Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Når birketræerne snakker

Louis Jensen vil for meget forskelligt med sin ambitiøse, men ulideligt sentimentale roman om en drengs søgen efter sin far
Kultur
10. juni 2017
Louis Jensens er aktuel med ’På bakken højt oppe et hvidt hus’.

Louis Jensens er aktuel med ’På bakken højt oppe et hvidt hus’.

Det er ikke hverdagskost at se en dansk forfatter forsøge sig udi den gode, gamle ’pikareske’ romangenre, hvor en naiv og troskyldig helt af tilfældet (eller skæbnen) føres igennem skiftende miljøer og spændende møder med nysgerrigheden og opdagelysten som drivkraft.

Men dette udgør faktisk motiv og struktur for Louis Jensens nye, af ideer desværre grusomt overdængede, beretning om længsler og livssammenhænge, På bakken højt oppe et hvidt hus, hvori en navnløs fortæller leder efter sin far og ender med at finde sig selv.

Om faren ved drengen kun, at han tog sin kuffert og skred, mens sønnen endnu var spæd. Moren har sagt, at fyren faldt fuld over bord ude på Århus Bugt, men fortælleren tror, at manden lever endnu, og cykler, da moren er død, til selve Århus med eftersøgningen som sit eneste holdepunkt. I baglokalet til et antikvariat havner han »låst fast, uhjælpeligt spærret inde« mellem bunker af bøger og begynder under et »frelsende« bord at danne sig til menneske gennem litteraturen.

Jamen, hallo, hvorfor tilkalder han ikke bare offentlig hjælp over 112? Det er blot den første af romanens mange urimeligheder, eller om man vil, ubehjælpsomheder. Forfatterens indirekte svar på spørgsmålet er, at havde helten fået assistance, var der ikke engang blevet en lillebitte novelle ud af det.

Klassikerne mobiliseres

I stedet bliver drengens livsfortælling et spøjst og ret så besynderligt sammenkog af Odysseen (Telemachos-motivet), Dantes Guddommelige Komedie, Greven af Monte Christo, Alice i Eventyrland, Aladdin, Processen og meget mere endnu, men samtidig som sagt en vandring gennem miljøer: Clarissas butik og den kinesiske restaurant i samme ejendom og dermed indehaverens dejlige datter: dernæst rådhuset, hvor helten bliver cykelbud mellem byrådspolitikerne (og så skal vi tro på den, hvorfor bruger de ikke bare mobil og e-mail?); videre venskabet med en særling, der begraver bildræbte dyr (så fik vi også lidt naturbeskyttelse med op på læsset); derpå et ophold hos en idealistisk samfundskritisk intellektuel benævnt ’Skovensomhedsbeboeren’, der lærer vor helt at skrive (10 sider ’forfatterværksted’); og endelig et esoterisk, nærmest frimureragtigt, samarbejde med en mystiker og mirakelmager, der ansætter vor stadig underligt uskyldige jegfortæller som orakel.

Sidste station bliver i titlens hvide hus højt oppe på en bakke hos en gennemgående biperson, »den venlige mand«, som ikke er jegfortællerens far, men mentalt og psykologisk kan gøre det ud for én, og som utroligt nok har sine vægge prydet med billeder, der som helhed illustrerer hele drengens livshistorie!

Serier af spørgsmål

Med dette sidste greb, formentlig lånt fra Goethes dannelsesroman Wilhelm Meisters Læreår, lader Louis Jensen sin beretning opsuge og fortolke sig selv. Omsider leveres svaret på fortællerens stadige spørgsmål:

»Var alt styret udefra, ovenfra? Hvis det var tilfældet, hvad var jeg så selv? Var jeg så ingenting? En ting, en marionet, der bevægede sig i den retning og ind i de begivenheder, som kun dukkeførerens tråde havde kontrol over og mening med? (…) Havde han en hensigt? Eller var der overhovedet ingen mening? Gjorde han kun, hvad der tilfældigt faldt ham ind?«

Eller andetsteds, med samme pædagogisk repeterende rytme:

»Var det min far? Var han en skjult kraft, der trak i tråde, der for ham var synlige, men for andre kun kunne anes? Var det hans magtfulde hænder, der dirigerede skæbnerne og ikke mindst min?«

Indrømmes skal det, at vor helt har al mulig grund til at spørge: Han føres gennem et mystisk uudgrundeligt mønster, hvor indvielse og ophøjelse indtil flere gange afløses af udstødning og fornedrelse, idet han bliver anklaget for tyveri, bedrageri og ildspåsættelse.

Men de mange spørgsmål antyder samtidig problemet ved denne fortænkte og overlæssede bog, nemlig forfatterens betydningstilskrivningsmani, som ydermere går hånd i hånd med vammelt føleri og holistisk præk. En kornmarks kile ind i en skov bliver typisk nok »en port ind til alting«, og alting fletter sig ind i hinanden: »lyset ind i skyggen og vinden ind i træers og buskes blade og jorden ind i himlen«.

Det er, bedyrer vor helt et sted, »som om alt talte til mig. Ikke alene på den måde, jeg allerede kendte: At et træ kunne berøre mine følelser og få mig til at standse op og tænke over, hvad det usagt fortalte. Og ikke alene, hvad jeg jo også kendte: At en sky kunne få mig til at tænke over noget, jeg havde glemt, noget, der engang var vigtigt, men som jeg havde skubbet til side. Jeg mærkede, at birketræerne ville tale med ord.«

Sovset ind som jeg ved læsningen bliver i selvgentagende new age-pladder, fristes jeg til at beholde begge futter på jorden og anholde en konkret lapsus i bogen: I antikvariatet har dettes indehaver førsteudgaven af Aladdin liggende i en montre for sig og fortæller den benovede dreng, at bogen er 25.000 kr. værd. Men Oehlenschlägers eventyrdrama udkom oprindelig ikke som selvstændig publikation. Det indgik derimod i hans Poetiske Skrifter, bd. 2, 1805.

Dog, at værket får tildelt en fremskudt plads i Louis Jensens eventyrroman, forstår man da sådan set godt. Hans ambition har just været at udforske skæbnens veje og fantasiens kringelkroge. Desværre råder han i dette værk ikke over sproget dertil og giver os derfor en tekst, som i detaljen er gumpetungt omstændelig og overgjort forskruet. Trist at konstatere over for en bog, som så gerne vil være fabulerende ’visionær’.

Louis Jensen: ’På bakken højt oppe et hvidt hus’. Roman. 330 s. Kr. 299,95. Gyldendal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her