Læsetid: 4 min.

Grusomheden i det universelle

Colson Whiteheads ’Den underjordiske jernbane’ fortæller den vigtige og brutale historie om slavetiden
10. juni 2017

Det er altid lidt specielt at anmelde en bog, som for længst er blevet overdænget med priser og rosende ord. De begejstrede citater på omslaget skaber ikke kun høje forventninger, men også – i hvert fald for mig – automatisk en tvivl om, hvorvidt det overhovedet er muligt at leve op til hypen.

Sådan en bog er Den underjordiske jernbane, skrevet af amerikanske Colson Whitehead, der gæster Louisiana Literature til august. Romanen har ikke kun vundet National Book Award og Pulitzer-prisen, den er også blevet lovprist af både Oprah Winfrey og Barack Obama.

Bogen handler om Cora, der er født og opvokset som slave på en bomuldsplantage i sydstaterne. Som lille blev hun forladt af sin mor, og Cora tynges ikke kun af smerten ved at blive svigtet, men også af moderens mytologiske status, fordi hun er den eneste, der har formået af undslippe den berygtede slavejæger Ridgeway.

Ved romanens begyndelse har slaven Caesar sat sig for at flygte, og trods Coras indledende modstand beslutter hun at følge ham, da plantageejeren dør og erstattes af broderen Terrance, hvis største fryd i livet tilsyneladende er at udtænke de mest brutale måder at afstraffe slaverne på.

’En dreng fra mit barndomskvarter blev banket ihjel af politiet, fordi han malede graffiti. Så jeg lærte ret hurtigt, at unge sorte mænd let bliver udsat for racisme og politivold,’ fortæller Colson Whitehead, der beskriver slavetidens USA i sin roman ’Den underjordiske jernbane’.
Læs også

Den hæsblæsende flugt er virkelig en stærk åbning, og i min naivitet forestillede jeg mig, at romanen i stil med filmen Mad Max: Fury Road ville fortsætte som en hektisk, uafbrudt jagt. Men hurtigt viser det sig, at den er mere beslægtet med tv-serien The Wire, hvor fortællingen lige så stiller breder sig ud, indtil et enkelt, dramatisk svirp vender hele situationen på hovedet, hvorefter farten sænkes igen. For selv om Ridgeway er lige i hælene på dem, lykkes det faktisk tidligt i romanen for Cora og Caesar at nå frem til South Carolina, hvor de foreløbigt slår sig ned.

Det lyder måske som en spoiler, men egentlig er det ment som en service til læseren og en opfordring til at væbne sig med tålmodighed, for det tog mig ikke så få sider at vænne mig til, at resten af romanen bevæger sig i et helt andet tempo end de første kapitler.

Tæsk og voldtægt

Den underjordiske jernbane er en skræmmende skildring af forsøget på at skabe et liv trods en altomfattende angst. Begrænsning, nedbrydelse og ydmygelse optræder i utallige variationer, og beskrivelserne af de fysiske afstraffelser – som ud over tæsk og voldtægt inkluderer mennesker, der bliver brændt levende eller får deres kønsdele skåret af og syet fast i munden – ville være skræmmende nok, hvis de udelukkende var et resultat af forfatterens fantasi, men de bliver selvfølgelig endnu mere nedslående, fordi de er baseret på faktiske begivenheder; man skal være et usædvanligt følelseskoldt menneske for ikke at blive påvirket af den smerte og elendighed, romanen skildrer.

Så meget desto mere frustrerer det mig, at Whitehead dyrker en særlig overpointeret prosa, der tilsyneladende ikke har den store tiltro til, at læseren forstår historiens alvor. Enkelte afsnit får karakter af moralprædikener, som er helt unødvendige, eftersom bogen fint og effektivt beskriver den fuldstændig forrykte behandling, man udsatte slaverne for.

Den manglende tiltro kommer også til udtryk i overforklaringer som, »Det var den blødeste seng, hun nogensinde havde ligget i. Men nu var det jo også den eneste seng, hun nogensinde havde ligget i.«

Andre gange slutter Whitehead en scene med en demonstrativt lakonisk sætning, hvis funktion vistnok er at forstærke situationens alvor ved at stå i skærende kontrast til den: Som da Cora og Caesar når frem til et hus, hvor en af deres hjælpere bor med sin hund, og beskrivelsen af, hvordan de spiser, mens hjælperen fortæller dem, at Ridgeway er på sporet af dem, afsluttes med ordene »Hunden slap en vind.«

Til gengæld er romanen fyldt med mindeværdige karakterer. Imponerende nok er både Cora og Ridgeway vældig levende skikkelser, på trods af at de hviler på velkendte typer i form af den ukuelige slave, der ikke kan knækkes, uanset hvad omgivelserne udsætter hende for, og den onde jæger, som er besat af et bestemt bytte.

Den underjordiske jernbane lever ikke helt op til de vilde citater på omslaget; dertil er den lidt for langtrukken, og ikke mindst forhippet på at overbevise mig om noget, jeg allerede er enig i. Men den er stadig en hård beskrivelse af, hvordan man må forsøge at leve, når der ikke er nogen steder at flygte hen, men kun steder at flygte fra: Hver gang Cora får opbygget en udholdelig tilværelse og tillader sig selv en smule håb, dukker Ridgeway nemlig op igen.

Og så er den en vigtig fortælling om en dyster periode i amerikansk historie, hvis efterskælv desværre stadig kan mærkes – tænk blot på Black Lives Matter-bevægelsen og urolighederne i Ferguson i 2014. Som romanens fortæller siger et sted: »Man kunne sagtens opfatte sin onde skæbne som noget særligt, men den sande gru lå i dens universelle karakter.«

Colson Whitehead: ’Den underjordiske jernbane’. Oversat af Vibeke Houstrup Christensen, Politikens Forlag, 304 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu