Læsetid 3 min.

Mareridtskroppe med dukkelyster

’Kroppen’ på Bådteatret er en syret teaterkoncert for afrevne ben og påmonterede bryster i Rolf Heims korporlige dukkeunivers
Deforme dukker og et forstørret rygerhjerte skaber hosten på tilskuerrækkerne i Bådteatret under Rolf Heims vilde forvrængningsforestilling ’Kroppen’.

Deforme dukker og et forstørret rygerhjerte skaber hosten på tilskuerrækkerne i Bådteatret under Rolf Heims vilde forvrængningsforestilling ’Kroppen’.

Miklos Szabo
2. juni 2017

I dansk teater puster instruktøren Rolf Heim liv i dukker, så det giver hede drømme og forvrængede mareridt. For Rolf Heim er det underbevidstes vogter. Han lader enhver kropslig illusion dukke op som en scenisk vrangforestilling.

Og i den nye forestilling Kroppen på Bådteatret følger han sin kropslige nysgerrighed ud ad alle tangenter.

Dukkeben filtrer sig ind i menneskeben, så man pludselig ikke kan se forskel på de døde lemmer og de levende. Ansigter erstattes med dukkemasker, mens levende hænder nysgerrigt undersøger, hvor de døde lår ender.

Kvindekroppe danser rundt med originale ben, mens påsyede bryster stritter døde ud i evig vellyst.

Et forstørret rygerhjerte pulser løs i fri transplantation, mens mandedukken ikke forstår, hvorfor hans åndedræt er blevet så besværet. En levende kvinde er ved at blive kvalt af en dukkehånd, der klemmer til om hendes strube.

Og kræftsvulster sig ud gennem huden på en mandedukke, så tarmene ligger som snylterplanter rundt om maven. Det er ikke for børn, dette her.

Lodrette spagater

Drømmen om at puste liv ind i en død dukke er universel. Den græske mytologis Pygmalion skabte en statue af sin idealkvinde – og forelskede sig så i hende. Coppelius elskede sin mekaniske Coppelia-dukke så højt, at han troede, at den blev levende.

Og i dag tager science fiction sig af det laboratoriefremskabte menneske, mens Nygart klinikken tegner streger på brysterne på busreklamerne.

Det er alle afarter af disse skaberdrømme, som Rolf Heim indfletter i sin kropsteaterkoncert. Sexfantasier indtager Bådteatrets lille scene med største naturlighed, men det gør skrækscenerne om syge og deforme kroppe også. Med instinktivt lir.

Samtidig er Kroppen blevet en yderst atletisk danseforestilling. De tre performere anvender deres smidige muskelkroppe til en ’danse macabre’, hvor volden og døden kan indtræffe lige så pludseligt som et uventet kys.

De tre toptunede dansere Henriette Aarup, Pernille Nedergaard Haugesen og Tora Balslev Jespersen har alle sammen dukkeførerens diskretion, men også performerens insisteren på at blive set. Og de er så smidige, at de kan gå i bro og stå i lodrette spagater, mens dukkeben eller dukkehoveder påmonteres deres kroppe i uendelige balancer.

Silicone og reality

Koreografien dyrker konsekvent alle naturstridige kombinationer af menneske og dukke. Øjet protesterer straks! Særligt over de sære positioner, hvor en arm dingler bagvendt, eller hvor en overkrop med bryster er drejet rundt, så den sidder oven på ballerne.

Hjernen ved, at det ikke kan lade sig gøre. Men når det nu rent faktisk sker foran øjnene af en, hvad er det så egentlig, der er på færde?

Rolf Heims dukker har tidligere oftest været skabt af dukkemageren Rolf Søborg Hansen, sådan som f.eks. i Arne går under og Jernring. Men i Kroppen er det scenografen Kristian Knudsen, der har skabt dukkerne og deres mørkeelskende scenografi.

Kristian Knudsens dukker er også groteske, men der er samtidig noget siliconeglinsende reality over dem, som gør dem til karikaturer over tidstypiske persontyper. Hans plastikkirurgiske eksperimentpersoner har i hvert fald en ekshibitionismetrang, som langt overskrider det mytiske.

Og i Raphael Solholms kropsnære lysdesign bliver dukkerne indrammet af lys, som om de var rockstjerner.

Cave i båden

Musikalsk er forestillingen nærmest blevet en dukketeaterkoncert, hvor hver scene præsenterer sin kropsfantasi. Her er musik lige fra tango til heavy metal i Erik Christoffersens vidtspændende lyddesign. Med Nick Caves »Do You Love Me?« som indlysende hit.

Undervejs bliver teaterkoncertkonstruktionen dog også svagheden ved forestillingen. Der kommer simpelthen til at mangle et plot og nogle grundfigurer, som man kan følge – og som man kan få følelser over for. Nu bliver forestillingen mere bare en kavalkade af groteske køddrømme.

Forhåbentlig bliver Rolf Heim ved med at forelske sig i dukker og perversioner. Fremover må han bare gerne dvæle lidt mere ved historien om de dukker, som han så grufuldt kækt puster liv i.

Kroppen’. Iscenesættelse: Rolf Heim. Dukkemager og scenografi: Kristian Knudsen. Lys: Raphael Solholm. Lyd: Erik Christoffersen. Bådteatret i Nyhavn. Til 20. juni 2017

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu