Inde i hovedet på Frank Ocean

Vi var mange, der havde annonceret, at vi ville komme til at græde til Frank Ocean. Men tårerne udebliver.

I lang tid er der så også stor nervøsitet om hovedpersonen selv vil udeblive. Han har trods alt aflyst alle koncerter op til Northside. Men nu står vi trods alt omringet af fire – ja, fire – ekstra højtalertårne sat op omkring pladsen foran Northside Festivalens Blue Stage. De skal forløse den amerikanske mesters kvadrofoniske koncertprojekt, altså med fire kanalers lyd, i stedet for to som i stereo.

Du kan skære i stemningen | publikumsmængden, som allerede er begyndt at vokse støt mere end time inden det officielle koncerttidspunkt. Blikkene stift rettet mod scenen – et podie skudt omkring 100 meter ud blandt publikum. Måber over de plastikoverdækkede instrumenter, ikke mindst en hjemmebygget hvidmalet konstruktion med en dobbeltkassettebåndoptager, indbyggede højtalere og diverse elektronik.

Teknikerne har tydeligvis problemer med et eller andet på scenen. Mens minutterne bare går og går. Det brutale skybrud har endelig strakt våben til fordel for en tæt støvregn, der bevæger sig i luften uden respekt for tyngdekraften. Store altmodisch projektører med enorme skårne glasforsatser sætter scenen i krydsild. Og får regnen til at se ud som om der bliver luftet ud i et gigantisk støvet loftrum.

En halv time. Og folk er næsten holdt op med at snakke. Er den 29-årige soulmester og popavantgardist virkelig i byen? Eller har han forladt nu hvor teknikken fejler? En kompromisløs ener, der har vredet sig fri af de multinationale selskaber og i dag ejer rettighederne til hele sit ganske vist unge, men allerede imposante sangkatalog. En mand der med sine seneste plader har demonstreret en nærmest magisk melodisk og harmonisk evne og samtidig en helt fri tilgang til strukturer, produktioner, genrer. Med en vild evne til at splitte sange ad, just som man troede, man havde regnet dem ud.

Så pakker de gearet ud. Plastikken fjernes. Lyset slukkes. Sug, suk, skrig. Og så sætter kvadrofonien i gang med en ny komposition af stemmer, der placerer os midt i cirklende mix. Det er fortryllende.

Frank Ocean går i vanlig uceremoniel stil på scenen. Ikke noget med »Good evening Northside!«, bare slentrende ind med den ene hånd i joggingbukserne og den anden om mikrofonen. Han har enorme hovedtelefoner på, og går ind på podiet, hvor en stang med en disco-kugle i toppen og lamper er steger i vejret. Nu ser det ud som om han står på et gadehjørne i The Bronx i de sene 70'ere flankeret af det store hvidmalede, hjemmelavede soundsystem.

En megaloman videoskærm, der fylder hele bagtæppet blusser op. Der er plads til hele to kameratransmissioner, og det sker undervejs i nogle berusende mix af moderne HD-kvalitet og grovpixellerede Video 8-kameraer, der havde deres storhedstid i 80'erne.

Ocean taler lavt mellem numrene, venskabeligt. Får os til at synge lidt med, men på en falsetsang, som er virkelig virkelig svær. Klukker kærligt, når vi fejler. Og må genstarte et nummer to gange – efter at have spurgt os om lov – fordi det ikke funker. Det er første koncert, og der er ting, der driller. Det er en proces, og den forsøger han ikke at skjule. Vi er inde i Frank Oceans hoved, i en skabelsesproces, der sker på scenen.

Men endnu vigtigere: Vi er inde i hans hoved og hans skaberværk ude på pladsen. Højtalerringen skaber en klanglig genskabelse af at være omsluttet af lyd, akkurat som det må lyde inden i Oceans hovedtelefoner på scenen. Hovedtelefonerne. Inde og ude opløses. Og i kæmpe skala – både med storskærme og enormt lydanlæg – skabes der en intim situation for tusindvis af mennesker. Et nærmiljø i et enormt rum.

Bandet kommer på scenen, bas, elguitar, keyboards/lydeffekter. De har også de store hovedtelefoner på. Fra de mere afdæmpende ledes vi over i hits om »I've Been Thinking About You«, »Pyramids«, »Pink + White«, »Nikes« og »Ivy«, der må genstartes, ikke mindst efter en monumental bøf af bassisten. Men måske også fordi Ocean ikke rigtig kan få skovlen under vokalen.

Proces proces proces. Et band midt i den, måske ikke med tid nok til at øve midt i al kampen for at få teknologien til at virke. Men det lykkes i de største stræk af et visionært tænkt og højteknologisk humanistisk show. Et forunderligt, omend lidt humpende mix af intimitet og stadionskala. Uden for højtalercirkelen kan koncerten ikke have givet mening, og, ja, der var teknologien måske sat for småt op til at fungere i så stor festivalskala. Og, tjah, koncerten var måske også liiiidt stenet i de tidlige faser.

Men mestendels var det et fremragende visuelt forløst og mageløst lydligt univers. Det var med konstant måben, at denne anmelder vendte hovedet bagud, for at fange instrumenter, især keyboards, og korstemmer bruse fra de bagvedliggende højtalere og mødes med scenens fronthøjtalere – guitar, bas, trommer, Oceans leadsang – inde i mine to hjernehalvdele. Vildt tårnende korharmonier, heliumstemmer, summende orgler og pludselig stemmer skudt i præcise stød fra højtalerne og ind i mængder så man uvilkårligt ser sig over skulderen. Nå, det var bare Frank Ocean.

Vi er vidne til en mand, der live knækker koden for hvad moderne lydudstyr kan, ved at skabe en lydverden ude i virkeligheden, som føles som om vi er inde i Oceans kraniekiste, forstår hans visionære arbejde med afstande i mixet, forskellige klangrum og bearbejdning af sin egen stemme i lag på lag på lag. Det er symfonisk, men det er også bare futuristisk soul, der tilbyder et væld af fortolkninger og stemninger i hver og én sang.

Over halvanden time er vi inde i Frank Oceans verden, hvor der både er genert, generøst, men også temperaturløst. Ikke et hjerteligt rum. Chillet. Du må selv bidrage med dit eget temperament til Frank Oceans værk. Og det er virkeligheden en gave. Der er plads til os.

Han emoter ikke, han performer ikke følelser, han opfører blot sine sange, der i min verden kan være vildt rørende. Men han efterlader dig heller ikke med nogen tvivl at det er dig, der må investere følelsen. Og dermed fremstår han ikke kun som en kompromisløs, men også som en krævende kunstner. En mand der er et vidunder, hvis du dykker ind i hans værk. Hvis ikke. Ja, så er du gået glip af noget stort.

Så herfra: Ingen tårer. Men åben mund og polypper. Og gåsehud.

Frank Ocean – Northside Festival, Aarhus.