Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Når den er bedst, er ’Master of None’ som en række gode kortfilm

’Master of None’ er endnu en romantisk ’coming of age i en sen alder’-komedieserie. Den udmærker sig ved, at det ikke kun er følelsesmæssige, men også politiske og kulturelle forviklinger, der er i centrum. Og den bliver kun bedre i anden sæson
’Master of None’ er endnu en romantisk ’coming of age i en sen alder’-komedieserie. Den udmærker sig ved, at det ikke kun er følelsesmæssige, men også politiske og kulturelle forviklinger, der er i centrum. Og den bliver kun bedre i anden sæson

Netflix

Kultur
12. juni 2017

En ung (men alligevel ikke længere ung) mand omkring 30 prøver at få professionel og romantisk succes i New York. Han vil gerne begge dele – karriere og kærlighed – men han er i tvivl om, præcis hvilke job der giver mening, og præcis hvad det er meningen, at han skal få ud af de dates, han går på.

Derfor mødes han hele tiden med sine venner på hippe barer eller restauranter eller i deres urealistisk store og velholdte lejligheder for at føre vittige dialoger om stort og småt.

Netflixserien Master of None udmærker sig ikke ved at have verdens mest originale grundfortælling. Som i andre ’coming of age i en sen alder’-komedier som Girls og Please Like Me bliver hovedrollen spillet af den samme, som skriver og instruerer. Og Aziz Ansari (kendt fra Parks and Recreation) gør det godt i rollen som Dev Shah.

Master of None var fra første færd et sikkert og charmerende bud på en nutidig komedieserie, hvor det ikke kun er lavpraktiske og personlige ting, der spænder ben for karaktererne, men også politiske og kulturelle.

Dev er en amerikanskfødt inder, der prøver at slå igennem som skuespiller i New York. Han forholder sig konsekvent kritisk over for de slidte stereotyper, underholdningsindustrien har at byde på, og han påtaler det, når han ser eller hører racistisk og chauvinistisk adfærd.

Det kan godt være, han venter med at påpege, at det er en racistisk kondomkrukke formet som en sort mammy, hans date har stående på sit natbord, til efter at de har haft sex. Men han føler dog, han er nødt til at sige det.

Traileren til 2. sæson af tv-serien 'Master of None'.

I lære som pastamager

Første sæson fik etableret Dev som en flink og fjollet fyr, der grundlæggende gerne vil forstå andre mennesker og gøre det rigtige, men som let bliver distraheret af sine livlige associationer og pudsige iagttagelser.

Rachel (Noël Wells), han havde kikset sex med i første afsnit, skulle senere vise sig at være ualmindeligt sejt selskab, og man fulgte deres forhold, der udviklede sig stille og roligt og lige så stille og roligt holdt op med at udvikle sig, indtil de sad i hver sit fly på vej til hver sit land.

Anden sæson begynder i Italien, hvor Dev er gået i lære som pastamager i et lille familieejet firma. Hele afsnittet er holdt i sorthvid som en pastiche på Vittorio De Sicas klassiker Cykeltyven (1948). Dev får stjålet sin telefon, som er nødvendig for, at han kan komme i kontakt med en kvinde, han lige har mødt.

Det er et gennemført og fint afsnit, men man er aldrig for alvor bekymret for, om Dev mon finder en anledning til at få nogle nye følelser, for i den lille pastabutik arbejder den jævnaldrende Francesca (Alessandra Mastronardi), som for det første er påfaldende smuk, og for det andet har mange replikker, hvor hun smiler og griner af Devs personlighed, som hun har et skarpt blik for uden af den grund at være ude på noget, for hun er kærester med en lokal fliseproducent.

Dejligt kortfilmsagtige afsnit

Det hele er blevet lidt bedre i anden sæson af Master of None. I de mindst gode afsnit (som er de første par stykker) af første sæson var bipersonerne det mest oplivende. Bipersoner er vigtige i sitcoms, i hvert fald af den småsnakkende slags, der trækker på den stolte arv fra Seinfeld (1989-1998). De skal komme ind fra højre med et eller flere besynderlige karaktertræk eller adfærdsmønstre, som skal indikere, at vi – eller i hvert fald seriens hovedpersoner – lever i en skør, skør verden. De må gerne være genkendelige som typer, men ikke forudsigelige som sådan. Den balance er Aziz Ansari god til at holde.

Nu har den lette og underholdende uforudsigelighed spredt sig til måden, de enkelte afsnit er lavet på. Master of None har hele tiden haft tendens til at tage temaer under behandling et ad gangen. Anden sæson byder på et enkelt decideret temaafsnit, hvor religion er oppe at vende. Men det er ellers først og fremmest i formen, at afsnittene adskiller sig fra hinanden. De er mindre episodiske, og mere som at se en række (gode) kortfilm, der foregår i det samme univers.

En favorit er det afsnit, der nærmest ikke handler om Dev og hans venner. De taler om en film, de vil se, og så glider kameraet videre og følger en døv kvinde med et påtrængende behov for at diskutere nogle seksuelle problemer med sin kæreste. Derfra videre til en afrikansk taxachauffør, der har sparet op til at gå i byen med sine bofæller. Alle ender i den samme biograf, og afsnittet er en stor kærlighedserklæring til New York som et sted for folk, der efter bedste evne søger lykke og glade dage.

Et andet favoritafsnit viser gennem en række thanksgiving-middage hos Devs sorte lesbiske barndomsveninde Denises familie, at det ikke er lige let for alle at opnå den lykke. Man ser Dev og Denise spise den traditionsrige middag i det kristne hjem som børn, teenagere og mere og mere voksne mennesker. Undervejs springer Denise lige så forsigtigt ud, først over for Dev, så for sin mor, og efterhånden går situationen fra at være svær til ubesværet.

Der er også et karrierespor i anden sæson, men heldigvis fylder det lidt mindre. Master of None udmærker sig mest som en formmæssigt nysgerrig komedieserie med et betydeligt element af romantik og politisk bevidsthed.

’Master of None’ kan ses på Netflix.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her