Det bliver ikke den nye serie I’m Dying Up Here på HBO Nordic, der afkræfter min gamle (og uretfærdige, jeg ved det godt) fordom om, at standup-komikere er mennesker, der tager sig selv så højtideligt, at de hele tiden bliver nødt til at lave jokes om sig selv for at kunne holde deres eget selskab ud.
Det er modus operandi for samtlige karakterer i serien at overdrive og nedgøre det, der umiddelbart adskiller dem fra andre – etnicitet, køn, udseende og den slags – på en måde, der peger på en bagvedliggende sandhed om livets barske realiteter. De gør det, når de står på scenen i comedyklubben Goldie’s, som er omdrejningspunktet for seriens portræt af standup-scenen i L.A. anno 1973, og de gør det, når de drikker sig fulde og spiser natpandekager på en døgnåben diner.
Selv deres post sex-samtaler og parforholdsskænderier følger et nogenlunde fast mønster af oppustning og punktering.
Prisen for genialitet
Cassie (Ari Graynor) er den eneste kvinde i komikerslænget – ud over den benhårde monologautomat af en chef Goldie (Melissa Leo) – og den af karaktererne, hvis udviklingsprojekt er tydeligst. Hun skal lære at sætte sin kvindelighed i spil på en måde, der både er spiselig for det mandlige publikum og relaterbar for det kvindelige. Og så udgør hun halvdelen af først det ene, så det andet og måske på et tidspunkt også det tredje par i serien.
Clay (Sebastian Stan), som Cassie er sammen med i første afsnit, slår seriens lidende kunstner-tema an i en diskussion om, hvorfor han ikke længere er interesseret i at komme, når de har sex. Med ansigtet lagt i dybsindige folder fyrer han en bjergbestigningsanalogi af, der handler om, hvor meningsløst det er at nå toppen og så bare stå og glo i et kvarters tid og spise en portion suppe.
Cassie lader til at forstå, hvad han mener, og bruger hans forklaring som nøgle til forståelse, da der senere sker noget drastisk, kort efter at Clay med en vellykket optræden i Johnny Carsons legendariske tv-show har nået et højdepunkt i komikerkarrieren.
Plagede sjæle
Kunstnermytologien om plagede sjæle, der slår knuder på deres egen lidelse for at give publikum et godt grin, bliver artikuleret noget så eftertrykkeligt af den bizart overspillede Goldie. Det er smerten, der driver værket og »får publikum til at blive oppe til daggryet viser sin røvsprække«, og den smerte er prisen for genialitet. Det er ret irriterende sagt, og Goldie topper endda selvhøjtideligheden med en lang snak om sin bedstemor, der altid sagde, at blomsterne fra Treblinka var de smukkeste, hun havde set.
Ud over Cassie, Goldie og Clay rummer persongalleriet en sort komiker ved navn Adam Proteau (RJ Cyler), der har en masse racisme at håndtere; Cassies nye kæreste Bill (Andrew Santino), hvis problemer og standup-materiale stammer fra hans narcissisme; en nybagt familiefar ved navn Sully (Stephen Guarino), der ikke kan få de nul dollar, han tjener på at optræde på Goldie’s til at slå til; og et nytilkommet vennepar, Eddie (Michael Angarano) og Ron (Clark Duke), der indlogerer sig i et halvfyldt tøjskab og lever at færdigmad, de har vundet i et tv-show.
Alle kæmper de for at få tildelt så mange minutter på scenen som muligt i håbet om at blive opdaget af en talentspejder fra en af de klubber, der faktisk betaler de optrædende, eller et af de tv-shows, der kan gøre dem berømte. Alle er også fælles om de vilkår, at publikums reaktioner er forskellige fra aften til aften, og at man er meget alene oppe på scenen, når ingen griner af ens vittigheder.
Populærkulturel vugge
I’m Dying Up Here er skabt af David Flebotte og er en af de nyeste eksempler på en tv-serie, der skildrer en af populærkulturens vugger. HBO’s store satsning Vinyl om et pladeselskab i 1970’ernes New York havde med bagmænd som Mick Jagger og Martin Scorsese gode odds, men sandede til i sin forelskelse i slidt rock’n’roll-mytologi.
Baz Luhrmanns skildring af hiphoppens unge år lykkedes heller ikke med at hæve sig over kulturhistorieformidlingen og fortælle historier, der både føles relevante i sig selv og for forståelsen af tiden og miljøet.
Nu er turen så kommet til at beskrive et kapitel af standup-kulturens historie, og man mærker en gennemgående vilje til at hylde den tradition, nutidige standup-komikere står på skuldrene af. Seriens hovedpersoner er barnlige og selvoptagede, men de lever og ånder for deres fag.
Den dedikation og loyalitet fremstår som den største dyd i seriens univers, og de tre første afsnit, der er tilgængelige på HBO Nordic nu, er en parade af møder med skepsis og modstand fra arbejdsgivere, koner og fædre, som ikke kan se, hvordan det kvalificerer sig til at være meningen med et liv at stå på en scene og fornærme sig selv og publikum. Den præmis – at standup kan være det vigtigste i verden for nogle – er så grundlæggende for I’m Dying Up Here, at Flebotte glemmer at gøre det forståeligt for ikkefagfæller.
Seriens selvhøjtidelighed er som sagt svær at sluge, men hvis man kan se gennem fingre med den slags, er der en belønning. I’m Dying Up Here rejser i flere scener det evigt interessante spørgsmål om, hvornår humor reproducerer dumhed, og hvornår den udstiller den. Behandlingen af det spørgsmål er ikke helt dum.
En særligt øretæveindbydende bugtaler retfærdiggør sine racistiske vittigheder med, at han bare er et ydmygt medium, der synliggør den racisme, der alligevel ligger latent i samfundet.
»Jeg siger bare, hvad alle tænker. Det er samfundet, der kommer ud gennem mig,« forklarer han maksimalt selvhøjtideligt, inden nogen med en velfungerende dømmekraft stjæler hans dukke, så han ikke kan optræde.
’I’m Dying Up Here’ kan ses på HBO Nordic
