Læsetid 4 min.

Farvel til en udbrændt jordklode

Det danske black metal-band Solbrud maler fanden smukt og nuanceret og brutalt på væggen på deres tredje dommedagsretoriske album, ’Vemod’
Det danske black metal-band Solbrud maler fanden smukt og nuanceret og brutalt på væggen på deres tredje dommedagsretoriske album, ’Vemod’
9. juni 2017

»Døden figurerer prominent i black metal, det hinsidige optager mange udøvere, og man kan se denne fetich både som deres iscenesættelse af, hvad civilisationen gør ved os, altså forvandler os til zombier, eller som en modgift, et modbillede, en form for liv efter døden.«

Sådan skrev jeg i april 2012 i min anmeldelse af en black metal-minifestival i Dødsmaskinen ved Ungdomshuset på Dortheavej i Nordvest i København, hvor jeg for første gang oplevede Ungerens lokale helte Solbrud live.

»Kvartetten leverer et vildt fygende sæt, der betoner følelse frem for kompleksitet, med enkelt melodisk forførende sange. Og forsanger Ole Luk minder mest af alt om en langhåret Thom Yorke med en særlig desperat asfalt over stemmelæberne,« skrev jeg dengang i 2012, hvor de netop havde sendt deres debutalbum Solbrud på gaden. »Solbruds atmosfæriske black metal føles som en form for venskabeligt uvejr. Eller som en kærligt brutal næve knyttet hårdt om vores hjerter.«

Fem år senere, og gruppen udgiver i dag deres tredje album, Vemod. Deres mest musikalsk frisindede til dato – og samtidig med alle ovennævnte karakteristika intakt.

Lækker og klar i lyden
Kristian Buus

I sit udgangspunkt er black metal en brutal genre, ikke mindst i dens anden bølge, dens norske variant fra de tidlige 1990’ere.

Den bølge der med sit blik rettet stift mod det hinsidige og med nogle vilde, dæmoniske frontfigurer samt med en morddom og kirkeafbrændinger på generaliebladet gav genlyd verden over – og inspirerede musikere til at viderefortolke på genrens flimrende trommer, ikke mindst drevet af stortrommedobbeltpedalernes, lilletrommens og bækkernes blast beat, stemmelæbeflænsende skrigesang og superspeedede guitarfigurer og elspade-tyfoner.

Uden nødvendigvis på nogen måde at abonnere på det norske, satanistiske eller højreorienterede tankegods. Således slet heller ikke Solbrud.

Kvartetten med tilknytningen til det nye Ungdomshus skaber en atmosfæremættet black metal, der – i modsætning til den norske anden bølge-black metal – er ganske lækker og klar i lyden. Og tager nogle klare afskeder med forlægget i dét man kunne kalde sangenes orkanøjer.

Med varigheder mellem 9 og 16 minutter er de fire sange på Vemod alle overvældende bekendtskaber, enorme skyformationer af sortmetal, der kontrasteres voldsomt, når vi som stakåndede lyttere ankommer til albummets stille passager.

For eksempel når uvejret i »Det Sidste Lys« pludselig resignerer og en forvrænget elbas langsomt filosoferer over alt det tabte. Eller når »Menneskeværk« ebber ud med en klassisk akustisk guitar. Eller når angrebsformationerne langsomt og i dele opløser sig på »Forfald«. Ja, pludselig føles det som sommer på en eng i Midgård. Hastigheden er pludselig landsforvist, mens flydeakkorder og langsomme bløde tromme- og bækkenslag bygger en utopi om harmoni. Naturligvis forgæves.

Vi er fucked

Hvad Solbrud deler med sine norske inspirationskilder er interessen for det hinsidige, måske ikke så meget som en destruktiv drift, men her i danskernes tilfælde som en form for adrenalin sprøjtet ind i dennesidigheden. Med døden lige i nabolaget, når dagene nu engang er talte, hvorfor så ikke gøre sig lidt umage?

Ja, hvorfor egentlig ikke? Well, måske fordi det ikke nytter noget? Hverken IRL eller i Solbruds verden synes den politiske virkelighed at være blevet bedre i de mellemliggende år siden forgængeren, det andet album Jærtegn. »Ej flere løfter om opgang – må din tunge visne, din mund skal for evigt tie«, lød antivækstideologien dengang i 2014.

I dag er det politiske lederskab ikke bare løgnagtigt og økonomisk skævvridende, men decideret uintelligent og økosystemisk katastrofalt: »Når blind leder blind, falder begge i graven/ Dommen skal findes i ruiner«.

Der er ikke engang en enøjet tilbage til at regere over de blinde. Vi er fucked. »Nu begyndelsen er nær/ Når lyden af tusinder svært din dødsdom signer/ Skademenneske – æd din dom«.

Mens Solbrud her på deres tredje, fine album er i en æstetisk offensiv og i gang med at nuancere deres black metal, åbne den op, se nye muligheder i den, så er der en pessimisme, ja, en afsked med menneskeheden på spil i deres tekster. Den brændte jords poetik, der raser over den udbrændte jords politikere. Fanden, der bliver malet på væggen på et ret så dommedagsretorisk album, hvor mørket synes at sænke sig over civilisationen, skademenneskene. »Et sidste farvel, til den jord jeg kaldte mit hjem«.

Et hjem som beskrives i naturromantiske vendinger fra en svunden tid: »På Sjølunds fagre sletter/ Ved Østersøens bred/ Hvor skoven kranse fletter/ Der vil jeg finde fred.«

Verden er stadig af lave

Overskriften på min første artikel, på mit første møde med Solbrud i 2012 var Det orgastiske mørke i Nordvest. Den kunne også have været Den mørke trance i Nordvest. Fordi dét som Solbrud gjorde – og gør – er at tvinge lytteren ud i en anden bevidsthedstilstand. Det sker med Solbruds kernekompetence – den kærlige vold, der i lang repeterende forløb destruerer fornuften.

Det er fortsat musik, der rusker i normaliteten via sine æstetiske virkemidler: Murene af brutale elguitarer (af og til også lavmælte og langsomme). Trommeslageren, der flænser os i blastbeatets hedenske maskingeværild (men også andre rytmikker). Og Ole Luk, der vender den blodige vrang ud på sin stemme.

Trancen piskes dog primært frem gennem sangenes varighed og deres gentagende strukturer; gennem den sensoriske udmattelse, der opstår når man opgiver at lede efter en fortælling, men i stedet må lade egoet opløse i repetitionerne. Ikke ulig gamle såvel som nymodens stammedanse overalt på kloden, herunder dem man kan se i rave-/EDM-kulturen nu om dage.

Verden er stadig af lave i Solbruds optik. Dommedagsscenariet står klart, menneskeheden er på vej ud af denne udbrændte jordklodes historie. Indtil videre heldigvis en fiktion. Men ikke desto mindre en fiktion, en form for middelalderlig futuristisk horrorfilm, som man let kan beruses af.

Solbrud: ’Vemod’ (Vendetta Records/Indisciplinarian). Udkommer i dag 9. juni

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu