Læsetid 4 min.

Lone Aburas gider ikke længere tage hensyn til dem, der insisterer på at holde øjnene lukkede

Lone Aburas taler i klartekst i sin nye bog, der har form af et komprimeret vredesudbrud. Både politisk og litterært er den som et spark over skinnebenet
Lone Aburas siger i ny bog fra, især over for dem, der går rundt og tror, at Danmark er et postracistisk samfund.

Lone Aburas siger i ny bog fra, især over for dem, der går rundt og tror, at Danmark er et postracistisk samfund.

Katinka Hustad

17. juni 2017

Der findes et pragtfuldt amerikansk udtryk, to be out of fucks to give. Sådan har man det, hvis man ikke længere er villig til at tage sig af, hvad de andre mener og gør. Når man ikke længere gider zigzagge mellem andres ligtorne. Nu er man retfærdigt ligeglad. Vreden flyder over, nu taler man i klartekst.

Sådan er Lone Aburas i sin nye, lille bog – en form for enetale, reelt tyve små siders prosa – med den sære titel Det er et jeg der taler (Regnskabets time): hun gider ikke tage hensyn mere. I stedet lader hun en drævende galde flyde i sine sætninger. Hun siger fra, især over for dem, der går rundt og tror, at Danmark er et postracistisk samfund.

Hun siger fra over for dem, der mener, at sådan nogle som hende – Aburas har en ægyptisk far, og som forfatter bliver hun jævnligt udpeget som en af dem med anden etnisk baggrund – burde slappe af med alt det dér om etnicitet og diskrimination.

Så slemt er det vel ikke, vel? Hun er jo del af »et os og et vi og et fællesskab, hvor alle bare er mennesker, og når alt kommer til alt er vi inderst inde ens? Som om knogler og organer kan binde os sammen om noget som helst. Som om der findes en almenmenneskelig universel erfaring, som ikke bare dækker over en håbløs Benetton-retorik, der formår at imponere mig negativt hver eneste gang, fordi det i lufthavne, i visitationszoner, til demonstrationer, på grænsen til Padborg, i Gaza, i S-toget på vej til eksamen med en printer så konkret er en løgn«.

Eller, som der står et andet sted: »Vi skal alle sammen dø, men nogen dør, når de krydser Middelhavet og bliver kun tre år gamle.«

Fri mig fra skåltalerne til det alment menneskelige, for vi befinder os i en konkret verden, hvor hudfarve og køn og andre forskelle reelt skiller os ad. Det er bare at åbne øjnene, så kan man se det.

Lone Aburas gider ikke længere tage hensyn til dem, der med sammenknyttede ansigter insisterer på at holde øjnene lukkede.

Den konkrete uretfærdighed

Nå. Som man kan se, er der smæk på sætningerne i Det er et jeg der taler, og også nogle gange svimmelhed i sætningerne. Men når teksten fungerer så fint – både politisk og litterært, og det tror jeg kommer ud på et her – så er det fordi, den insisterer på ikke at illustrere moralske principper.

Den vil ikke give os svar. I stedet fremhæver den konkrete uretfærdigheder. Det er en lille forskydning, men vigtigt, især når man tænker på den konstante kritik, der rettes mod enhver venstrefløj i disse år, nemlig at den er verdensfjern og idealistisk.

Lone Aburas: Det er et jeg der taler (Regnskabets time).

Men denne bog, hvis mål ret beset er læserens politiske vækkelse, befinder sig igen og igen på det konkretes niveau. Det er konkrete situationer og erfaringer, konkrete tiltag, dens vrede og fortvivlelse koncentrerer sig om:

»Nogen burde smage deres egen medicin: forrykte folkevalgte, fucked op på ministercoke, kommer og inspicerer campen: Hvis jeg var flygtning, siger hun, ville det vigtigste være at have livet i behold og ikke, om jeg skulle bo i mursten eller i telt. Nordens lille Nauru. Inspirationstur til helvedes nederste kreds, hvor seks selvmord om dagen i offshore-detentionen her i altings ingenting ikke er ualmindeligt.«

Nauru er en lille østat i Stillehavet, hvor Australien opbevarer de flygtninge, de ikke vil forholde sig til, på nærmest ubestemt tid.

Engageret litteratur

Det er et jeg der taler fungerer også så fint, fordi stemmen i teksten nok er fuld af vrede og uden kompromiser, men den position, den stemme taler fra, viser sig igen og igen at være kompromitteret.

Ja, Aburas er en angiveligt privilegeret forfatter i Danmark. Ja, hun tilhører vel den kreative klasse, hvad det udtryk så end betyder. Nej, hun er ikke fantastisk og heltemodig. Andre har det meget værre. Her hører vi ikke den undertryktes egen stemme.

»Hvad ved jeg om at ligge i lastrummet på en varetransport, at gå om bord i en af dødsbådene, at få en håndfuld jord af sin mor, man ikke skal se igen? Vi kunne alle sammen få hjælp af en krisepsykolog efter Kirkerydningen og for at have været tæt på traumatiserede flygtninge, og så gik vi hjem i vores fælleskøkkener og forældrekøb og skrev romaner og søgte ind på videregående uddannelser.«

Men hvorfor skulle de privilegier føre til passivitet? Som om politisk handling skal forbeholdes undertrykte engle. Eller, som bogen selv skriver: »Så kom ikke her og tal om rabiate referencer og litterært selvmord. Jeg prøver sådan set bare at vække et eller andet, nu hvor den provinsielle ro omsider også har forladt mig.«

Og hvad prøver jeg her? Jeg prøver vel at sige, at det er sådan her, det skal se ud, hvis traditionen for engageret litteratur skal vækkes til live igen. Den skal være uforsonlig, den skal handle om det konkrete og uretfærdige, ikke om det moralsk uangribelige. Den skal vække til handling uden nødvendigvis at pege på, hvilken handling, der er den rigtige. Den skal tale klart og sandt.

Lone Aburas: Det er et jeg der taler (Regnskabets time). Gyldendal. 48 sider. 80 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
    Poul Solrart Sørensen
  • Brugerbillede for Jørn Vilvig
    Jørn Vilvig
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
Poul Solrart Sørensen, Jørn Vilvig, Niels Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Der var en gang at kinesiske kvinder "gik" med tilsnørede fødder, hvis ikke nogen var holdt op med at kalde det kvindeligt og romantisk, så ville kinesiske kvinder måske stadig gå rundt på mishandlede fødder. - Der er brug for nogen der råber op...