Læsetid: 5 min.

Fremtidens danske filmfortællere

Det store filmiske nybrud mangler blandt de unge fiktionsinstruktører, der nu tager afgang fra Den Danske Filmskole. Men de kender deres virkemidler og forstår at fortælle historier
Fra ’Atalier’.

Fra ’Atalier’.

Filmskolen

9. juni 2017

Forandring og nye begyndelser synes at være noget, man har diskuteret på Den Danske Filmskole i de seneste år – i hvert fald er det et tema, der går igen i de seks fiktionsinstruktørers afgangsfilm, som lige har haft premiere. Alle filmene handler om mennesker, der er i gang med eller står over for forandringer i deres liv, hvilket de – og instruktørerne og manuskriptforfatterne – tackler på forskellig vis.

Således bydes der i år på alt fra lavmælt, næsten socialrealistisk drama om kærlighed, frigørelse og forholdet mellem far og søn til mere eller mindre abstrakte fabler og psykodramaer om begær og jalousi. Det er en broget buket film, som – ud over de tematiske ligheder – har godt skuespil og flotte og ekspressive billed- og lydsider tilfælles.

Jeg har skrevet det før, og jeg skriver det gerne igen: De danske filmhåndværkere og -kunstnere – fotografer, scenografer, klippere, lydfolk – er blændende dygtige, og det kan man ikke mindst se på Filmskolens afgangsfilm, der teknisk er noget nær lydefri. Det er ikke, fordi de unge filmfolk ligefrem genopfinder filmsproget, men de forstår at bruge det på en effektiv og stilbevidst facon.

Hvor er genrefilmene?

På samme måde savner jeg måske den virkeligt originale og iøjnefaldende fortælling blandt de seks film, der alle er vældig godt skruet sammen og stort set fungerer på de præmisser, som folkene bag sætter op.

Hvis jeg skal komme med en opfordring til instruktørerne og måske især Filmskolen, er det, at man godt må dyrke genrefilmen lidt mere. Det behøver ikke blive frivolt af den grund. Genrefilmen, ikke mindst komedien, er en god og forførende måde at fortælle vigtige og personlige historier på, og der er rig mulighed for at lege med både konventioner og virkemidler.

På nær det sorthumoristiske eventyr, Om en måned, og den mere ligefremme coming of age-fortælling, September, er der ikke megen humor at spore i årets afgangsfilm, og man kan godt få fornemmelsen af, at unge, forholdsvis uprøvede filmskabere har det med at forveksle mørke og alvor med dybde og tyngde. Det er ikke altid tilfældet.

Men for så at begynde med de ’morsomme’ af filmene: Jonas Kærup Hjort har tydeligvis ladet sig inspirere af både svenske Roy Andersson og finske Aki Kaurismäki i den undergangsagtige Om en måned, der foregår blandt nogle gamle, nedslidte arbejdere på en nedslidt fabrik midt ude i ingenting.

Fabrikken er omgivet af mørke, og arbejderne venter (u)tålmodigt på lyset. En gang om måneden ringer stedets eneste telefon med besked om, at nu er lyset på vej, men intet sker, og langsomt går arbejderne fra forstanden. Om en måned er fuld af mørke, betagende tableauer, som indimellem er meget morsomme – nøgne svævende mænd, den ringende telefon, som ingen tør tage, en mand, der banker sit hoved ned i en sæk cement i ren og skær desperation og kedsomhed – og det er på flere måder den mest opfindsomme af de seks film.

Fra 'Om en måned’.

Filmskolen

Kærlighed på flere måder

Lisa Jespersens September beretter en noget mere jordbunden og optimistisk historie om en 64-årig kvinde (Karen Lise-Mynster), der i mødet med to lidt yngre og mere livlige kvinder (Ulla Henningsen og Andrea Vagn Jensen) begynder at sætte spørgsmålstegn ved sit eget liv med mand og voksen datter, der tydeligvis tager hende for givet. Det kommer der flere sjove og rørende situationer ud af, hvor en sanselig billed- og lydside bringer os tæt på kvinden og hendes mange overvejelser omkring sit liv.

Det handler om kærlighed i Ville Gideon Sörmans Nyforelsket, der handler om Alice, en ung kvinde i 20’erne, der heller ikke kan finde ud af, hvad hun vil med sit liv. Hun er droppet ud af sit universitetsstudie og bruger dagene på at længes efter ekskæresten Julian (Matthias Skov Rahbæk), som hun selv gav løbepas.

Men er det overhovedet ham, hun vil have, eller er han bare et udtryk for en større rådvildhed? Det er et af de spørgsmål, som filmen tager under behandling på en meget intim og nænsom facon, hvor man kommer tæt på Alice, der spilles fint og følsomt af Amalie Lindegård.

Kærlighed er også omdrejningspunktet i Nils Holst-Jensens Lille danser, men det er en problematisk én af slagsen. Det Lolita-inspirerede periodedrama foregår på en danseskole i begyndelsen af 1900-tallet, hvor 13-årige Martha nærer følelser for skolens balletmester (Peter Plaugborg) – og han for hende – men hun er kun et barn, og det forbudte forhold får tragiske følger. Igen er man meget tæt på hovedpersonen, Martha, der ikke helt forstår sine egne følelser, og hun spilles aldeles troværdigt af Karoline Hamm.

Eviggyldig diskussion

Ulaa Salims Fædreland fortæller en nutidig historie om den midaldrende Hassan (Imad Abul-Foul), der for år tilbage flyttede fra Danmark til sit fødeland, Jordan. Han har ikke set sin nu voksne søn i ti år, og da sønnen, Wahid (Hadi Ka-Koush), kommer på besøg for at hjælpe Hassan med at flytte tilbage til Danmark, kommer gamle, uafklarede følelser og frustrationer op til overfladen. Hassan føler sig splittet mellem Jordan og Danmark, og han har samtidig dårlig samvittighed over den måde, han har behandlet sin søn og ekskone på – hans stolthed forhindrer ham dog i at sige undskyld.

Der foregår meget mellem linjerne i den velspillede Fædreland, der handler om identitet og familie og dermed også, ganske stilfærdigt, bliver et indlæg af en slags i en aktuel diskussion om en globaliseret verden fuld af rodløse mennesker.

Sidst, men bestemt ikke mindst, skildrer Elsa María Jakobsdóttir begærets dunkle mål i den stilfulde Atelier, der foregår i en drøm – eller er det et mareridt? – af et modernistisk hus i hvidt og glas placeret midt ude i den på én gang dragende og foruroligende natur.

En ung kvinde (Rosalinde Mynster) har lånt huset af dets ejer – muligvis hendes ekskæreste – fordi hun har brug for stilhed, men det viser sig, at en lidt ældre, kvindelig lydkunstner/musiker (Anna Rothlin) også opholder sig i huset. Den unge kvinde skiftevis irriteres og tiltrækkes af sin bramfri bofælle, mens en flok skumle geder langsomt nærmer sig huset, hvilket næsten giver Atelier en overnaturlig dimension.

Jeg kunne godt have undværet gederne, men flot og veliscenesat er filmen, og man ser for sig, at Jakobsdóttir bliver en ny tids Nicolas Roeg eller Roman Polanski.

De seks fiktionsafgangsfilm vises i Nordisk Films Biografer i København, Odense og Aarhus 19.-21. juni, ligesom de kan lejes på Blockbuster.dk fra midten af juli. Sidenhen vil de også blive vist på DRK

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu