På sidste års Copenhell parodierede den gamle chok-rocker Alice Cooper den på det tidspunkt igangværende amerikanske valgkamp som grotesk karneval. Nu blev det som bekendt ikke Cooper, der vandt valget (han stillede faktisk op!), men en vis Donald Trump. Og ham er man ikke glad for i Prophets of Rage, et af hovednavnene på dette års udsolgte Copenhell. Da den opfindsomme guitarist Tom Morello på ægte Jimi Hendrix-maner gav sig til at spille guitar med tænderne, kunne han således samtidig flashe bagsiden af guitaren med skiltet »Fuck Trump«.
Men selvom der altså blev spillet med tænderne og råbt paroler om at tage magten tilbage, manglede der bid og raseri hos Prophets of Rage. Forventningerne havde ellers været, at denne nye supergruppe med medlemmer fra den legendariske rap-metal gruppe Rage Against the Machine samt de ikke mindre legendariske hiphop-grupper Public Enemy og Cypress Hill, kunne sætte Copenhell i brand, og at de aktuelle politiske vinde kunne nære vredens bål hos de gamle aktivister, som formåede at tænde glød i oprørske hjerter i 90erne.
Publikum var nok mest mødt op for at høre gamle Rage Against the Machine-numre, og disse blev da også leveret kompetent, hvorimod et ellers sympatisk forsøg på også at flashe hiphop-rødderne føltes gumpetungt. Den nye single »Unfuck The World« viste, at gruppen er mere end blot et tilbageskuende projekt, og talte samtidig sit tydelige sprog om bandets holdning til tingenes tilstand. Alligevel forsømte gruppen at leve op til udsagnet om at være vredens profeter, og hvad der kunne have været en tændt kommentar til samtiden blev snarere en nostalgisk fejring af 90ernes modkultur.
Den progressive arv
Hvor sidste års Copenhell var en cementering af de klassiske metaldyder med en lang række koryfæer, der står som bærende søjler for genren, hyldede årets program i højere grad en mere progressiv tendens i forhold til at fusionere metal med andre genrer. Selvom metalmiljøet til tider kan fremstå ret konservativt, er det afsøgende, knopskydende og eksperimenterende også en del af metalkulturens DNA.
Dét er ikke altid så nemt at opdage på Copenhell, der mere går op i at skabe den samlende folkefest for metalmiljøet end at formidle de ekstreme eller skæve ydergrænser. Det valg kan være fair nok, selvom man til stadighed kan ærgre sig over, at der ikke er flere muligheder på Copenhell for at få trukket tæppet væk under sig.
»Danmarks vildeste festival« står der på øldåserne, men rigtig vildt bliver det sjældent, hvis man forstår »vildt« som uregerligt eller overraskende. Men trods alt formåede programmet i år at udpege nogle af de mere progressive hjørner og hybrider. Fra Prophets of Rages fusion af metal og hiphop, Ministrys industrial metal, danske Huldres folk/metal samt de genopståede pionerer inden for progressiv metal, Psychotic Waltz, der desværre faldt igennem med en ufokuseret koncert ramt af store tekniske problemer.
Så var der betydeligt mere fokus hos svenske Opeth, der gennem karrieren har gennemgået en gradvis forvandling fra death metal-band til regulære progrockere med alt hvad det indebærer af lange episke kompositioner, neo-klassisk guitar, jazzede passager og storladne keyboards. Som hos Psychotic Waltz er arven fra 70ernes store progrock-bands på godt og ondt tydelig, og skal man være kritisk, kan man sige, at Opeth på paradoksal vis til tider fremstår tilbageskuende netop i dyrkelsen af det såkaldt progressive. På Copenhell ramte bandet dog en god balance, hvor der var plads til både den metalliske tyngde og de stratosfæriske udflugter.
En af festivalens mest overrumplende og halsbrækkende koncerter blev leveret af Dillinger Escape Plan, der ramte Copenhell som del af deres afskedstour. Ganske vist er der tale om et forholdsvist ungt band, men Dillinger Escape Plan er med deres blanding af skæve rytmer, matematisk præcision og fysiske stunts at ligne med sportens eliteudøvere. Her kan man kun holde sig på toppen i en vis mængde år, og så er der til gengæld heller ikke plads til mange kompromisser, som bandet viste i deres dødsforagtende balancegang mellem total teknisk kontrol og kaotisk kollaps.
Sjovt nok var et af festivalens mest poppede bands også et af de mest uforudsigelige. Hovednavnet System of a Down vristede sig fri af genrens klicheer med et show, der favnede både hidsige riffs, politisk indignation og inderlige ballader, men som især gjorde sig bemærket med den excentriske blanding af metal og en næsten folkemusikalsk tone, der synes at bunde i bandets armenske rødder. Den excentriske fest blev understreget af syrede dansevideoer på bagtæppet og endda et par strofer fra Donna Summers disco-klassiker »I Feel Love«, ligesom forsanger Serj Tankians til tider næsten Freddie Mercury-agtige operette-udbrud var et frisk pust.
Stærk dansk scene
Der sker meget på den danske metalscene disse år, og her har Copenhell en væsentlig rolle som udstillingsvindue for et større publikum. Her er plads til både vækstlag og til navne som garvede Hatesphere og den for tiden meget omtalte Myrkur. I år fik vi også et solidt stykke metalhistorie, da Invocator – nogle af de vigtigste arkitekter bag en moderne dansk metallyd – gav en sjælden koncert med deres tekniske thrash.
Men faktisk var det især de nyere danske bands, der imponerede. Albumaktuelle Slægt viste format med deres black metal, og så leverede det ganske nye Aarhus-band Baest en optræden af høj klasse. Baest læner sig tydeligvis stærkt op af klassiske death metal-forbilleder som Entombed, med det er imponerende, hvordan de på kun ca. et år har formået at skabe et så sammehængende udtryk. Med suveræn tyngde, godt sammenspil og en energisk growler i front skabte de en af festivalens højdepunkter, og her må det bemærkes, at de unge musikere besad en crowd control, som overgik selv mange af festivalens mest garvede musikere. Om bandet så med tiden formår at træde ud af forbilledernes skygge, bliver spændende at følge. I så fald kan en ny metalstjerne være født i Danmark.
Fuck you!
På årets store folkefest for metallen skal der selvfølgelig også plads til at fejre de klassiske dyder. Og selvom programmet altså ikke var helt så tynget af klassisk metal-pensum som sidste år, så manglede der bestemt ikke klassisk metal, uanset om man var til Saxons hymner til læder og denim, Candlemass' tunge dommedagsstemning eller Carcass' kliniske stål. Sidstnævnte formåede i deres oprindelige ret korte eksistens at være pionerer både inden for den hurtige og beskidte grindcore og den melodiske dødsmetal. For få år siden genopstod de så med den overraskende vellykkede »Surgical Steel», og heldigvis formidlede de også live på Copenhell arven uden at ryste på hånden, så det var en fryd at opleve englændernes blanding af det morbide og det fængende.
Morbidt og fængende kan man også roligt kalde Slayer, der lukkede hovedscenen lørdag nat med en solid magtdemonstration af thrash metal. Den punkede thrash var i det hele taget stærkt repræsenteret lørdag, hvor bl.a. finske Lost Society viste, at den beskidte lyd har fået en renæssance hos en række yngre musikere. Men den ultimative thrash-fest blev dog leveret af veteranerne i Overkill – en af genrens grundlæggere og stadig en af dens mest ubestikkelige udøvere, der gennem en intens time gav publikum prygl.
Og hvor Prophets of Rage sagde »Fuck Trump«, sluttede Overkill slet og ret af med at sige »Fuck you!« i form af sangen af samme navn. Helt i tråd med metallens arbejderklasse-udspring, dyrker Overkill et image som den evigt kværnende maskine. »We are the wrecking crew«, som en af de klassiske tekster lyder, og Overkill var netop det nedrivningshold, som vi trængte til, og det perfekte band til Copenhells industrielle kulisse ved den gamle B&W-hal på Refshaleøen.
Copenhell, Refshaleøen, 22-24 juni
