens en trommeslager sætter yderligere liv i kludene.

Og så er der tværfolkeligt samvirke, da den britiske bluesguitarist Justin Adams går på scenen – bedst i begyndelsen, hvor han glider i et med de flimrende grooves. Knap så heldigt, når han stjæler scenen med sine ikke videre interessante soli.

Why your brain hates other people, lyder titlen på en artikel på videnskabssitet Nautilus. Den fortæller, hvordan vores opdeling i »dem« og »os« synes at være dybt indlejret i vores hjerner. I en MRI-scanner, fortælles det, viser hjerneaktivitetsmålinger, at vi opdeler billeder vist i 1/20 sekund i et »dem« og et »os«. Og det griber om sig.

Vi er selvretfærdige på vores stammes vegne. Hvis vi begår fejl, så siger det ikke noget essentielt om os, men er blot en uheldig reaktion på en undtagelsestilstand. Hvis de andre begår fejl, så siger det noget om deres natur.

En af de bedste måder at komme det til livs på er ved at være bevidst om vores opdeling – og at udjævne hierarkier og udfordre stereotyper.

Det sker denne onsdag nat, hvor der i hvert fald ikke er afgørende forskel på den tranceskabende natur i musikken hos marokkanerne og hos franskmændene. Den ene er naturligvis håndspillet, den anden programmeret. Men vi tæskes ind i nogle af de samme rum i os selv. Overgivelsen. Selvforglemmelsen. Egoet i defensiven. Bare for en stund.

Roskilde Festival onsdag.

Alsarah & The Nubatones – Avalon. 

Hamid El Kasri Ganoua Ensemble & Guests feat. Justin Adams – Pavilion

Phlake + Justice – Orange

Serie

Roskilde Festival 2017

Gennem røg, damp, skybrud og uoverskuelige mængder af musik og andre former for sansebombardementer strider Informations udsendte og udsatte medarbejdere sig gennem Roskilde Festivalen.

Mudderfarvede fordybelser i det vilde økosystem af ny musik. Kritisk og passioneret stillingtagen til stjernerne. Interviews med de skarpeste tunger. Reportager fra et utopisk anlagt orgie. Følg Informations dækning her.

Seneste artikler

  • Voldtægtsdebatten viser, at Roskilde Festival burde gøre mere for at oplyse om samtykke

    6. juli 2017
    Den næste måned tager hundredtusindvis af danskere på musikfestivaler rundt i landet. For langt de fleste vil lejrlivet blive et tiltrængt frirum fra hverdagen, men enkelte vil med statistisk sandsynlighed blive voldtaget.
  • Festivalen har også et ansvar for, at roskildesygen spreder sig

    5. juli 2017
    Roskildesyge er en smitsom viruslidelse, der kommer pludseligt med opkastninger, diarré og mavesmerter. I den forløbne uge har medierne været fyldt med historier, der giver de samme symptomer. Men medierne overser, at Roskilde Festival også har et ansvar for, at sygdommen spreder sig
  • De rigtige holdningers holdeplads

    2. juli 2017
    Åndeligt er Roskilde Festivalen en gedigen bjørnekrammer. Festen er i de bedste øjeblikke en hjemkomst. Men det er også en galvanisering af på forhånd vedtagne holdninger. Informations musikredaktør har indsigelser og kærlighed til overs efter fire udmattende dage
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her