Læsetid: 5 min.

Galopperende klicheer

Viggo Madsens ambivalens ved klicheen vidner om et sundt blik for det sociale ved individets eksistens
10. juni 2017

Der er, hvis man tæller efter og anlægger det nogenlunde lange litteraturhistoriske perspektiv, ikke mange store digtere, som viser sig at stå på benene endnu oven på deres 50-års forfatterjubilæum. Og antallet er endnu mindre af dem, der så tilmed vedbliver at forandre sig i stadigt nye udgivelser.

Viggo Madsen (f. 1943), som debuterede på forfatterforlaget Arena så langt tilbage som i 1966, tilhører i al beskedenhed sidstnævnte kategori, hvilket til fulde demonstreres af hans seneste udgivelse under den såre madsenske titel Galopperende hvadsomhelst.

Madsen har alle dage været en sand sproglig spilopmager, en gnæggende grinebider og frygtløst ekspressiv rabler, og den nye bog danner i denne henseende absolut ingen undtagelse med sit mentalitetssignalement og sine humoristiske kommentarer til tiden.

Men man har i hans seneste produkter derudover bemærket et skift i tone, en særlig skrøbelighed, en udsathed, ja, ligefrem: en desperation. »Var det virkelig det, vi ville?« spørges der således, ud fra en bevidsthed om livets korthed. Tiden er en mønt, der kun kan bruges én gang!

Klicheen som poetisk problem

Denne tilværelsesoplevelse fortættes i den nye bog, så vidt jeg kan se, specielt i en vis tvetydighed omkring klicheen. Og sprogets (for en periode) faste fælles udtryk, f.eks. det ’at stå ude på sidelinjen’, har da også en dobbelthed indbygget. På den ene side markerer vi ved at bruge modebestemte og hurtigt slidte metaforer, at vi skam selv følger med, ikke er trådt bag af dansen. Vi anerkender villigt fællesskabet, fordi vi udmærket ved, at klicheerne er noget af det mest sociale, vi har.

Men på den anden side hader vi samtidig klicheen og er rent ud sagt ved at brække os, hver gang vi igen er skvattet i og f.eks. har talt om ’at træde i karakter’. Den modvilje over for bevidstløs gentagelse er digtere traditionelt allergisk opmærksomme på, og vi siger da også i feststemte skåltalestunder, at litteraturen, og især lyrikken, udgør et på forhånd skeptisk og kritisk »modsprog«, hvor de vedtagne udtryk bliver nedbrudt og forkastet.

Samtidig ved vi dog også, at en digter aldrig kan blive en rigtig stor digter, hvis ikke han eller hun har begge arme dybt begravet i dagligsproget. Det vidste en poet som Per Højholt: Omme bag modsætningen mellem afhængighed af og frigjorthed fra klicheen findes der en tredje position, som vi kan kalde for klichéklistren eller bevidst klichéklemmeri. Og det er også her, vi finder Viggo Madsen.

Skæbnen som kappe

Hør bare: »Det må bero på, hvordan man gestalter sig, man kan vel ikke gå i flyverskjul og komme gennem livet ved at ligge lavt hele tiden, på et eller andet tidspunkt må man træde i karakter, tage sin skæbne på sig, og erkende, at man var det lod, man havde fået stukket ud i livets lotteri, sit eget livs præmie, så at sige, den indhøstede hovedgevinst.«

Det er, må vi indrømme, en ophobning af klicheer, men det er samtidig en leg med klicheen. Det er en personlig måde at bo i det fælles på.

Dermed er vi fremme ved grundfiguren i Viggo Madsens bog, det at et individ, han, føler sig som sig, taler som sig og skaber sig som sig, men i grunden gør det på vegne af alle og enhver. Hør bare:

»Særbehandling, sågerne! Forehavende, se gøremål. Vi taler om at overvære tingenes overflødighed, ja, der står handlinger på højkant. Ikke nok med, bare som tilskuer at overvære, hvad de andre foretager sig, at stå på sidelinjen og iagttage deres handlinger, udspionere, betragte, bekikke, besé, beglo, og kukkelure, ja være måbende vidne, har tabt både næse og mund, så hellere selv træde i karakter, tage sin skæbne på sig som en kappe, for hvis man skal gøre noget, kan man lige så godt gøre det ordentligt, hvis det skal være noget, må det gerne være noget, der vil noget, og hvis man vil figureres som noget udefrakommende, hvis man for eksempel vil anskues som en lystfisker, kan det være i fuld mundering, waders, gummiudtræk og sydvest, så for min skyld ingen alarm.«

Klichéfyldt? Jovist, men også netop så overgjort et klistret klichéklemmeri, at det ender som en godmodig, personligt tilegnet livsstrategi. Hvad Madsen har fundet frem til, er en formel for det fundamentalt sociale ved individets eksistens, udtrykt kort i dette fine fund: »den tilstand, der så at sige er tinglyst omkring ens person«!

Forlagssjusk

Anmelderen har nu fået sagt det meste af det positive, der er at ytre om Galopperende hvadsomhelst. Nu kommer indvendingerne, som dels retter sig mod én bestemt af forfatterens unoder, dels mod forlagets fatale svigt over for sin forfatter gennem nu 28 år.

Allerede indpakningen eller det, vi med et fint akademisk ord kalder ’parateksten’, røber, at noget bare er rablende galt. På titelbladet er ordet ’galopperende’ stavet forkert og genrebetegnelsen anført som »Essays og betragtninger«. På forsiden er titlen stavet korrekt, men genrebetegnelsen lavet til »Essays og tekster«. På bagsiden er titlen atter stavet forkert og »hvad som helst« skrevet i tre ord. Total forvirring, med andre ord.

Forlaget kunne og burde have gjort sit arbejde bedre. Og man skulle nok have bistået Viggo Madsen med at få luget ud blandt hans fra tidligere bøger desværre så velkendte fortyggede selvopfundne abstraktioner – »fortvivlelsens ovenudspolitik», »misundelsens åbenbaring«, »fortabelsens vidnesbyrd«, »uafvendelighedens triumf«, »inertiens konverteringsevne«, »udbredthedens latens«, »altings uoverkommelighed« osv.

Ikke alle disse konstruktioner rammer ved siden af; således har »ligegyldighedernes opmarchbås« og »trivialiteternes vagtparade« fin affinitet til klichéproblematikken, men de fleste af abstrakterne virker bare som ren manér.

Helt uforstående må anmelderen stille sig til de talrige ordrette gentagelser. Et citat af Johannes V. Jensen optræder både på s. 21 og 48, en æstetikrefleksion på s. 29 går igen s. 52, en sekvens på s. 47 optræder også på s. 57, det i sig selv sjove fund »Alle mine egoer stablet på stribe« kommer både på s. 53 og 64, og det samme gælder en klichékritisk skovsøpassage (s. 54 og 67).

Flere klodsede repetitioner kunne nævnes, men lad os holde her og opfordre Hovedland til næste gang at yde bedre redaktionel service til den store (men jo også lidt for jaskede) digter, som Viggo Madsen vitterlig er. For nu at genbruge fhv. landstræner Morten Olsens foretrukne, klichéagtige udtryk.

Viggo Madsen: ’Galopperende hvadsomhelst’. Hovedland. 94 sider. 169,95 kr.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu