Læsetid: 4 min.

Hellere slå sig til blods end til tåls

Hvor Cecilie Linds debutroman – egentlig en genrehybrid! – er bedst og allermest intens, fejer den eventuelle episke forbehold til side
Grundidé og hoveddrivkraft i ’Til en engels forsvar’ af Cecilie Lind er et frenetisk raseri, en vrede, et oprør, som overskrider grænserne mellem det kropslige, det sjælelige og det guddommelige. Centralfiguren, en skamskudt engel, skulle egentlig have været hjælper, beskytter eller en slags personlig mentor for en ’pige’, hvis opvækst var ’præget af svigt og mange møder og mange blå mærker’.

Grundidé og hoveddrivkraft i ’Til en engels forsvar’ af Cecilie Lind er et frenetisk raseri, en vrede, et oprør, som overskrider grænserne mellem det kropslige, det sjælelige og det guddommelige. Centralfiguren, en skamskudt engel, skulle egentlig have været hjælper, beskytter eller en slags personlig mentor for en ’pige’, hvis opvækst var ’præget af svigt og mange møder og mange blå mærker’.

Simon Fals

3. juni 2017

Læsere af Cecilie Lind (f. 1991) vil der vel næppe nogen sinde findes mange af. Dertil er hendes egensindige særsprog nok for akavet og avanceret, hendes associative automatskrift for kaotisk vilter, hendes sproglige legesyge simpelt hen for ekstrem.

Til gengæld ender hendes edsvorne tilhængere uvægerligt som stålsatte entusiaster.

Adgangskravet til denne eksklusive flok er villighed og evne til at give sig hen, give sig vildskaben i vold og midlertidigt slå tanken fra: så nøgent som muligt udsætte sig for hendes verbale tæppebombardementer. Evner man denne tillid til skævskriften som målløs magi, vil ens risikovillighed blive rundhåndet belønnet i store dele af hendes første roman.

Frenetisk oprør

Men ikke i den hele! Dertil føles modsætningen mellem stilistisk maksimalisme og plotmæssig minimalisme altså bare for grel, og dertil er de selvgentagende krukketheder simpelt hen for hyppige. Men hvad gør i grunden det, når man i lange passager får lov at lade sig rive med af noget af den voldsomste og mest lidenskabelige litteratur, der tilvirkes i Danmark i dag?

Så vænner man sig i hvert fald lettere til de indre ujævnheder, som f.eks. at optakten – en formentlig Inger Christensen-inspireret lyrisk leg over verbet »falder« – svæver frit i luften i forhold til resten, eller at to af værkets i alt fire dele glider fra tætpakket prosa over i flagrende sekvenser af luftigere, knap så ekspressiv poesi. 

Grundidé og hoveddrivkraft i Til en engels forsvar er et frenetisk raseri, en vrede, et oprør, som overskrider grænserne mellem det kropslige, det sjælelige og det guddommelige.

Centralfiguren, en skamskudt engel, skulle egentlig have været hjælper, beskytter eller en slags personlig mentor for en ’pige’, hvis opvækst var »præget af svigt og mange møder og mange blå mærker«. Men skytsenglen formastede sig til at forelske sig i klienten, overskred sine beføjelser og blev fyret, blev »et offerlam på rådets bål«, hvor ’rådet’ her skal stå som en anonym, autoritær instans, samfundssystemets garant for moral og normalitet.

Reddet af Gud

Dog, i bogens sidste del, hvor englen står anklaget for retten, og hvor anklageren og dommeren i øvrigt, ret ujuridisk, har rottet sig sammen på forhånd, træder selve Gud ind på scenen og solidariserer sig med ofret, på vegne af alt, hvad der i denne verden kan siges at eksistere af ugleset, udgrænset og udstødt.

Hvordan denne ekstatisk lykkelige slutning så lige mere nøjagtigt forholder sig til værkets første hoveddel, som skildrer englen i krig som soldat, og hvad sammenhængen helt præcist er omkring pigens anbringelse på en anstalt »med enestue og stejle principper« og med »pjalterne, neglene, måltiderne, tosserne, tiden der går, og håret der gror«, fik nærværende læser vist ikke rigtig hold på undervejs, for plotmæssigt holdes man hos Lind stedse på sultekost, og spørgsmålet er, om englen og pigen overhovedet udgør episke aktører eller snarere må opfattes som positioner inden for samme psyke.

Men så meget kan da slås fast, at bogen bemestrer et modigt spring ind i – og et hørbart skrig inde fra – et outsiderunivers.

For som pigen siger: »Jeg kan ikke altid orke at indfinde mig på bestemte tider på bestemte tidspunkter«, og: »Det er svært at omgås andre.«

Hun har, som hun udtrykker det, sit eget »hyr med verden« og må derfor se uforstående og udenforstående til, når andre tilsyneladende formår at få »normale« liv ud af »små nyligt radbrækkede psyker«: »Familier vil I blive, og dernæst: glade. Og I vil blomstre i kærligheden, I vil ivre ud og overkomme supermarkedets lyssætning, nøglerne i lommerne der rasler så ondt, når man går sine raske skridt.«

Og tro så endelig ikke, at en sådan konformistisk kasseeksistens er Gud velbehagelig! Nej, Gud fremstår i Cecilie Linds fortolkning som en alt-inkluderende vilje, som i grunden hader alle systemer og især hader at være spærret inde i »evighedens fængsel«. Denne dobbeltkønnede instans er alting, og han og hun elsker alting.

Gud er på én gang »som en hybenbusk, en sommerfugl, en rygmarv, et sølvspænde, en tændstik, en splint, et æseløre, et angstanfald, en trækrone, et kærkomment knus, en ødsel konto, et betændt sår, et barns vræl, en månes skygge, en andens kone, en lille flamme, en entré, en tudse, en kuldegysning, en lunge, en møtrik, en topmave, et rosenbed, en natsværmer, et svar, en nødstedt sømand, duggen der falder«. Og hvad Gud værdsætter, »er higen og håb og smukke øjne, øjne vendt mod himlen, jomfruens himmelvendte himmelblå, sandt for dyden, hyrdetimer og de kønne lår, og den stærke kæbe«.

Den stærke kæbe? Sådan én forbinder vi vel umiddelbart med en løve, en krokodille, en haj eller en garvet bokser. Men vi kan måske også forestille os den som kæbepartiet, hvorfra der i Til en engels forsvar lyder en på én gang suveræn og sårbart skrøbelig stemme, som ikke rigtig ligner noget andet, man har læst eller hørt. Når man fornemmer den, opvejer det ens eventuelle episke desorientering. Eller med bogens stolte ord: Hellere slå sig til blods end til tåls.

’Til en engels forsvar’, Cecilie Lind. Gladiator, 198 sider, 250 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu