Læsetid: 10 min.

Middelklassens ulidelige lethed

Heartland Festival på Egeskov Slot på Midtfyn bliver ved med at lokke, fordi den er en kalorierig fremskrivning af den danske middelklasses videre udvikling. Et væksthus for et kommende liv i sofistikeret luksus, kulturel overflod, materialistisk identitetsskabelse. Og politisk afmagt.
Der er en manglende sammenhæng mellem talernes noble intentioner i teltene på Heartland Festival og den dovent sanselige overflod ude på pladsen.

Der er en manglende sammenhæng mellem talernes noble intentioner i teltene på Heartland Festival og den dovent sanselige overflod ude på pladsen.

Per Lange / Ritzau Scanpix

5. juni 2017

Manden på skærmene står på en betonterrasse i Indonesien. Han slår ud med armene og fortæller, at det var her de myrdede dele af det indonesiske folk, dele af den halve til hele million mennesker, der blev tortureret og myrdet af militærjuntaen i 1965-66. Pludselig begynder han at krampe forover, fra hans hals kommer der opkastlyde. Han vakler hen mod væggen og kaster op. Over 2000 mennesker ser op på skærmene i teltet.

Gennem teltdugen kan man tydeligt høre den britiske sanger Birdy synge om et eller andet. Hendes krystalklare stemme blander sig med de grødede gutturale lyde fra den indonesiske herre, der kaster op over sin morderiske gerninger for fem årtier siden.

I Heartland-programmet kan man læse, at Birdy samlet set har haft over 413 millioner YouTube-visninger og har solgt over 10,5 millioner plader. Og at hun i september spillede »en bragende udsolgt koncert i Store Vega«.

På scenen i Talk-teltet glider samtalen ind på kunstens opgave. Olafur Eliasson og den amerikanske dokumentarinstruktør Joshua Oppenheimer diskuterer om kunstens opgave er at skabe opmærksomhed om emner, eller om der også er forfængelighed involveret. Oppenheimer er manden bag klippet, vi lige har set, fra hans gruopvækkende dokumentar The Act of Killing.

»The Act of Killing, it was seven years under isolation, of no support, no colleagues understood my history«, fortæller han. »So it's a very lonely road. And that's not about vanity, it's about trying to reach something and make something visible that you know is latent. It's like the world is pregnant with the truth and people aren't looking at it, and you wanna give birth to it. Somehow«.

Hvad griber vi ud efter på Heartland-festivalen i den formidable slotshave omkring Egeskov Slot på Midtfyn? Jeg ved, at jeg greb ud efter både Boserup-burgere, økovin og world food.

Jeg ved, at jeg søgte efter både cheap thrills og dybere indsigt på en festival, der helt eksplicit lover både hedonisme og fordybelse. Music, art, talks, food, lyder varedeklarationen.

Første punkt på denne udsendtes dagsorden er en af de mange, overraskende populære talks. Så populære, at festivalen har udvidet med et ekstra telt, der er dobbelt så stort som det gamle, nu med plads til ca. 2500 mennesker. Hvilket er lidt i overkanten, og medfører at folk vandrer ind og ud på de larmende bræddegulve. Og således opfører en koreografi over vor tids rastløshed.

Nå, men den bayerske filminstruktør Werner Herzog er blevet sat i stævne med den finsk-estiske forfatter Sofi Oksanen for at tale om Europa intet mindre. Nynne Bjerre Christensen – kendt fra DR2 – modererer, og det starter lovende med, at Herzog fortæller om 28.000 år gamle, perfekt præserverede malerier fra Chauvet-hulen i Sydfrankrig, hvor han blandt andet påpeger at en bison er afbilledet med otte ben, hvilket han ser som et udtryk for hulekunstnerens forsøg på at beskrive dyret i løb. »Modern human soul awakened here«, siger han. Hvorefter Oksanen taler om en vens ide om, hvordan kunst blev født – som noget relateret til »perception hunting«.

Det var dengang jægere sporede og jagtede et dyr i timevis. »When you do something physical for hours you go to trance, and you become one unity with the animal you are tracking«. Altså at der er en mystisk glidende overgang mellem subjektet og objektet, hvilket vel også er dét, man kan sig om kunstneren og værket.

Så er vi dæleme i gang, og senere kommer vi også forbi den såkaldt syngende revolution i Estland i 1987-91, hvor estere samledes i enorme protestkor mod Ruslands besættelse. Noget der ultimativt førte til Estlands uafhængighed.

Men allerede før det er samtalen desværre også gledet over i geopolitik og massedeportation, hvilket bestemt er et relevant emne, men som samtidig sikrer at helheden bliver fragmenteret og uforløst.

Det samme kunne man sige om førnævnte møde mellem Eliasson og Oppenheimer, hvilket antyder, at man måske nogle gange skulle lade moderatoren være modspilleren til en enkelt gæst, i stedet for at forsøge at få to kändisser i spil på én gang. Og i øvrigt stramme forberedelsen op.

Til gengæld lykkes set-uppet ubetinget under forfatter og videnskabsjournalist Lone Frank og professor Ole Fogh Kirkebys samtale om lysten – fremragende modereret af journalist og tv-vært Anja Bo. En forunderlig undersøgelser af begærets faldgruber og forunderligheder, der tidligt får nogle afgørende signalementer af Kirkeby:

»Men hver gang man begærer noget som ikke er ens eget – det vidste Freud – så laver man en forestilling om objektet. Og det tager en fra en selv. Mens den rigtige måde dybest set at erobre sin egen lyst på, er ikke at behøve noget objekt. Dermed mener jeg ikke nogen form for narcissisme eller former for selvtilfredsstillelse. Men dét at dvæle ved sit eget og vende sit begær ud mod alle mennesker uden at objektivere det. Og den spænding findes ikke i vores liv i dag. I vores liv i dag er lysten objektiveret. Den skal have en legitimering, en undskyldning. Om vi spiser gode retter eller elsker smukke kvinder, som andre synes er smukke«.

Og lidt senere: »Satisfaction – det er jo det store slogan for vores kultur. Oplevelserne skal fandeme gøre os tilfredse. Nej, de gør os aldrig tilfredse«.

Vi forlader teltet oplyste, nærmest lutrede, men i det skarpe sollys dufter vi maden og hører musikken. Vi erkender at vi er i en oplevelsesøkonomi. Vi må videre i konsumeringen, ikke mindst af musiken.

Publikum slapper af i slotshaven omkring Egeskov slot, hvor Heartland Festival har til huse.

Per Lange / Ritzau Scanpix

Balkaniseret ville Werner Herzog måske kalde musikprogrammet, som synes at ville ramme alle, men dermed også gøre det til en sårbar offer for folkevandringer. Det kan minde om en buffet, men i modsætning til indtagelse af mad, så er koncerter og dens udøver og tilskuere sårbare for koncentrationsniveau og stemning.

Under Eddie Vedders koncert lørdag beder en kvinde en mand, der i ti minutter højlydt på sin mobil forgæves har forsøgt at dirigere sin pattevisne ven ind i folkemængden til ham, om at gå ud og hente ham så folk kan få fred. Til hvilket han svarer. At 1) Det gider han ikke. Og 2) Vi er jo ikke i biografen, men til koncert. Så er det på plads. Og det er en distinktion mellem hvad film og koncert fortjener af opmærksomhed, der abonneres på af mange højtsnakkende fraktioner under festivalen.

Musikprogrammet kunne siges at operere med tre forskellige former for forlokkelse.

1) Genkendelsens glæde: At tilbyde publikum en bekræftelse af at deres svundne ungdoms idealer stadig er lyslevende, så længe de indløser billet, tropper op og drikker fadøl med en tåre i øjenkrogen til gamle eller halvgamle ikoners kamp for eller postulat om fortsat relevans (Bryan Ferry, Eddie Vedder, Cat Power, Sort Sol – i skiftende variationer af held med forehavendet).

2) Den ungdommelige gejst: Den smittende glød fra unge mennesker i gang med at opdage musikken og dens muligheder. Uanset om det så er i kedsommeligt repeterende kalkeringer af både gamle og nye forbilleder (London Grammar, Birdy) eller med de unge originalers idiosynkratiske skærebrændere (Bisse, August Rosenbaum, Choir of Young Believers).

Og 3) Nyhedens spektakulære skue: Hvor noget anderledes, udfordrende ryster os ud af vores vaneforestillinger.

I kategori 3 fandt jeg i år kun amerikanske Flying Lotus, der som det næstsidste navn på festivalen troppede op på sin plads mellem to lærreder og skø et zapperhorroravanthiphopboblebad. Et overlegent legende, konstant omskifteligt overgreb på vores ører og øjne.

En musik der bevæger sig mellem hiphopmutationer, fremtidsjazz, avantgarde electronica og med et drys dansevenlig house og med sci-fi- og horrorkulturelle referencer med 1000 km/t. Twin Peaks, Ghost In The Shell, Psycho, The Matrix, Nosferatu, Alien. Et epileptisk museum, en psykedelisk krystalkugle, en hitech tyfon. Forstærket af de hallucinatoriske projektioner på de to skærme, der skabte en sugene 3D-fornemmelse. Og rev i intellekt og krop på samme tid. Som at blive revet fra hinanden og sat sammen på en ny måde. Og nyde det.

Og i den helt anden grøft: Deres udsendte som lykkelig nyder af førnævnte kategori 1's genkendelsesglæde, dog ikke med en tåre i øjenkrogen, men med en lummer olie i hofterne under Bryan Ferrys overraskende smukt forløste koncert søndag aften.

En mandlig og en kvindelig – især den mandlige –korsanger fungerede som perfekt syet støttekorset til Bryan Ferry virkelig slidte stemme. Og det bar den gamle elegantier med værdighed gennem hans sæt på den vokale side. Mens det syv kvinder og mænd høje band bakkede noget nær sublimt op på den musikalske side – og endda i et for festivalen uvant velafbalanceret lydbillede, hvor alle detaljer stod klart i en himmelsk homogen helhed. Og vi kunne nyde de skingert gejle 70'er-Roxy Music-sange og 80'ernes mere luksuriøse ditto samt ikke mindst Ferrys soloperler.

Det er retromanisk, men det sker så livsaligt kollektivt forløst, og med så sikker en præservering og formidling af de sidste arkæologiske rester af Ferrys stemme, at man må måbe.

Et i mine ører klart eksempel på faren for konservatisme i genkendelsesglæden leverede Eddie Vedder, frontfiguren i rockbandet Pearl Jam. Det skete i en rockceremoniel afvikling af et gammelt og godt rustent kodeks. Dét hvor musikerens ægte følelse står over alt andet.

Alt emmede således af autenticitet, tappet frisk fra den amerikanske sanger og musikers krop og sjæl på den store Highland Stage. En mand alene med sine guitarer, mandolin, ukulele. Der stod en spolebåndoptager deroppe. Og lamperne stråler varmt og gammeldags med deres glødetrådspærer. Vedder selv ligner en håndværker, der er kommet for at sikre mod fugtskader.

Vi hørte soloudgaver af Pearl Jam-sange og coverversioner af klassikere og som Cat Stevens' »Trouble«, Tom Waits' »Picture in a Frame« og Bob Dylans »Masters of War«.

Det er tydeligvis lørdagens højdepunkt for flertallet. Og fred være med det. Men jeg fandt det ikke specielt illuminerende at høre en bundkonservativ musiker, der endda er ude af stand til i sine fortolkninger at udøve et kreativt armslængdeprincip, men i stedet kom til at fremstå som en superkompetent, men herrekedelig hyggeentertainer for folk, der stadig tror, at rockmusik er mere ægte end noget andet. Men det er den ikke. Den er tværtimod lige som politisk impotent som enhver anden genre kan være.

Måske stærkest udmejslet med Neil Youngs »Keep On Rockin' In The Free World«, der også fik en tur i manegen. En bittert ironisk sang om, hvordan USA's har sine egne folk i fangenskab, i fattigdommen. Hvilket her 28 år efter dens udgivelse ikke synes at have gjort tingene bedre over there. Men det føles da godt at nikke mildt indigneret og lyksaligt genkendende til Youngs samfundsanalyse.

Så. Velkommen i ekkokammeret, folkens. Et ekkokammer der også under flere talks afstedkommer, at der ofte klappes af flosker såsom at der nu om dage er for meget fokus på form i stedet for indhold.

Jeg har således svært ved at dømme oplevelserne i den smukke slotshave omkring Egeskov Slot. Blot må jeg konstatere, at stemningen ikke er specielt animerende for gode koncertoplevelser. Der er ikke en sult efter dét, man ikke på forhånd elsker i sin egen kulturkreds foran festivalens to musikscener.

Man kunne selvfølgelig også kalde musikprogrammet, ja, kombinationen af kunst, samtaler, musik og mad for et udtryk for rummelighed.

Men uanset hvad så opstår der vilde kontraster såsom den, hvor man sidder i et telt og ser på en mand brække sig over sin medskyld i folkemord, mens man samtidig kan høre en sanglærkes glasklare triller. Som sandsynligvis handler om kærlighed. En kontrast der kan minde om festende unge mennesker på Strøget, mens hjemløse forsøger at få lidt nattesøvn.

Der er en manglende sammenhæng mellem talernes noble intentioner i teltene og den dovent sanselige overflod ude på pladsen. Men er der ikke også dét i vores dagligliv?

Vores velfærdsvellevned og verdensbekymrings umage sameksistens blev i hvert fald udstillet i al sin absurditet. Men 12.000 gæster på den udsolgte festival var tilsyneladende lykkelige på en ret så chillet måde. En overordentlig homogen folkemængde, primært lyserød, ok velbjærget, men til gengæld i et spænd over mange generationer. Hvilket bestemt også har værdi.

Og jeg bliver også selv ved med at blive lokket af Heartland Festival. Alt det jeg kritiserer den for og som den mislykkes med i vid udstrækning, det lykkes den også med i glimt.

Men det er dog ikke i det partikulære, men i helhedsoplevelsen, at jeg nu forstår min egen utilpashed ved at være tilstede her i Fyns hjerte. Jeg anerkender nu, at Heartland Festival som helhed er en segmentanalytisk og kalorierig fremskrivning af dén middelklasse, som jeg selv er en del af. Et væksthus for et kommende liv i sofistikeret luksus, kulturel overflod, materialistisk identitetsskabelse. Og politisk afmagt. En udvikling der jo for længst er sat i gang, men her på aristokratiets nedarvede jorder skrues op til 11 i anden fremtidspotens. Vi lever i en dekadent tid. Og fremtid.

Heartland Festival – Egeskov Slot, Fyn. Lørdag-søndag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Jørgen Wassmann
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Marianne Bjerg
  • Torsten Jacobsen
ingemaje lange, Jørgen Wassmann, Michael Kongstad Nielsen, Niels Duus Nielsen, Marianne Bjerg og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Så du ka ik rigtig finde ud af, om du hyggede dig?

Ole fogh kirkeby : "Men dét at dvæle ved sit eget og vende sit begær ud mod alle mennesker uden at objektivere det." ??? Har vi her en mand med et problem?

Ralf Christensen

Jeg hyggede og uhyggede mig.

Kirkeby: Vi har en mand med et klarsyn.

Michael Kongstad Nielsen, Niels Duus Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Var der ikke, men flere af mine lidt nære bekendte var der, håber at få en status fra dem.
Musikanmeldelserne har så været flotte, men jeg kan se dilemmaet for mig: Intellektualitet parret med dyr og god mad og så musik og med pænt med alkohol.

Randi Christiansen

Altså 'eje' sit begær uden at objektivere objekterne for sit begær? Jeg syns, det lyder spændende, men forstår det ikke rigtig ....

Lise Lotte Rahbek

Tjah, umiddelbart lyder det jo ganske ufarligt.
I enhver forstand.

Allan Stampe Kristiansen, Niels Duus Nielsen, Jens Thaarup Nyberg, Jørn Andersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Heartland Festival lyder ikke særlig fynsk. Hva' fan' er Heartland for noget. Det kan ikke stamme fra Egeskov Slot på Midtfyn. Det lyder mere som noget fra Donald Trumps land.

Men det er jo også det land, som middelklassen elsker. Intet er mere attråværdigt end US.Trump er et kortvarigt break, derefter fortsætter festen.

I gamle dage var det i Rebild Bakker.
Nu er det på Egeskov.
Hvor Suzanne Brøgger også førte sine silkelagener frem til middelklassens beskuelse for få år siden.
Stedet er i skarp konkurrence med Hindsgavl, også et midtfynsk slot med udsigt til Lillebælt, hvor middelklassen boltrer sig med hinandens bekendte indenfor den klassiske musikgenre.

Rune Rasmussen

Jeg tror måske aldrig, at jeg har læst en anmeldelse af noget, der på nærmest mystisk vis forsøger at finde noget at kritisere. Der bliver indsat ord som sammenhæng, hvilket er et ofte politisk ord. Et spinord. Må ting ikke være forskellige ting, der foregår uafhængigt af hinanden mere? Efterlyses det i anmeldelsen, at Heartland og andre festivaler skal være et politisk statement, der er mere homogent? Det er som at læse to artikler, der har forvildet sig ind i hinanden. En artikel der handler om anmelderens diverse tanker om verden, om livssyn, livsmåde, iblandet en form for bitterhed og tomhedsfølelse, som kanaliseres over på underlige måder i det, der foregik, og så er der en anden artikel, der prøver at være mere til stede, men nærmest virker inficeret af den første artikels sortsyn og ambivalens, og hvad der ellers er at spore. Det er som at læse en protest imod dele af festivalen, som var en fest, og andre dele som var alvor, og de to sider må åbenbart for alt i verden ikke eksistere samtidig. Cat Power var fremragende, mildest talt. At hun kun skulle være "lykkes" mere eller mindre godt går over min forstand. Jeg efterlades med spørgsmålet til anmelderen: var du der egentlig? For det virker, som om der var skruet et meget grumset filter foran oplevelserne. Jeg efterlades i virkeligheden mest af alt med en fornemmelse af, at anmelderen gerne vil fortælle en hel del om sig selv, men Heartland stod lige lidt i vejen.

Michael Kongstad Nielsen

"Cat Power var fremragende, mildest talt." mener Rune Rasmussen
På hvilken måde, får vi ikke fortalt.
Rune Rasmussen forklarer heller ikke, hvorfor han synes, at Heartland har noget med Fyn at gøre, eller på hvilken måde.
Er det udviklet på Fyn? Eller hvor kommer det fra?

Hvis man kigger på mange af de teater, events og festtilbud, der er i København, så kan det undre at man har så travlt med ringeagtende at kalde en fynsk event "middelklasse underholdning". Men måske er det et problem, at der er ordnede toiletforhold og det foregår i smukke omgivelser. Er der en snert af misundelse over at det ikke "endnu engang" er på Papirøen eller i Københavns gader, at der sker noget kulturelt? Kan man unde Fyn lidt kultur? Heartland bringer kunstnere, debattører, forfattere og publikum sammen på en ny måde, som måske kan give ringe i vandet på forskellig og konstruktiv vis, når deltagerne kommer hjem. Til forskel fra visse københavnske events, så er de fleste Heartland deltagere nok bedre i stand til at huske hvad der skete på festivallen,.....

Viggo Okholm, Randi Christiansen og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar
Rune Rasmussen

Michael Kongstad Nielsen:

Hvem er "vi" i den sammenhæng? Og vil du evt. betale noget for de manglende oplysninger fra min side af? Eller sagt med andre ord: du skulle have været der. Det som Cat Power bl. a. gjorde i sin koncert var at prøve på netop det: at få folk til at være der. Hun hyldede nærværet, det ærlige, det hudløse, det fuldstændigt uprætentiøse. Hun spillede en koncert, der tydeligvis krævede noget af hende og udelukkende med fokus på musikken. Derfor prøvede hun at springe applaus over imellem numrene ved at undgå at stoppe, hvilket var en svær, til tider umulig, disciplin, men hovedsagen er, at hun prøvede og gjorde det virkelig, virkelig godt. Der var nerve og mod i hendes koncert. Hun lukkede sig lidt om ikke sig selv men musikken som for at passe på den. Hun pakkede den med andre ord ind i den forsegling, hun fandt nødvendig. Lidt fra mig så jeg en mand, der begyndte at græde under et nummer. Selv var jeg tæt på netop det. For nogen mennesker, blandt andet mig, betyder hendes musik så meget. Der er et overlevelsesinstinkt på spil i hendes musik. Det er nødvendig musik på den måde.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle nævne noget om Fyn i den sammenhæng. Jeg nævner det ikke i min kommentar, og jeg finder det fuldstændig irrelevant, hvor festivalen foregår henne.

Randi Christiansen

Lyder ihvertfald mere attraktivt end det københavnske distortion støj og møg hærg - som hvis man bor, hvor det udspiller sig, ansporer til flugt. Den nærmeste urbane oase var så i ørsteds parken, hvor master fatman sørgede for høj og kreativ hyggefaktor.

Michael Kongstad Nielsen

Heartland, Randi.
Hvad tror du det er?
Hvis du ved det, eller finder ud af det, så giv mig et praj.

Randi Christiansen

Jeg vil da godt indrømme, at jeg følte mig lidt bag af dansen, da jeg uden at kende til festivalen blev præsenteret for heartland programmet, som jeg synes lød rigtig godt, men det skal jeg ikke kritisere den for.

Jeg forstår stadig ikke dit problem michael

Randi Christiansen

Jeg vil da godt indrømme, at jeg følte mig lidt bag af dansen, da jeg uden at kende til festivalen blev præsenteret for heartland programmet, som jeg synes lød rigtig godt, men det skal jeg ikke kritisere den for.

Jeg forstår stadig ikke dit problem michael

Viggo Okholm

Jeg er Fynbo, men har i min alder og andre årsager ikke lige råd mere, men arrogancen mod Egeskov i artiklen virker nok noget søgt, for engang havde vi Midtfyns festivallen og nu Tinderbox og Heartland. I øvrigt i Odense Jam days i august med halvstore navne. Odense ligger centralt sammen med resten af Fyn og det er fuldstændig unødvendigt at "hakke" på vores ø :) Hvis man gider læse Gaffa og tror på deres ekspertise så vil man se at musikken på Heatland stort set bliver anmeldt rigtig fint. Så Middelklasse eller ej!

Rune Rasmussen, Heidi Larsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Så når der er ordentlige toiletforhold, smukke omgivelser, en bred musiksmag samt et forsøg på med god mad og fordybelse i samtale at tale til andre sider af mennesket end den musikalske, så er der tale om et overfladisk, ekskluderende, nærmest sekterisk arrangement? Eller hvad?

Hvorfor skal heartland festivalen bashes for både sit navn og sine vellykkede og måske mindre vellykkede arrangementer? Det lugter ærlig talt hen ad misundelse. Jeg kender en ung mand, som er en dygtig musiker og i tjenerlære; han spillede ikke på festivalen, havde betalt for billetten med en dobbeltvagt på sit ekstrajob, og han var meget tilfreds.

Viggo Okholm, Heidi Larsen og Rune Rasmussen anbefalede denne kommentar
Rune Rasmussen

Jeg var også frivillig. Jeg var med til at skrue lamper fra hinanden, slæbe dem og pakke dem ned efter festivalen. Sådan betalte jeg for min billet, og det var glimrende. Jeg følte mig ikke spor dekadent bagefter men derimod fyldt med en god træthed i kroppen efter et veludført stykke arbejde. Måske anmelderen skulle vælge den form til næste år.

Heidi Larsen

Jeg synes det er så fedt vi har fået en festival som Heartland, endelig et anderledes tilbud til os der ikke lige er til Tinderbox, Roskilde Festival, Skanderborg Festival eller hvad der nu er af festivaler rundt om i landet. Endelig en festival der tør at være anderledes. Det har vi manglet. Fedt det sker på Fyn, det passer godt med Odense Internationale Film Festival, Jam Days, Tinderbox osv.
For mig lugter kritikken lidt for meget af Københavneri og ondt i måsen over, at det var en greve på Fyn der fik ideen først om at lave en festival hvor man skal bruge den indvendige side af hovedet også.

Jeg har så endnu til gode at besøge Heartland, for selvom jeg rigtig gerne ville og selvom jeg bor i Odense, valgte jeg af flere grunde ikke at tage af sted. Jeg tog i stedet imod en invitation fra min britiske veninde om at komme på besøg og tage en tur Hay Festival i Hay-on-Wye d. 28 maj (noget der har stået på min bucket list i mange år), en litteraturfestival jeg er overbevist Heartland har kigget på for inspiration. Det var en fuldstændig genial oplevelse og det er jeg også sikker på Heartland er... hvis det er det man er til!

Jeg vil rigtig gerne til Egeskov og Heartland næste år, med mindre selvfølgelig min veninde insisterer på vi tager til Hay igen. Uanset hvad, så skal der spares sammen, for det er ikke nogen billig oplevelse, uanset hvad jeg vælger, og da slet ikke for en førtidspensionist som mig. Men det er det hele værd :)

P.s. Jeg ved godt man ikke direkte kan sammenligne Hay og Heartland, Hay løber over 11-12 dage, det er gratis at komme ind på selve festivalen, man køber billet forud (eller på festivalen,hvis der er flere ledige) til de events/talks/koncerter man vil se. Der er også gratis events. fx i BBC's telt. På den måde kan man selv sammensætte sit besøg.

Michael Kongstad Nielsen

Randi - hvad er mit problem?
tja, det er nok pengeinteresserne bagved,
http://www.djoefbladet.dk/blad/2009/04/markedsfoeringafmusikbranchen.aspx
og dernæst det uklare lag af stjernekokke kunst, Falsled Kro, Kong Hans osv. kombineret med ånd fra Suzanne Brøgger-snak, rigdom og silkelagner, herregårdsstemning i rokokostil, at dette setup tiltrækker flere og flere danskere med portemonnæen spækket med afdragsfrie lavrentelån, kan godt bekymre mig lidt.

At så mange danskere såvel som udlændinge vælter sig i Ørum-Petersen luksus oplevelser minder om romerrigets sidste dage.

Jeg syntes tidligere, at der kunne ligge noget nyreligiøst bagved, men det har jeg ikke kunnet finde belæg for, så det trækker jeg.

Michael Kongstad Nielsen

A pro pos artiklens overskrift:
Den tjekkiske forfatter Milan Kundera står bag romanen "Tilværelsens ulidelige lethed" om menneskets forbløffende evne til at glemme såvel historiens fejltagelser som deres egne.

Torsten Jacobsen

Rune Rasmussen har fat i noget af det rigtige:

Det er nemmere at tage del i noget, hvis man selv har været med til at stille teltene op.

Mon ikke Ole Jastrau havde haft det nemmere, hvis han selv havde været en neger-fetich, i stedet for blot en observerende skygge?

Ecce Homo!

Men Oluf er for længst blevet voksen, og skygger har det med at finde hjem til sidst. Ikke mindst når lyset skinner klarest. Som det gør i Ralf Christensens glimrende anmeldelse af tidsånden, og ikke - som herværende fornærmede provinsboere og andet godtfolk synes at tro - en flad fornemmelse i en slotspark på Fyn.

Løft nu blikket lidt, venner, og læs hvad manden skriver...

Randi Christiansen

Så livsnydelse sammen med fordybelse i denne for verden så frygtelige tider er upassende? Eller hvordan skal jeg forstå dig michael? Og finansieringen? Hvad er der galt med den model? Den adskiller sig ikke fra andre gængse, og selv om man er ude i en langt mere udvidet statsstøtte til kunst og kultur - hvilket jo er et fremragende projekt - ser jeg ikke, at upassende finansiering af dette projekt er påvist.

Michael Kongstad Nielsen

Ralf Christensen fanger situationen knagende godt.

"Et væksthus for et kommende liv i sofistikeret luksus, kulturel overflod, materialistisk identitetsskabelse. Og politisk afmagt.".

"Der er en manglende sammenhæng mellem talernes noble intentioner i teltene og den dovent sanselige overflod ude på pladsen. Men er der ikke også dét i vores dagligliv?

Vores velfærdsvellevned og verdensbekymrings umage sameksistens blev i hvert fald udstillet i al sin absurditet. Men 12.000 gæster på den udsolgte festival var tilsyneladende lykkelige på en ret så chillet måde."

Randi Christiansen

Ja, lad os da endelig få calvinisterne og flagellanterne på banen. Ingen livsnydelse, sågår kontemplativ fordybelse, så længe verden brænder? Der er forskel på livsglæde og dekadence. Skal terroristerne have lov at ødelægge vore sidste oaser?

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror ikke, at Ralf Christensen har helt ret i, at Heartland Festivalen særligt tiltrækker middelklassen. Det er overklassen in spe, den appellerer til. De, der gerne vil danse på øverste dæk på Titanic.
Er mad med Michelin-stjerner serveret til manden der fortæller, at det var her de myrdede dele af det indonesiske folk, med bræklyde hvis gæsterne ikke skulle have forstået det, livsnydelse? Eller er det ignorance og fortrængning?

Livsnydelse er ikke overflod og fortrængning af problemer. Livsnydelse er snarere bekæmpelse af problemer, løsning af dem, samt nydelse af musik, digtning og sang, der bidrager til dette. Livsnydelse er indtag af nærende supper og brød, der holder livet i gang. Ikke overdreven Falsled Kro luksus, der desværre engang imellem giver alle gæsterne diaré.

Randi Christiansen

Nå, nu er den også gal med de kreative kokke.

Men du har ret i michael, at der er en fremmedgjort afstumpethed i den disciplin, som er udbredt her i vores lille hobbitland, at indtage aftenkaffen akkompagneret af fjernsynets krigsreportager og andre grusomheder. Og når det så ovenikøbet sker under åben himmel i guds skønne, paradisiske natur blir dissonansen for skærende for dig?

For mig har den været skærende hele livet, men det har trods alt ikke afholdt mig fra at nyde og lege det liv, jeg så priviligeret har fået mulighed for. Jeg tror ikke, at ofrene for historiens forbrydelser får det bedre af, at nogen spiser lykkepiller for at overleve. At en drabelig lydside til tider har dannet baggrund for lækkerierne på heartland er måske ligefrem en bevidst provokation, så vi ikke - blot for en kort, livsalig stund - skal glemme verdens lidelse.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, Randi, dissonansen bliver nok for skærende for mig også.
At høre fed musik og nyde livet under musernes bevågenhed har jeg aldrig fornægtet, men jeg foretrækker at gøre det i omgivelser, der virkeligt og autentisk minder mig om det rå liv, råt for usødet, 'sweet and dusty', frem for overklasse eksteriører med mad af Michelinstjerne-karat,
hellere et snobrød med pølse og lejrbålsstemning end Caille en Sarcophage (Vagtler i sarkofag med foie gras og trøffelsauce.

Hellere:

Nu er jord og himmel stille
vinden holder tyst sit vejr
og der lyder ingen trille
fra de høje, stille træer.
Kun de fjerne frøers kvækken,
køers kalden over vang
og et dæmpet slag af bækken
til vor egen stille sang.

end

Bisse, August Rosenbaum, Choir of Young Believers.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, Randi, dissonansen bliver nok for skærende for mig også.
At høre fed musik og nyde livet under musernes bevågenhed har jeg aldrig fornægtet, men jeg foretrækker at gøre det i omgivelser, der virkeligt og autentisk minder mig om det rå liv, råt for usødet, 'sweet and dusty', frem for overklasse eksteriører med mad af Michelinstjerne-karat,
hellere et snobrød med pølse og lejrbålsstemning end Caille en Sarcophage (Vagtler i sarkofag med foie gras og trøffelsauce.

Hellere:

Nu er jord og himmel stille
vinden holder tyst sit vejr
og der lyder ingen trille
fra de høje, stille træer.
Kun de fjerne frøers kvækken,
køers kalden over vang
og et dæmpet slag af bækken
til vor egen stille sang.

end

Bisse, August Rosenbaum, Choir of Young Believers.

Randi Christiansen

Klart, formens indhold er vigtigst men michael, jeg indrømmer, at jeg elsker luksus. Som i elsker - jeg har taget min hippietørn, og nu er komfort og kvalitet bare i orden med mig. Hvad derimod på ingen måde er i orden, og som kan få mit pis i kog, hvis jeg ikke passer på, det er, at det ikke er for alle. Fy fan for nogen klamme privatkapitalister, som ikke vil dele ...

Michael Kongstad Nielsen

Var det en tørn?

Betydninger
1.
arbejdskrævende opgave der evt. går på omgang mellem flere personer
SE OGSÅ strabadser

Nå, men fred være med din overgivelse til luksus.
Forbundet med arrig hidsighed mod andre, der gør det samme,

Randi Christiansen

Ja, michael, det er ikke så sjovt at være fremmed i samfundet.

Og jeg bør nok korrigere - luksus og komfort er trods alt relativt. Luksus er for mig ren natur, sund mad og gode relationer.

Michael Kongstad Nielsen

I 'gamle dage', Michael Pedersen, var der på den yderste venstrefløj noget der hed 'mellemlagene'.
Det var et forsøg på at beskrive klassesamfundet i en opdateret udgave, hvor arbejderklassen og kapitalistklassen blev suppleret med en ny klasse : - mellemlagene.

I dag er hele klassebegrebet væltet omkuld, eftersom det vigtigste nu er boligers værdistigning, privates børsspekulation på hjemmecomputeren, samt de overstatsliges centralbankers pengeudpumpning (QE).

Middelklassen er dem, der er på vej til overklassen. Hvilket alle er ifølge ovennævte model.

Randi Christiansen

... og selvfølgelig kunst og filosofi, og næsten vigtigst af alt : tid - hvordan ku jeg ikke nævne det. Tid til fordybelse, leg, nydelse og til at blive klogere på livet. Og med tiden bliver det nemmere at få øje på skoven for bare træer og bare være - lige nu og her. I nuet, hvor alt er. Som min søn siger, tiden går ikke, tiden er. "Er du dus med himlens fugle, og skovens grønne træer, så har du fundet noget, som er meget værd." .... og som min salig moder yndede at synge med på, når familien var i skoven.

Men i forbruger-og konkurrencesamfundet er der ikke kærlighed til naturen, det billige skidt - vi sælger den til privatkapitalisterne, så vi har råd til ... ja, til hvad? Velfærd?