Læsetid: 9 min.

Glimt fra en splittet Northside Festival

Det er ikke en ubetinget heldig udvikling, som den aarhusianske festival har bevæget sig ud i. Med yderpunkter i bredspektret folkelighed og visionær kunstkoncertform knækkede publikum over på midten, splittede. Og så alligevel forsonede i fællessang til afslutningsnavnet Radiohead – under et skybrud af bibelske dimensioner
Thomas Helmig var en succes på NorthSide med den angiveligt bedst besøgte koncert i festivalens historie. Samtidig puster han dog til debatten om festivalens placering mellem indie og pop.

Thomas Helmig var en succes på NorthSide med den angiveligt bedst besøgte koncert i festivalens historie. Samtidig puster han dog til debatten om festivalens placering mellem indie og pop.

Casper Dalhoff

13. juni 2017

I det mindste er det ikke kedeligt at overvære NorthSide Festivalen i Aarhus så småt blive voksen. Kampene er genkendelige fra ens egen overgang fra ungdoms- til voksenårene, men det sker i noget større skala.

I vadestedet til et liv under stort ansvar, hvor man pludselig skal svare for sine fjollede beslutninger (i NorthSides tilfælde at lukke 10.000 mennesker mere ind på samme areal som sidste år, i mit tilfælde at fifle med hjemmelavede kanonslag). Filipenserne har forladt festivalen, men til gengæld forventer verden pludselig noget af den.

Den er ikke længere den bedårende yngling. Det er tid til at præstere.

Aarhus er begyndt at regne NorthSide for en værdifuld tilstedeværelse. Ifølge Jyllands-Posten anslås det, at der bliver lagt 14 millioner kroner uden for pladsen. Plus det løse. Læg dertil brandingværdien for Smilets By.

Og kernepublikummet føler medejerskab over festivalen og ikke mindst musikprogrammet. Og er begyndt at kritisere det.

For eksempel har mange NorthSide-fans på de sociale medier beklaget sig over tilføjelsen af Thomas Helmig til programmet. Et aldrende popikons folkelighed virker for nogle svært forenelig med dén indiesegmentering, som festivalen med så sikker hånd har fremelsket.

Det er sket med afsæt i en indiekultur, som har rødder i 80’erne og 90’erne, hvor Helmig også havde sin storhedstid – og hvor indiekulturen afviste popmusikerne, herunder ikke mindst Helmig som overfladiske platheder.

Men tiderne er skiftet. Vi har oplevet, at skellene mellem pop og finkultur, undergrund og mainstream er blevet opløst. Så bookningen af Helmig lignede på papiret en succes – og blev det også IRL.

Helmig bag rattet

»Nu sætter jeg mig bag rattet, og så kører vi gennem natten sammen,« sagde entertaineren selv oppe fra scenen, klar til at vinde sin sejr, som – populært set – var total på årets Northside. Koncerten var angiveligt den mest velbesøgte i festivalens historie, og der var ingen ende på mængden af godtfolk, der alle havde et nært forhold til den aarhusianske helt.

En lokal darling, der i teksten til sangen »Malaga« endda lovede publikum på denne uvant solbeskinnede lørdag, at han også vil dø her: »Jeg lukker mine øjne i Aarhus.«

Det startede med en noget rusten stemme, men med koropbakning og opvarmning gik det snart fint i lystigt luntetrav gennem en hitparade, der fik masserne til at bølge og nostalgien til at svulme. Blandt mine personlige favoritter var »Fed lykke«, »Nu hvor du har brændt mig af« og »Det er mig der står herude og banker på«.

Bandet var solidt, professionelt, tivoliseret funky, på den dér kystbane-soul-måde, som fostredes så sikkert i 80’erne. Og som åbenbart aldrig er rendt af mode. Med protagonisten i gang med at endevende alle skuffer i sin fine, folkelige, festlige, fornøjelige kommode, som alle – men ikke enhver – kan have stående i deres hjem.

Spørgsmålet er dog, om det er vejen mod Helmigs Grøn Koncert-prægede fællesskabsfølelse, som Northside vil gå. Det er ikke dén vej, de generelt indikerer i deres program, omend de også åbnede for det med Dizzy Mizz Lizzys koncert for to år siden.

I år oplevede vi i hvert fald en tydelig splittelse – både hos folket og anmelderkorpset – som Frank Ocean forårsagede med sit kunstnerisk krævende projekt aftenen før Helmigs populærsejr. Helmig og Ocean markerer to forskellige veje for festivalen at gå, og umiddelbart ser det ikke ud til, at festivalen og dens pt. 40.000 gæster kan rumme begge dele.

Reaktionerne på den 29-årige amerikaners koncert, både hos publikum og anmeldere, var polariserede. Det elitære, indelukkede, utilnærmelige blev betonet i de negative anmeldelser og ytringer. Det kompromisløst kunstneriske, det visionære, ja, magiske i de positive.

Jeg tilhører den sidste fløj. I sin tanke var Frank Oceans live-optræden måske det største koncertkunststykke, som denne signatur har oplevet. I sin udførelse ikke helt.

Konstant måben

Det var i hvert fald en lukket fest – betinget af det kvadrofoniske lydanlæg, som var blevet sat op eksklusivt til Oceans vildt tænkte koncertformat. Fire ekstra højtalertårne, som dannede en cirkel, hvor der slet ikke var plads til alle gæster, måske kun 10-15.000.

Var man udenfor må det have virket musikalsk usammenhængende, indenfor var det fortryllende.

Det var med konstant måben, at denne anmelder vendte hovedet bagud, for at fange instrumenter, især keyboards, og korstemmer bruse fra den bagvedliggende højtalerring for at mødes med scenens fronthøjtalere – guitar, bas, trommer, Oceans leadsang.

Sammensmeltet i mine to hjernehalvdele. Vildt tårnende korharmonier, heliumstemmer, summende orgler.

Inde i cirklen var vi i Frank Oceans hoved og skaberværk. Det var et visionært tænkt og højteknologisk humanistisk show. Et forunderligt, omend lidt humpende mix af intimitet og stadionskala.

Der var plads til os. Men Ocean efterlod dig heller ikke med nogen tvivl om, at det var dig, der måtte investere følelsen. Og dermed fremstod han ikke kun som en kompromisløs, men også som en krævende kunstner.

Vi er vidne til en mand, der live knækker koden for hvad moderne lydudstyr kan, ved at skabe en lydverden ude i virkeligheden, som føles som om vi er inde i Oceans kraniekiste, forstår hans visionære arbejde med afstande i mixet, forskellige klangrum og bearbejdning af sin egen stemme i lag på lag på lag
Læs også

Helmig er soundtracket til dit liv. En baggrundsvarme, en parfumering. En nostalgisk farvning af din erindrings fotoalbum. Kultur. Og som sådan uantastelig.

Frank Ocean er en nær ven. Den slags, der kræver tid og fordybelse. En hovedperson, der står som et centralt motiv i dit fotoalbum. Ham, der siger alle de ubehagelige sandheder, som gør, at du kan vokse. Kunst.

Northside er også en nutidens og en fortidens festival. En stor del af programmet er viet bands og kunstnere, der havde deres storhedstid som vigtige ikoner i populær- og musikkulturen i tidligere årtier. Sort Sol og Thomas Helmig (80’erne og 90’erne). Ride, The Afghan Whigs, Primus, Richard Ashcroft og The Prodigy (90’erne), Tina Dickow og Thomas Dybdahl (00’erne).

Det er cirka en fjerdel af navnene på årets festivalplakat.

Publikum bliver også ældre på festivalen. Over 70 pct. er over 30 år gamle på festivalen i år, kunne man læse i lørdagens Jyllands-Posten. I 2013 var tallet ca. 50 pct. Så det virker smart at skrue op for de retrospektive bookninger.

Og herfra skal der da også lyde respekt for at bygge broer mellem generationerne, selv om jeg så mener, at nogle af navnene måske befinder sig bedst i musikkens pulterkammer – Primus, Ride, The Prodigy, Thomas Dybdahl for at være mere præcis.

Richard Ashcroft derimod overraskede med en delvist blændende koncert. Baseret på fordums britpop-storhed, bevares, men revitaliseret af et gnistrende band og Ashcroft den ældre med hæse brudflader i stemmen, som han forstod at bruge til maksimal effekt. 

»Lucky Man«, »Drugs Don't Work« og »Bittersweet Symphony« var dynamiske og nulevende nydelser – selv om de alle stammer fra Ashcrofts tidligere band The Verves 1997-album Urban Hymns. Således kan musikken hoppe i tid og snyde døden, bare for en stund.

Luftscratch

Den sjoveste bro, der blev bygget var så mellem to ungdommelige hovedpersoner i popmusikkens åbenbaring. Mens publikum stod tæt som sild i en tønde og ventede på Frank Ocean foran Blue Stage, var MØ i gang med at færdiggøre sin koncert nogle hundrede meter væk.

Således at Ocean-fansene kunne synge lykkeligt med på MØ’s »Final Song«, uden at være med til, ja, faktisk stå med ryggen til danskerens koncert. Således kan FOMO – Fear Of Missing Out – også dulmes. Og således viste det sig også, at der var et segment af publikum, der kunne deres mest tilgængelige popkanon og samtidig følte sig klar til Frank Oceans sværere afkodelige verden.

Det næsten helt igennem lyserøde Northside-publikum har så også for længst demonstreret, at de kan noget andet end den indierock, der var festivalens udgangspunkt. De kan for eksempel deres populær-hiphop.

I år eksemplificeret ved den amerikanske duo Run The Jewels og Albertslunds egne Suspekt, der smækkede deres kæfte i øregangene på os.

Run The Jewels med et forrygende sæt, hvor publikum luftede et indgående kendskab til teksterne og pigerne ved siden af mig dyrkede luftscratch, altså hvor man – lige som i luftguitar – scratcher i det fri på en imaginær pladespiller. Hehe.

I det hele taget blev det en lyksalig fredag eftermiddag, selv om himmelen her begyndt at åbne for sluserne. For Run The Jewels satte så gedigent ild til os, at alt vand syntes at fordampe.

El-P og Killer Mike smældede deres ordkæder over vores rygstykker, og den eksplosive bas lød som om den kom fra en atomkælder under Northsides mudder. Og så var duoen også både rasende politisk og kærligt omfavnende: Hvis du ser en lækker pige foran dig, sagde El-P, »then keep your filthy dick to yourself«.

Suspekt leverede et anderledes pornografisk, pik/røv/kusse-paraderende sæt, der sendte en chokbølge af gejl testosteron over pladsen. Og rev alt med sig, mens de to rappere Bai-D og Orgie-E og den ene musikbestyrer Rune Rask rev den for vildt af.

Kneppet med følelser

Det skete som en stærk afslutning på den eneste tørvejrsdag på Northside, lørdag. Da vi ankom til søndagens afslutningskoncert med Radiohead skulle det vise sig, at vandtorturen ej var forbi. Ekstremt velkoordineret startede og sluttede regnen synkront med briternes fremragende to timers sæt.

Det var en form for spirituel oplevelse at blive fuldstændig druknet under Radioheads flintrende tornado og flimrende tvivlen af en koncert. En tåge, man kan forvilde sig ind i. En kompleksitet i lag på lag. Og en mur man slå sig til lirekassemand imod.

Så det var Radiohead, ja, det var Radiohead. De fik helet en festival, der syntes revet over på midten af to yderpoler – repræsenteret af den gammelfolkelige helt Thomas Helmig og den amerikanske visionære mester Frank Ocean.

Thom Yorke i front for Radiohead ved søndagens koncert.
Læs også

Lidelsen. Selvovervindelsen. Anstrengelsen. Den fysiske udmattelse og dens tranceskabende effekt, som kan være så central en del af en – god – festivaloplevelse blev således også et særkende ved årets Northside Festival.

Vores anstrengelser skyldtes så også delvist logistiske fejldispositioner fra festivalens side. Med beslutningen om at sælge 10.000 flere billetter til det samme areal som sidste år var der helt enkelt for mange mennesker. Man måtte zigzagge gennem masserne, der hverken kendte til højre, venstre eller vigepligt. Og hvorfor skulle de egentlig også dét?

Og hvorfor havde festivalen undladt at bruge natten efter fredagens otte timer lange skybrud på at sprede træflis over pladsen? I stedet var området i Ådalen en – ikke ufarlig – mudderpøl, som satte vores trætte fødder på ekstra prøvelser lørdagen og søndagen igennem.

Det var dispositioner, der føltes både profitorienterede, nærige, dårligt koordinerede og ikke helt sikre for publikum.

Der er sket noget med Northside siden dengang festivalen startede i parken Tangkrogen i Aarhus som en endagsfestival i 2010 med lokale og nationale helte som Nephew, Mew og Veto på plakaten. I dag er den et kulturelt brand for Aarhus, en velvoksen player i dansk musikliv.

Og i år var det så også en ny dansk generation (og Peter Sommer og Tiggerne), der var med til at løfte musikprogrammet. Det var de to store, idiosynkratiske stemmer, der kommer fra Bisse og Katinka.

Sidstnævnte med en klokkeklar stjerne i svøb, i forsanger, frontfigur Katinka Bjerregaard, der levede musikken i et blodigt kropssprog ved en blændende koncert på Red Stage søndag tidlig aften.

Bjerregaard begår fremragende Tove Ditlevsen-agtige tekster med kitchen sink-realistiske metaforer og stor emotionel begavelse. Benådet med en slagfærdig humor og en brutalt kantet, hårdt fraseret sangstil, der vækker mindelser om salig Jomfru Ane Band.

Og så alligevel sig selv, unik. Og stensikker i sin bevidsthed om, at tiden er hendes: »Vi knepper jer i al beskedenhed med følelser,« sagde hun fra scenen om den yngre udgave af bandet. Og tilføjede om den aktuelle udgave: »Nu tror jeg, vi er blevet gamle nok til at kneppe jer med noget andet.«

Enere som hende kan ikke opfindes af en algoritme eller konceptualiseres af en målgruppeanalytiker. Dem skal vi værne om.

Lige som Northside skal værne om sit image som en velorganiseret festival.

Northside Festival 2017. Frank Ocean, Run The Jewels – Fredag. Thomas Helmig, Richard Ashcroft, Suspekt – Lørdag. Radiohead, Katinka – Søndag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Viggo Okholm

Jeg en ældre mand var der ikke og når heller ikke at komme der som odenseaner. men jeg vil nu mene at en festival med plads til alle generationer og stilarter er en rigtig festival. Alle kan få udfordret deres smag, de unge opdage at alt gammelt ikke er noget møg og de ældre kan blive tvunget til at høre det nye og blive lidt forarget og tænke på hvordan deres forældre måtte føle gru om den nye rock.

Michael Kongstad Nielsen og Nette Skov anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Kulturhistorisk fodnote: Musik var i århundreder et samlingspunkt for generationerne. Det var først i det tyvende århundrede, at de unges og de gamles musiksmag fjernede sig fra hinanden i en grad, så man kan tale om en kulturkløft. Dengang folkemusik var moderne, var der faktisk tale om folkets musik. Kun overklassen skilte sig ud ved at sponsere sofistikerede komponister (som med arme og ben stjal deres materiale fra folkemusikken).

Så jeg er enig med Viggo Okholm: En festival med plads til alle genrationer er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

Viggo Okholm, Michael Kongstad Nielsen og Nette Skov anbefalede denne kommentar
Ralf Christensen

Kære Viggo og Niels,
Jeg taler på ingen måde imod aldersspredning på festivalen. Det er kun godt! Der var fx masser f unge mennesker til Helmig.
Jeg taler om at der kan risikere at være for langt mellem det allermest folkelige (Helmig) og det mere eksperimenterende (Ocean) og at det kan tvinge festivalen til at vælge retning, hvis det polariserer publikummet for meget.
NorthSide kendetegnes ved ganske få koncerter fordelt over de 3 dage (ca. 40 på 3 dage mod Roskilde Festivals ca. 170 på 4 dage), hvilket gør at festivalen mere er et narrativ gennem programmet end et tagselvbord. Altså kommer alle til at have en holdning til næsten samtlige koncerter. Og i år var der klare brudflader mellem de forskellige publikumsfraktioner.

Niels Duus Nielsen

Ralf Christensen, som du selv skriver var Helmig en succes. Jeg var selv indie-fan og brød mig ikke om pop, da han var stor, og derfor heller ikke om ham. Men i mellemtiden er jeg så blevet mere tolerant, og kan se en værdi at favne bredt, når det kommer til musik.

"...skellene mellem pop og finkultur, undergrund og mainstream er blevet opløst..." skriver du, og de steder, et sådant skel opretholdes, er det for det meste alene af identitetspolitiske årsager. Det er min erfaring, at konkurrence mellem genrerne i vore dage mere er en musikerting end en publikumsting.

Så min kommentar var ikke rettet mod din anmeldelse, snarere tværtimod, men mod de kritikere af festivalens program, som jo heller ikke fik ret i deres kritik. At du kritiserer festivalen for dårlig organisation er derimod helt på sin plads - jeg gider personligt ikke festivaler, med mindre jeg kan få et backstage-pass, netop på grund af de forhold, der bydes publikum..

Michael Kongstad Nielsen

Jeg synes det er godt, at de forskellige aldre følger med i hinandens smag og oplevelser.
Det var smukt sidste år, at så mange unge gad at høre på Poul McCartney på Roskilde.

Viggo Okholm

Ralf Christensen: Enig i at det måske kan blive for meget med et sammensurium af for mange genrer, men så alligevel tror jeg det er sundt. Men antallet af grupper på kort tid er så måske i overkanten til at det kan fordøjes. I min lille hjerne synes jeg at bl.a. også radioen i deres valg af ens musik pr program gør en fejl. Egentlig burde programmerne afspejle både aldre kultur og etnicitet og hermed fremme en forståelse mennesker imellem. Det var bare en tanke.