Læsetid 4 min.

Nogle gange har man bare ikke øjne nok

Argentinske Samanta Schweblins intense øko-thriller er en truende, bevægende og kirurgisk ubarmhjertig kortlægning af moderskabets grænser og menneskelig magtesløshed
I ’Redningsafstand’ er Amandas feberdrøm som en klaustrofobisk, tidsforvrængende beholder for den ultimative magtesløshed: Det ikke at kunne beskytte sit barn.

I ’Redningsafstand’ er Amandas feberdrøm som en klaustrofobisk, tidsforvrængende beholder for den ultimative magtesløshed: Det ikke at kunne beskytte sit barn.

Alejandra López
3. juni 2017

Ud over at hun skal dø, ved vi meget lidt om Amanda. Hun har taget sin lille datter Nina med på ferie i et lejet hus på landet et ørkesløst sted i Argentina. Her bukker alt andet end den genmodificerede soja under på de langstrakte, tørre marker. Og nu ligger Amanda og dør. Spørgsmålet er, om hun når at forstå hvorfor, inden det er for sent.

I en sjælelig tusmørketilstand et sted midt imellem verdener udfolder Amandas tragedie sig som en uforudsigelig og spændingsmættet samtale mellem hende og drengen David. David er søn af den lokale kvinde Carla, der er Amandas nye fascinerende bekendtskab i guldbikini og smækbukser. (»Det forvirrer mig at en kvinde, som er ti år ældre end mig, kan være så meget smukkere.«)

Amanda og Carla tilbringer sammen soldage med at drikke limonade og ryge cigaretter ved poolen. En dag betror Carla sig til Amanda om den skæbnedag, hvor mandens uvurderlige avlshingst stikker af. Carla finder hesten ved floden, hvor den står og drikker af vandet. I sit forsøg på at fange den ind, tager hun øjnene fra sin lille dreng. Drengens sko og hænder er våde, ved siden af ham i vandkanten flyder en død fugl, og dagen efter er hingsten død.

»Nogle gange har man bare ikke øjne nok,« som Carla bittert erfarer. De to tragiske moderfigurer Carla og Amanda er forbundet, men hvordan ved Amanda ikke. Kun pinefuldt langsomt nærmer hun sig med Davids insisterende på en gang barnlige og voksne stemme i øret en form for klarhed.

Genmodificeret gyser

Redningsafstand er en intens litterær pageturner, der imiterer den uhygge, som findes i det, der ligger lige akkurat uden for vores sansers evner. De usynlige farer, som måske alene på grund af deres overmenneskelige omfang ikke kan fattes i det konkrete liv. Det nævnes ikke med et eneste banalt tematisk ord i Schweblins elegante gyser, men alligevel er Argentinas lempelige brug af sprøjtemidler på landets enorme produktion af genmodificeret soja til stede som en dyster syregrøn baggrund for historien.

Den intense spænding i fortælleformen og stramme fremdrift i Samanta Schweblins sprog kommer af, at der for både læseren og hovedpersonen Amanda er et ukendt punkt, der skal nås. Der er en sandhed eller en erkendelse, som hendes syge, afkræftede hjerne med nødvendighed må nå frem til, og som det i hendes feberdrøm er hendes venindes spøgelsesdreng, der må coache hende frem til.

Amanda gengiver møjsommeligt det udramatiske, men intenst ubehagelige handlingsforløb, der fører frem til, at hun er havnet mellem liv og død. At befinde sig i fortællingen er som at være fanget under tungt vand og kun alt for langsomt stige opad mod en overflade, der hele tiden synes tæt på, men som aldrig er det. Som at vågne langsomt fra narkose med en lurende bevidsthed bagerst i hovedet om, at det værste er sket, men uden tilstrækkelig kognitiv koordinering til at få brikkerne til at falde på plads.

Det forræderiske moderbånd

I Redningsafstand er Amandas feberdrøm som en klaustrofobisk, tidsforvrængende beholder for den ultimative magtesløshed: Det ikke at kunne beskytte sit barn. Som Amanda spørger inde fra sin onde, virkelige drøm i sit forsøg på at få vished om Ninas skæbne: »Hvordan skal jeg kunne måle redningsafstanden, når jeg ikke ved, hvor hun er?«.

I den engelske udgave har Schweblins bog fået titlen Fever Dream, mens Peter Adolphsen, der har oversat fra spansk til smukt dansk, heldigvis har beholdt den mere originale titel: Redningsafstand. »Jeg kalder det ’redningsafstand’,« fortæller Amanda til Carla, »denne variable distance mellem min datter og mig selv. Den halve dag går jeg og beregner denne afstand, selv om jeg altid tager større chancer end jeg burde.«

Denne intuitive snor mellem forælder og barn, der slækkes og strammes alt afhængigt af omstændighederne, er Amandas anker i verden. Men det er et forræderisk anker. En ledetråd med fatale begrænsninger, når farerne ikke er en bordkant eller en gøende hund, men en forgiftet by. Sansninger og moderinstinkter kommer til kort, når morgenduggen dræber.

Børn der føles fremmede

Det er den ene side af det: At en menneskelig vurdering af redningsafstanden kan være fejlagtig eller utilstrækkelig. En anden og mere uhyggelig dimension i Schweblins litterære moderskabs-thriller er, at forældrekærlighed ikke er betingelsesløs, og at den intense moderintuition ikke altid falder ud til barnets fordel. For hvad gør man, når ens barn ikke ligner sig selv?

I bogen begynder Carlas dreng David at sige ting, han aldrig har sagt før. Pludselig bevæger han sig anderledes langsomt og fremmed og bruger sine dage på at begrave døde ænder. Er han en anden, et spøgelse eller et monster? Måske er han simpelthen et offer. Det er ubarmhjertigt, hvordan ofre også kan være skideuhyggelige.

Samanta Schweblin forærer ikke læseren færdige svar, men hun formidler følelsen af at flere modsatrettede sandheder er næsten inden for rækkevidde. Sandheder, som ens sind bliver ved med at ville nå frem til efter endt læsning. Helt og holdent til stede efter endt læsning er kun vores overvældende utilstrækkelighed.

’Redningsafstand’, Samanta Schweblin. Gyldendal, 120 sider, 200 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu