Læsetid: 6 min.

Og himlens sluser åbnede sig for Radiohead ...

Regnen haglede over Radioheads indædte fanskare. En klub for folk, der ikke vil være med i klubber. Til ære for en tåretrækker af et band for folk, der hader sentimentalitet. Northside Festival kunne ikke have fundet et bedre forsonende afslutningsnavn på et splittet år
Thom Yorke i front for Radiohead ved søndagens koncert.

Thom Yorke i front for Radiohead ved søndagens koncert.

Per Lange / Ritzau Scanpix

12. juni 2017

Mens Frank Ocean var det store trækplaster, som efterlod NorthSide-publikummet ømt og splittet fredag aften, så blev Radiohead hovednavnet, der samlede flokken sent søndag aften.

Som det sidste navn på årets festival i den gennemmudrede Ådalen i Aarhus var der nærmest lagt op til en form for indie-sakramente fra et band, der har fostret et væld af lamme eftersnakkere, men selv har formået at undslippe skabelonen. Radioheads fanskare er således en klub for folk, der ikke vil være med i klubber. Forelskede i en ok vild tåretrækker af et band, der appellerer til folk, der hader sentimentalitet.

Det hele begyndte med endnu en forkrampet optakt til endnu en stort opsat begivenhed på NorthSide. Som man har vænnet sig til på en festival, der lokker folk til med uimodståelige knaldtilbud (i år Frank Ocean og Radiohead) og leverer lav kvalitet på mange af de andre hylder (Bastille, Thomas Dybdahl, The 1975 for at nævne et par stykker), så var der intet at komme efter i de sidste 45 minutter op til koncerten med kvintetten fra Oxfordshire. Der var helt enkelt ingen som helst musik på pladsen op til Radioheads afslutning.

Så der stod vi så. Så op mod himmelen og måtte erkende at, ja, nu åbnede den sluserne igen. Som på førstedagen således også hen mod slutningen af tredjedagen. I gammeltestamentlige mængder begyndte det at pøse over masserne.

Per Lange / Ritzau Scanpix

Kærligheden til Radiohead blev sat på prøve. Og det var her i disse tidlige minutter, at situationen spidsede til. Det var her, at vi måtte vælge imellem at gå ombord i Noahs Ark som de få udvalgte eller blive tilbage på denne forpestede, mudrede jord, hvor fem englændere bliver ved at hive forvredet skønhed ud af vores fucked up eksistens.

Vi blev her. Vi tog kampen op med de fulde råbehoveder, der ikke gav koncerten den opmærksomhed, som vi disciple anså som mindstemål. Vi stod klar til at tage kæbestødene fra husarerne, dækkede hinandens rygge, mens mudderet steg til ankelhøjde. Vi morede os over damen, der slæbte sin kæreste ud af mængden under de tidligste numre med ordene »Jeg foretrækkker dansk musik«. Og vi frasagde os muligheden for at overleve vandmasserne på en bibelsk flugtbåd ud af en festival, der står med en statistisk set helt usandsynlig mængde af vand fra oven tærsket over dens jorder. Ingen sandsynlighedsberegning kan anerkende de mængder af regn, der bliver NorthSide tildels.

Ja, skybruddet stoppede stort set ikke på noget tidspunkt under den to timer lange koncert med Radiohead. Fra »Daydreaming« fra sidste års album A Moon Shaped Pool år til »Karma Police« fra hovedværket og det ultimative gennembrud Ok Computer fra 1997.

Radiohead er over årtierne blevet til et broderskab, som har fundet sig til rette med sig selv, deres kreativt uforlignelige ambitioner og de mange knaster det er så rigt på. Et broderskab, der ikke fyrer deres trommeslager, når han ikke kan finde ud af at spille de svære taktarter, men blot hyrer en ekstra til indspilninger og live-jobs. Et broderskab, der synes at have fundet en ny ro i et nyt vadested i deres karriere.

For er de ikke på vej et nyt sted hen efter at have forsonet sig med verden på A Moon Shaped Pool? Var det ikke med en vis ironi eller kærlig skepsis eller lun distance, man kunne opleve forsanger Thom Yorkes sang på gamle, inderlighedssakramenter som »Paranoid Android« og »Street Spirit (Fade Out)«? Og var der ikke en fornyet energi i Yorkes forløsning af de mere rytmisk forførende skæringer såsom den nye »Identikit« og det sene højdepunkt fra ekstranumrene med »Lotus Flower« (hvor Yorke nærmest optræder med en flamenco-dansers ynde)?

Sange der måske peger frem imod bandets forhåbentlige opløsning i mere rytmisk flamboyante fortabelser – i langstrakte forløb som ligger lige for, og som vi så gerne vil fortabe os i, henførte i stammedans. Kom nu, giv os den nu bare, lad os gå fra koncepterne.

Bevares, den rytmiske ekstase realiseres undervejs i magiske mudrede – men for korte – passager denne søndag aften, hvor vi træder den fraktale boogie til »15 Step«, »Bodysnatchers«, »Everything In Its Right Place«, »There There«.

Og parallelt med dialogen med vores understel, så er der der også visionerne, der får det til at sitre oppe under hjernebarken. Dykket i den vilde jazz, fra måske engang ikke så længe før Miles Davis' sammenbrud – på »Bloom.« Øret lagt til electronicaen, dér hvor maskinerne overtager og mennesket bare må se måbende til og erkende, at vi fejlede, at istiden virkelig sker – på »Idioteque«. Fela Kuti og Tony Allens nigerianske afrobeat, som er blevet trimmet til moderne tristesse af briterne – på »Weird Fishes/Arpeggi«.

Og ikke mindst »All I Need«, der mixes så forunderligt her i det aarhusianske dallandskab. 1) Først mumlende, uldent intim, som om forsanger og tekstforfatter Thom Yorke synger til os fra under en dyne. 2) Så i det storladne klimaks åbnet via diskanten, der åbner sig som en slow motion stjernekaster gennem lydbilledet og pludselig flytter sangen fra det private til det offentlige, fra det anelsesfulde til det ekstatiske.

Per Lange / Ritzau Scanpix

De fem englændere kannibaliserer ubesværet svære dele af musikhistorien og formår at vikle den om et stærkt sansende og politisk årvågent sangkorpus – formår at absorbere det obskure i det samtidsrelevante, det banalt rørende, det intellektuelt stimulerende temperament, som stadig – på forunderlig vis – er Radiohead.

Før koncerten: Forventningen. Snakken. Hvordan vi pludrer med ukendte mennesker inden regnen, i et fællesskab, en dyb kærlighed til et over 20 år stort værk. Hvordan vi fulde af forventning regner ud i procent, hvor stor en andel af deres vigtigste plader, som de kan nå at spille.

Og så koncerten: En flintrende tornado. En flimrende tvivl. En tåge, man kan forvilde sig ind i. En kompleksitet i lag på lag. Og en mur man slå sig til lirekassemand imod.

Det er ufatteligt balanceret og kompliceret, selvmodsigende, overgivent. En spinkel og bomstærk musik. En rigdom som stort set ingen – hvis overhovedet nogen – bands på den alder kan præstere. Et katalog, som på ingen måder kan ydes retfærdighed i løbet af to timer. Men som forløses tæt på det sublime af kvintetten plus gæstetrommeslager. Den eventyrlige melodiker og klangmager, den afgørende ankermand Johnny Greenwood ved elguitaren, celloen, elektronikken. Brormand og sublimt flydende bassist Colin Greenwood. Den skelsættende forsanger (noget mere porøs end tidligere), ætsende tekstforfatter og habile rytmeguitarist Thom Yorke. Ed O'Brien på elguitar, lidt percussion og kor. Phil Selway på trommer. Samt jazz-hajen og gæstetrommeslageren Clive Deamer.

En forløsning, som desværre sker ved for lav lydstyrke denne søndag nat, hvilket tvinger mig og min kære følgesvend helt op foran det ene, venstre højtalertårn i sidste halvdel af koncerten. Gennemblødte og alligevel lykkelige.

Og ikke desto mindre så demonstrerer briterne med stor elegance og frygtløs slalom mellem forførelser og udfordringer, at man både kan være folkelig og elitær i én og samme bevægelse. Hvis man vel at mærke har folkets opbakning på forhånd. Når først dine fans holder dig hårdt og trygt i hånden, så kan du føre dem ind i krattet eller ud i mørket. Fordi de stoler på dig. Og det gjorde publikum denne regnpiskede søndag aften. Ja, de ville selv ikke slippe deres begærsobjekt, deres forløser, deres sjælenarko. Radiohead.

De – vi – havde sunget med af fuld hals. Vi havde accepteret den lettere forplumrede videoformidling af løjerne på scenen. Og da det hele lakkede mod enden, var det med en gjaldende vokal steppebrand, at vi lod dem vide, at de allerede var savnede.

Så det var Radiohead, ja, det var Radiohead. De fik helet en festival, der syntes revet over på midten af to yderpoler – repræsenteret af den gammelfolkelige helt Thomas Helmig og den amerikanske visionære mester Frank Ocean. Den første med den angiveligt mest velbesøgte koncert nogensinde på NorthSide, og den anden med den – i hvert fald i følge overtegnede og et par få andre anmeldere – mest visionære koncert nogensinde på NorthSide. Eller sagt på en anden, mere polariserende måde: Henholdsvis den mest folkelige og den mest elitære koncert på NorthSide. Ever.

I dét spektrum står Radiohead som en forsoner mellem det elskelige og det eksperimenterende. En gigant, der ikke er bange for at virke porøs – eller at vakle. Hvilket kun gør dem stærkere.

Per Lange / Ritzau Scanpix

Radiohead – NorthSide Festival, Aarhus, søndag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Arvid Lund Vinding

Tak for den fine følelsesfulde anmeldelse! Konen og jeg var så heldige at befinde os helt i front - en smuk afslutning på en (noget) våd festival!