Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hvor går man hen, når man er skudt ud over rampen? Det har The Weeknd intet svar på

Med løfter om en fremtids skælven i hydrauliske arme skød The Weeknd sig helt ubesværet ud over rampen på monsteret, de kalder Orange Scene. Det var så til gengæld uklart, hvad der skulle ske, når vi var kommet dérud, altså ud over rampen.
Med løfter om en fremtids skælven i hydrauliske arme skød The Weeknd sig helt ubesværet ud over rampen på monsteret, de kalder Orange Scene. Det var så til gengæld uklart, hvad der skulle ske, når vi var kommet dérud, altså ud over rampen.

Jakob Dall

Kultur
29. juni 2017

Han går på scenen alene, canadiske Hr. Abel Tesfaye alias The Weeknd. Eller det tror man. Indtil man opdager at et band befinder sig oppe på toppen af den transparente mur, som hovedpersonen står så solo foran.

Trommer, bas, guitar, keyboards, der langt det meste af tiden betjenes med en stramhed, der sikrer at man ikke tænker, at det er mennesker, der står bag déroppe på Roskilde Festivalens største scene– monsteret, som vi kalder Orange Scene.

Det er også mennesker, der står foran scenen, tæt pakket i pitten. Af kød og blod, med fysiske begrænsninger, som de leger kispus med i den modvillige sommeraften, hvor alkohol og deslige er de rigeur. Uomgængelig etikette.

En yngling dingler og er ved at vende det hvide ud af øjnene allerede inden koncerten. Munden er slap, kraniet synes at rulle på et kugleleje for enden af rygsøjlen, der er ved at forvandle sig til vingummi.

Da jeg spørger om han er all right, synes han at komme til sig selv. Farverne vender tilbage i kinderne, iris drejer ind på plads mellem øjenlågene.

»Eat pills, listen to techno«, står der på en forbipasserendes t-shirt. Knægten, der vel er en halv meter højere end mig, forsikrer mig om, at han kun har indtaget alkohol.

Og så er det ellers i gang med at danse moderne. Vi er på Dyrskuepladsen, nogle af os er unge, nogle af os lader som om. Her er parringsdans. Klanritualer. Moshpit. Mazurka på kanten af liggeunderlaget. Eller Coldplay-låsen – dér hvor den ene partner står bag og tæt klistret opad den anden, mens de blidt vrikker. Og denne første dag, denne onsdag aften: Lad os kalde den Weeknd-fjederen – dér hvor folket hopper op og ned i polyamorøs, lodret, uniform ekstase.

Det sker til 27-årige The Weeknd og hans maskinpop, der er begyndt at antage manga-lignende niveauer af roboterotik. Også her, denne onsdag aften på Orange Scene, hvor han bringer os løfter om fremtidig skælven i hydrauliske arme. Fortæller os at maskinerne sagtens kan dominere os følelsesmæssigt og erotisk, for det sker i disse sanges programmerede greb.

Egentlig sært når der et menneskeband, som arbejder så intenst déroppe på muren. Men kunstigheden synes at være et grundvilkår i The Weeknds univers. De blændende blanke overflader, de klare monokrome klangfarver, de fede basbomber. Alt sammen i perfekte syntetiske designs, med håndværkerne på muren perfekt indlejrede. Alle en del af en større mekanisme, låst inde i poppens alkymistiske maskinrum.

Ja, selv med hr. Abel Tesfaye taget til fange. Hans stemme mangedoblet på de præindspillede lydspor, der holder hver sang i et jerngreb. Ja, på et tidspunkt hiver han efter vejret i stedet for at synge med, men lead-vokalen forsvinder ikke. Så måske er heller ikke den sunget i nuet.

Men følelsen på pladsen er reel nok. Weeknd-fjederen aktiveres i stor stil, når sangenes klimakser affyres med nærmest neurotisk forudsigelig vanemæssighed. Og folk er forbløffende disciplinerede i deres eksekvering af den lodrette lykke. Også ynglingen der før roterede så faretruende med kraniet.

Det er ekstasens retorik, der bliver eksekveret med en monoton logik fra scenen. Et bass drop og så fuld skrue på alle parametre gennem omkvædene. Showet kommer udover rampen, uden tvivl. Men hvor går man hen, når man er skudt dérud, udover rampen, ind i rusen?

Det er der ikke noget svar på. Og det er måske en pointe i sig selv. Dérude synes der bare at være tomhed, kedsomhed. Intet ekstra gear, endsige overrumplende idé.

Jakob Dall

Heldigvis er der så også afveksling. Der er både tromme- og elguitarsoli – helt unødvendigt, men alligevel. Der er den langsommere oase »Die For You«, hvor der pludselig er plads, ikke mindst fordi bassen filtreres ned i en røget sump. Og jeg nyder det frække, mere masserende house-groove på »Rockin’«, som udbygges af en nærmest derangeret Celine Dionsk højfrekvent vokal fra hovedpersonen.

Ja, koncerten slutter på et højt niveau, både sangskrivningsmæssigt, produktionelt og stemningsmæssigt med en fire-fem bangers af klædeligt varieret observans.

Der bliver skudt kviksølv i robotrøven i dette sidste kvarter, hvor fangenskabet i maskinen, i datadisciplinen synes brudt. Alene fordi ekstasen er så voldsom i disse bedste tracks.

Og det står klart, hvordan poppen balancerer på en knivsæg mellem det store tomme buldrende ingenting og det voldsomt fortegnede, men stærkt gribende alting. Så længe musikken spiller er vi alle slaver af disse 15 minutter, af disse hans saftigste sange.

Der er så også undervejs noget andet, der lokker i Weeknds verden. Ikke mindst hans varsler om ulykkelig kærlighed i teksterne.

Signalerne om selvhadet som følgesvend til narcissismen. Om narkomani som et andet ord for kærlighed. »I can’t feel my face when I’m with you, but I like it«, som vist lige så godt kan referere til lidt for meget kysseri som en bane kokain i overkanten.

Og – med The Weeknds narkoretorik in mente – så virker det også som om en vis følelsesløshed har sat sig i protagonistens korpus og ånd.

Selvom nogle af mine senere, kære følgesvende kalder ham absolut »krammeværdig«, så har Tesfaye også en kølig overflade, som spejles i musikkens forkromede korridorer. En autoerotisk følelsesløshed, en enspændereksistens på jagt efter næste ekstatiske peak. Og så står man déroppe på endnu en alpetop, og tænker, hva’ fa’en sku’ man egentlig dér.

Abel Tesfaye virker med andre ord træt, måske udbrændt, lettere følelsesløs. Og jeg stoler personligt ikke på hans helt mekaniske udsagn om at det her måske er den vildeste koncert, han nogensinde har givet. Det håber jeg faktisk er løgn.

The Weeknd – Orange Scene, Roskilde Festival, onsdag.

Serie

Roskilde Festival 2017

Gennem røg, damp, skybrud og uoverskuelige mængder af musik og andre former for sansebombardementer strider Informations udsendte og udsatte medarbejdere sig gennem Roskilde Festivalen.

Mudderfarvede fordybelser i det vilde økosystem af ny musik. Kritisk og passioneret stillingtagen til stjernerne. Interviews med de skarpeste tunger. Reportager fra et utopisk anlagt orgie. Følg Informations dækning her.

Seneste artikler

  • Voldtægtsdebatten viser, at Roskilde Festival burde gøre mere for at oplyse om samtykke

    6. juli 2017
    Den næste måned tager hundredtusindvis af danskere på musikfestivaler rundt i landet. For langt de fleste vil lejrlivet blive et tiltrængt frirum fra hverdagen, men enkelte vil med statistisk sandsynlighed blive voldtaget.
  • Festivalen har også et ansvar for, at roskildesygen spreder sig

    5. juli 2017
    Roskildesyge er en smitsom viruslidelse, der kommer pludseligt med opkastninger, diarré og mavesmerter. I den forløbne uge har medierne været fyldt med historier, der giver de samme symptomer. Men medierne overser, at Roskilde Festival også har et ansvar for, at sygdommen spreder sig
  • De rigtige holdningers holdeplads

    2. juli 2017
    Åndeligt er Roskilde Festivalen en gedigen bjørnekrammer. Festen er i de bedste øjeblikke en hjemkomst. Men det er også en galvanisering af på forhånd vedtagne holdninger. Informations musikredaktør har indsigelser og kærlighed til overs efter fire udmattende dage
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her