Læsetid: 3 min.

Den franske mand og havet

Jerôme Salles flotte film om den franske oceanograf Jacques Cousteau er velment og velspillet, men kommer aldrig under overfladen på andet end havet
Lambert Wilson er en karismatisk Cousteau, som sikkert charmer verden, mens han selvoptaget glemmer sine nærmeste.

Lambert Wilson er en karismatisk Cousteau, som sikkert charmer verden, mens han selvoptaget glemmer sine nærmeste.

UIP

2. juni 2017

Hvert år viser filmfestivalen i Cannes udvalgte værker under åben himmel på stranden. I 2010 var det en restaureret udgave af Jacques Cousteau og Louis Malles dokumentarfilm Le monde du silence, en verden af stilhed, som i 1956 vandt Guldpalmen og siden en Oscar for sit revolutionerende farvefilmsportræt af undervandsverdenen.

Jeg så filmen for første gang på den strand, og vant til nutidens imponerende naturfilm var jeg mest paf over filmens skildring af livet om bord på Cousteaus skib Calypso.

Kæderygende mænd lod til at mene, at en udmærket tilgang til at udforske livet under overfladen var at smide dynamit i vandet og se, hvad der så kom – dødt – op.

Der var også scener med delfinsvømning, hajmøder og vragdyk, men dynamitfiskeriet var det, der sad tilbage i kroppen på strandbredden i Cannes.

Opfinderi og opdagelsesrejser

Der er heldigvis sket meget i verdens forståelse af økosystemer og naturbeskyttelse, siden Cousteau som en pioner inden for dykning og undervandsfilmning drømte om at kolonisere verdenshavene.

Som Jerôme Salles biografiske film om den franske legende illustrerer, skyldes det – på godt og ondt – bl.a. Cousteaus ambitiøse arbejde med at udforske og dokumentere livet under havoverfladen.

Jacques – en mand af havet følger Cousteaus liv, fra han som officer efter Anden Verdenskrig bestemmer sig for i stedet at satse på opfinderi og opdagelsesrejser.

Sammen med sin kone Simone og en dedikeret besætning drager han af sted på Calypso og bliver snart et navn på grund af sine unikke filmoptagelser fra havets hidtil usete verden.

Med sans for salg, storytelling og branding – blandt andet brugen af de røde tophuer blandt besætningen – opbygger Cousteau efterhånden et millionforetagende, som bl.a. er finansieret af olieindustrien, der gerne vil have prøver fra havbunden for at lokalisere egnede steder til boringer.

Gradvis begynder Cousteau så at indse, at havet ikke bare skal udforskes og udnyttes, men også beskyttes.

Inden sin død i 1997 nåede han blandt andet at være med til at sikre et moratorium, der stoppede industriel udnyttelse af Sydpolens ressourcer indtil 2046. Ikke noget dårligt claim to fame.

Generationsopgør om havet

Cousteau levede et eventyrligt liv, som filmen glimtvis fanger, når vi kommer med på visuelt storslåede ture under og over havet. Til gengæld går det personlige drama aldrig i dybden, og det er ærgerligt, for der er fine skuespillere hele vejen rundt.

Lambert Wilson (fra Om Guder og mænd) er en karismatisk Cousteau, som sikkert charmer verden, mens han selvoptaget glemmer sine nærmeste.

Ligesom Audrey Tautou (fra Amélie) i rollen som hans kone Simone ældes hans karakter overbevisende gennem historiens over 30 år, men de får ikke mange interessante scener at arbejde med i deres relation, selv om skørtejægeren Cousteau leverer knubs og konflikter.

Det skyldes især, at Jerôme Salle og Laurent Turners manuskript fokuserer på forholdet mellem Cousteau og hans yngste søn Philippe, spillet af fransk films nye stjerne Pierre Niney, som for nylig kunne nydes i Frantz.

Der går tid, før Philippe vokser op og kommer på banen, og først da begynder man at fornemme et drama ud over den pæne skildring af begivenhedernes gang. Philippe bliver tidligt miljøforkæmper, og filmen er bedst, når faren og sønnens verdensbilleder støder sammen.

Hvaldans med budskab

Da far og søn efter en flot filmet tur til Sydpolen bliver enige, får filmen til gengæld så travlt med at indklippe beundrende blikke, at iltmanglen trænger sig på.

Budskabet er vigtigt, men leveringen af det – ikke mindst tilsat Alexandre Desplats musik – bliver for bombastisk. Det er synd, for som filmens franske titel ’Odyseen’ signalerer, kunne der sikkert være drama af Homeriske dimensioner i Cousteaus enestående liv.

Her kommer vi kun lidt ind på livet af franskmanden fra havet og den pris, hans familie måtte betale for hans livsvalg.

Men der er bestemt flotte øjeblikke med hvaldans og hajbander, sydfransk idyl og strålende sydpolslys – og hvis filmen kan få sit sympatiske budskab bredere ud, har dynamitfiskeriet og den dyre filmproduktion absolut ikke været forgæves.

’Jacques – en mand af havet’. Instruktion: Jérôme Salle. Manuskript: Jérôme Salle og Laurent Turner. Frankrig. (Premiere i 30 biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu